Vejledning til gennemførsel af IDD prøver hos FU (opdateret 01-03-2024) RAMMER FOR GENNEMFØRSEL AF IDD EFTERUDDANNELSESPRØVER, KOMPETENCEPRØVER OG TEORETISKE PRØVER (VIRKSOMHED) Efteruddannelsesprøver og teoretiske prøver indenfor IDD skal gennemføres hvert 3. år Direktivet om forsikringsformidling (IDD) stiller via Bekendtgørelse om kompetencekrav og krav til godt omdømme for ansatte i forsikringsselskaber, genforsikringsselskaber og ansatte hos en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler krav om, at deltagere, der er omfattet af IDD, skal gennemføre en prøve hvert 3. år for at dokumentere deres kompetencer. Deltageren har 3 forsøg til at bestå og skal have 70% rigtige for at bestå. Afviklingsform Efteruddannelsesprøver og teoretiske prøver afvikles gennem FUs testsystem VidenBarometer®. Prøven rettes maskinelt og resultatet er klart, når prøven er gennemført. Der er tale om en multiple choice-prøve, som tilgås virtuelt via personligt login. Deltageren kan kun tilgå prøven efter aftale med HR. Når først prøven er i gang, løber tiden og kan ikke sættes på pause. Prøven er tidsbegrænset, idet deltageren i snit har 96 sekunder pr. spørgsmål. Det samlede omfang afhænger af, hvilken prøve, deltageren skal gennemføre. Se det eksakte omfang på hjemmesiden for efteruddannelsesprøver og teoretiske prøver her. Praktik i forbindelse med afholdelse af efteruddannelsesprøver og teoretiske prøver Virksomheden kontakter FU for at få lagt de ønskede prøver og/eller portaler klar under deres organisation i VidenBarometer®. Herefter kan virksomheden tilmelde de ønskede deltagere i det ønskede tidsrum. Deltagerne har fri adgang til en træningsbane med ubegrænset antal forsøg. Træningsbanen giver deltageren indblik i behovet for læring og linker direkte til den anbefalede læring. Resultatsiden på træningsbanen viser den samlede score og indeholder en målrettet individuel oversigt over læringsmålene bag de spørgsmål, som deltageren svarede forkert på. Samtidig får deltageren direkte links til den e-learning, der indeholder læring som understøtter disse læringsmål. Herefter kan leder og deltager planlægge eventuel uddannelse før selve efteruddannelsesprøven. FU er også gerne behjælpelig, hvis træningsbanen giver anledning til behov for undervisning eller 1:1 sparring og undervisning kan ske hos jer, online eller hos os. Alle læringsmål er understøttet af virtuel læring, der kan tilgås 24-7. Virksomhedens pligt ved tilmelding til kompetenceprøver, efteruddannelsesprøver og teoretiske prøver Ved tilmelding af deltagere til kompetenceprøver, efteruddannelsesprøver og teoretiske prøver er det virksomhedens pligt at sikre at deltageren maksimalt får adgang til 3 forsøg inden deltageren bliver sat i 1 års karantæne i forhold til at udøve selvstændig formidling indenfor det område, den dumpede prøve er adgangsgivende til. Ved tilmelding af deltagere indestår virksomheden derfor for at deltageren ikke tidligere: • Har forsøgt at gennemføre en kompetenceprøve på det ønskede bilag hos en anden udbyder. • Har forsøgt at gennemføre en efteruddannelsesprøve på det ønskede bilag siden deltageren sidst bestod en adgangsgivende prøve til det ønskede bilag. FINANSSEKTORENS UDDANNELSESCENTER© SIDE 1 AF 5
Download PDF fil