FRELSENS HÆR|KRIGSRÅBET INTERVIEW VIL HAVE EVANGELIET UD OG FLERE 'KUNDER' IND Sidste sommer blev Ingrid og Benny Munk som 52- og 54-årige udnævnt til officerer i Frelsens Hær. Et sporskifte, hvor modenhed og livserfaring opleves som en fordel. Af Levi Giversen Da Ingrid og Benny Munk for fem år siden sagde ’ja’ til hinanden, lå det ikke i kortene, at dette også skulle blive et ’ja’ til fælles fuldtidstjeneste i Frelsens Hær. Men i sommeren 2018 blev de begge udnævnt til frelsesofficerer og har siden haft ansvar for korpset i Esbjerg. Når de relativt nybagte løjtnanter senere i maj kan fejre femårs bryllupsdag, kan de således også se tilbage på et progressivt parløb som kolleger og en radikal livsændring i en forholdsvis 'moden' alder. Skiftet, der geografisk har ført parret fra Nord- til Vestjylland, er imidlertid foretaget i et tempo, som både de selv og deres tilsammen fire voksne døtre fra tidligere forhold, fint har kunnet holde trit med. Mens de gennemførte den toårige officersuddannelse ved officersskolen i Norge som distancestuderende, havde de således bopæl i Aalborg og var sideløbende ledere for Frelsens Hær i Skagen, samt ressourceofficerer i Nykøbing Mors. - Det var indimellem en lidt travl tid, bemærker de samstemmende med nordjysk sans for underdrivelse - om en periode, der nok gav en glidende overgang til deres nye livskapitel, men også satte krav til deres evner til at prioritere. - Det hed sig jo, at skolen skulle være førsteprioritet. Men ligesom lektierne skulle laves og afleveres, skulle andre opgaver jo ikke forsømmes, husker Ingrid, der samtidig kalder tiden i Skagen og de jævnlige studieophold i Norge for en 'nyttig ballast', hun nødigt ville have undværet. - For mig var springet ud i fuldtidstjeneste jo ikke så stort, da jeg tidligere har prøvet at være korpsleder, og i mange år var daglig leder af Frelsens Hærs værested, Møllepladscentret, i Aalborg. Alligevel har jeg lært rigtig meget på skolen, siger hun og suppleres af Benny: - Jeg føler mig også rigtig godt klædt på af undervisningen, der jo både rummer studier i Det Gamle og Nye Testamente og i relevante samfundsforhold. En bredde, der passer godt til de udfordringer, vi i Frelsens Hær beskæftiger os med. Livserfaring og fagligt fokus Benny betoner samtidig det positive ved, at tendensen til at stille sig til rådighed i en voksen alder synes at være ret udbredt - i hvert fald blandt de øvrige på skolebænken i Norge. - Jeg nød især det sidste år på skolen, hvor hele holdet - også de norske kadetter - var distancestuderende, og hvor flere af os var jævnaldrende. Det gav både et stærkt fællesskab og et godt miljø at udvikles i, siger han. Den solide undervisning kombineret med kompetencer tilegnet i 'livets skole' gør, at han med egne ord som en 'halvgammel herre' føler sig i stand til at tilføre nyttige erfaringer i tjenesten. En stor del af Bennys fortid er således tilbragt i handelslivet, blandt andet Vi bestræber os på at at være tydelige og ikke pakke budskabet ind. som butikschef i flere supermarkeder. En metier, der foruden ledelseserfaring har bibragt ham et vist flair for at nå ud med et budskab og få 'kunder i butikken'. - Jeg har i tidens løb solgt alt muligt lige fra forsikringer til dametøj. Men uanset varen har jeg altid været vant til at se på, om det jeg laver, også fører til et 'outcome' og giver et udbytte. Altså, om der er nogen, der viser interesse for det. - Det er selvfølgelig også et fokus, vi har med i arbejdet her i Esbjerg. At vi overvejer, om det, vi tilbyder, har relevans, og at vi bestræber os på at være tydelige og ikke pakke budskabet ind, når vi deler vores tro med andre. Nytænkning og nye ansigter Som eksempler på nytænkning peger Ingrid på et vellykket bowling-fremstød tidligere på året, hvor 15-16 børn og unge meldte sig ind i Frelsens Hærs børn og unges lokalafdeling, ligesom nye ansigter også er dukket op ved andre events. - En familie, som deltog i bowlingeventen, er siden kommet igen til både juletræsfest, fastelavn og gudstjenester, fordi vi fortalte om vores familietilbud i forbindelse med uddelingen af julehjælp, fortæller hun. I håb om at appellere til flere 'nye kunder' og ikke mindst at gøre det attraktivt for børnefamilier, har parret også taget initiativ til en månedlig cafégudstjeneste søndag eftermiddag. Her lægges vægt på en vedkommende forkyndelse og et varmt og inkluderende fællesskab.
Download PDF fil