Side 2
Omslag: Uden titel, 2011, Cai-Ulrich von Platen – 2 3
Side 3
– En bygning og dens kunst – Ligesom bygningerne på Grenaa Gymnasium taler deres tydelige sprog og med tidstypiske træk vidner om de forskellige perioder, bygningen er opført og udvidet i, så fortæller kunstsamlingen på gymnasiet en tilsvarende historie. Sammenhængen mellem bygninger og kunst kan gøre det svært at skille de to ting ad. Den oprindelige del af Grenaa Gymnasium er opført i 1961, og byen fik hermed for første gang et gymnasium. Bag udformningen stod arkitekterne Gravers og Richter, der før Grenaa Gymnasium kun havde udført ét gymnasium, nemlig Århus Statsgymnasium, der siden er blevet fredet. I Grenaa gentog de nogle af de træk, de havde afprøvet på Århus Statsgymnasium. Det gælder således ideen med at placere festsalen som en central bygningsdel, om hvilken gangarealer og klasselokaler så blev placeret. Materialerne i denne del af bygningen er grønlandsk marmor, der spiller sammen med hvide vægge og de kølige blå farver i vinduesrammer og søjler. I den store forhal med latinske citater, vandbassin og en betragtelig loftshøjde fornemmer man den 4 5 lidt ophøjede stemning, der på dette tidspunkt var knyttet til gymnasiet som institution. En ophøjethed, der ikke har overlevet til i dag, hvor senere generationer og hele demokratiseringen af uddannelsessystemet har gjort sit indtog og sat sit præg på bygningerne såvel i denne ’gamle’ som i ny afdeling. Hvis man leder efter kunstværker, der stammer tilbage fra tilblivelsen af skolen, så er der ét værk, der alene ved sin størrelse og centrale placering skiller sig ud. Det drejer sig om Gotfred Eickhoffs skulptur “Navigare, liggende kvinde” fra 1967, i daglig tale ’konen i bassinet’. Gotfred Eickhoff var en billedhugger, der først og fremmest beskæftigede sig med menneskefiguren. Han bestræbte sig på at opnå en tidløs ro og balance i sine figurer. Frem for at gå efter det dekorative eller det frodige, så gik han snarere efter de store enkle former og de rolige linjeforløb, og vores liggende kvindefigur er således meget typisk for ham. Den er uden smålige detaljer men har en levende overflade, som spiller op mod det klassisk forenklede og monumentale,
