Side 2
Introduktion Betonoverflader er robuste og stort set vedligeholdelsesfrie, og vil udvise patina over tid – således at overfladen ældes med "ynde". Det er dog fornuftigt at følge patineringen af betonoverfladen og derved sikre et fornuftigt vedligehold og lang levetid. Gældende normer og standarder designer en levetid på mindst 50 år, som i praksis er markant længere ved passende vedligehold. En del betonoverflader forsynes inden aflevering til bygherre med en forebyggende behandling (imprægnering, coating etc.), som er bestemmende for, hvorledes de fremtidige vedligeholdelsesaktiviteter skal foregå. Der kan dog allerede ved projekteringen af bygværket være forhold, som skal indgå i overvejelserne for at sikre, at det fremtidige vedligehold bliver mindst mulig. Denne vejledning i drift og vedligehold af in-situ støbte synlige betonoverflader omhandler udelukkende betonens æstetiske fremtræden, således at overfladerne til ethvert tidspunkt har det udtryk, som bygherren ønsker. Vejledningen henvender sig primært til bygherrer, viceværter etc. Flere dele af denne vejledning indeholder informationer fra publikationen "Vedligehold af Betonkonstruktioner" fra www.synligbeton.dk – Vedligehold af synlige betonoverflader. Her er der mere detaljeret information om æstetisk holdbare betonoverflader. HEART – Herning Museum of Contemporary Art 2
Side 3
Baggrund Den ubehandlede, "nye" betonoverflade er mere eller mindre porøs. Groft skønnet består beton af ca. 10-15 volumenprocent små porer (fra mikrometer til nanometer i diameter). Vand og fugt kan bevæge sig ind i betonoverfladen afhængig af det omgivende miljø. Jo højere styrkeklasse betonen har, jo langsommere vil transporten foregå. Graden af vand/fugt påvirkning, og ikke mindst vekslende perioder med opfugtning og udtørring, er afgørende for betonoverfladers æstetiske holdbarhed. Vand kan suges ind i betonen og derved være med til at forankre "forurenende" partikler (såsom støv, sod, etc.) dybere under betonens overflade. Jo dybere forankringen er, desto mere omfattende og nedbrydende bliver rensningsarbejdet. Betonoverfladens ruhed/overfladestruktur samt hældning i forhold til et lodret plan, fremmer aflejringen af fx vind- eller vandbårne partikler på overfladen, dvs. øget grad af patinering og dermed også betonoverfladens æstetiske fremtræden. Patinering er for de fleste arkitekter en ønsket egenskab af materialet beton, som allerede er gennemtænkt i konstruktionens levetid for at fremme detaljeringsgraden af konstruktionen. Dog er der i nogle tilfælde et ønske om at undgå eller minimere patineringen af overfladen, hvorfor det er nødvendigt at påtænke en vedligeholdelsesstrategi. Hvis konstruktionen fysisk viser tegn på nedbrydning, er det naturligvis nødvendigt at udbedre den for at undgå, at den lider yderligere skade eller ligefrem svigter konstruktivt. Denne vurdering, samt udbedring af de konstruktive skader, vil ikke blive behandlet i denne vejledning. Der findes en stor mængde tilgængelig faglitteratur om dette emne, ligesom der kan hentes råd og vejledning hos fagfolk. Det fysiske og æstetisk betingede vedligehold er ikke nødvendigvis i modstrid - faktisk kan et rettidigt æstetisk vedligehold være med til at sikre, at der ikke kommer egentlige konstruktive skader på bygningen. Bliver det nødvendigt at gennemføre fysisk betingede reparationer, bør de så vidt muligt gennemføres under hensyntagen til det æstetiske aspekt. Behov for vedligehold Når et behov for vedligehold er afdækket, gennemføres vedligeholdet rent praktisk i 3 trin: 1. Find årsagen til en uønsket patinering 2. Fjern årsagen hertil 3. Foretag nødvendigt vedligehold Det er væsentligt at gennemføre trin 1 og 2 - ellers kommer problemet jo bare igen. Der kan hentes hjælp til at forstå, hvorfor en overflade ældes som den gør på www.synlig beton.dk under værktøj / ældning og patinering. B&Os hovedbygning i Struer 3


