Barbara Læssøe Stephensen har de sidste to årtier skabt saloner og faciliteret samtaler mellem mennesker i det danske mediebillede. Men det var først, da hun i 2020 trådte ind ad døren til kunsthallen Sophienholm som ny leder, at hun følte, hun for alvor faldt til i rollen som værtinde – et begreb, hun i øvrigt føler er stærkt overset. AF MILLE COLLIN FLAHERTY FOTO SIMON BAUNGÅRD I RUM MED BARBARA LÆSSØE STEPHENSEN Hvorfor har du valgt at mødes på Sophienholm? “Da jeg trådte ind på Sophienholm, fik jeg to oplevelser samtidig. Den ene var: Her hører jeg hjemme. Den anden: Her er en hidden gem . Et sted, der ligger skjult med en kæmpe, brændende historie og boble af skønhed og potentiale, der kunne foldes ud. Jeg gik ind ad døren og tænkte, at der er så mange kig og rum, der bare står og skriger på at blive brugt. I min ge- neration er vi allesammen som børn blevet trukket med på Louisiana. Det er sjældent, man i dag kommer et sted, der har de samme kvaliteter, men som man ikke er blevet blind over for. Sådan et sted er Sophienholm for rigtig mange. Her kan en helt ny generation få et sted, der kan være deres scene, deres Louisiana. Det er mindre, mere naturbåret og har en anden historie. På den måde er der ingen sammenligning. Men det er et sted af lige så høj kvalitet, som på en eller anden måde ikke har fået en plads i samtidens bevidsthed endnu.” Hvilken historie vil du gerne skabe her? “Her ligger en historie, som vi faktisk godt kunne gentage. Sophienholm var et sted, hvor man mødtes på kryds og tværs af fagligheder, især inden for de kunstneriske genrer. Det var her, komponisterne mødtes med ma- lerne, hvor danserne mødtes med forfatterne, hvor politikerne mødtes med videnskabsmændene. Salonværtinden Friederike Brun var gift med Constantin Brun, som erhvervede sig Sophienholm som sommerresidens. Hun var selv forfatter, en fantastisk facilitator og en entreprenant kvinde. Hun skabte rammerne for, at de her møder kunne finde sted.” Hvad betyder husets historie for den måde, du gerne vil drive Sophienholm på? “På en eller anden måde har Friederike Brun en finger med i spillet i enormt mange sammenhænge, også som mæcen, og det kan vi jo ikke leve op til. Men vi kan godt lade hendes ånd leve videre i forhold til at skabe en scene, hvor vi skaber møder mellem, og muligheder for, folk, også dem, der ikke allerede er etablerede. Vi vil gerne have, at fortiden mødes med fremtiden i form af vores kunstudstillinger, og at folk mødes helt konkret i vores saloner.” Beskriv salon-konceptet “Jeg har lavet saloner i henved 20 år på forskellige kulturinstitutioner, på tv og i Radio 24/7, og jeg har tit brugt museer som samtalerum. Så selvføl- gelig skal vi lave saloner her på Sophienholm, hvor vi får folk til at mødes på kryds og tværs. Da jeg begyndte at lave salon i sin tid på Kunstforeningen Gl Strand, spurgte folk, om det var noget med et tog eller en frisør – man havde ikke rigtig noget begreb om, hvad en salon var. Vi gav det en form, som hurtigt blev en norm: tre personer, der taler med en vært, og et pub- likum, der blander sig. Men da Friederike Brun holdt saloner, var der mere action. Dans! Det ved jeg ikke, om jeg kan love, at der kommer her. Men det er meningen, at man skal kunne møde folk, når de er i deres proces, og ikke kun høre om det færdige. Det skal være videnskabens og kunstens verden og alle dens genrer, der skal mødes og blande sig med hinanden. Forhåbentlig kommer der nye konstellationer ud af det. Når en salon virkelig lykkes, er det, når nogle af dem, der har været med, eller folk fra publikum, går videre ud og fortsætter et samarbejde.” Hvorfor var Friederike Brun en central skikkelse i den danske guldalder? “Guldalderen er jo ikke kun en stilart, men også en periode, hvor Danmark blomstrede. Dels fordi man begyndte at interessere sig for sit eget etos og egen selvforståelse som danskere, men også, fordi der var nogle som Friederike Brun, der havde et internationalt udsyn. Man begyndte at lave dannelsesrejser og tage tanker til sig fra udlandet. Kapitalen mødtes med videnskaben og kunsten. De investerede i hinanden. Og så kom der plud- selig en som Ørsted, der opfandt elektromagnetismen. Niels Bohr, som vi har en udstilling om netop nu, fik Nobelprisen ca. 100 år efter salonerne herude, men han kom fra den samme tradition: Han lå under bordet i barndomshjemmet, hvor der sad filologer, arkæologer, læger og kunstma- lere og diskuterede. Han voksede op i 1890erne i et miljø, der var enormt diverst. En af hans bedste venner, William Scharff, var kunstmaler. De var naboer i Tisvilde. De gik ture i skoven, og det er interessant, at Scharff blev optaget af kubismen, hvor man ser ting fra forskellige vinkler og anerken- der, at sandheden måske ligger et sted derimellem. Niels Bohr gjorde det samme, bare i videnskaben. Den der bestøvning af hinandens verdener vil vi gerne være med til at bidrage til her på Sophienholm.” Hvad er det bedste ved dit arbejde? “Jeg har i mange år faciliteret møder mellem folk, men det at have et hus, hvor man rent fysisk kan være, hvor folk kan blive inspireret af den ånd og skønhed, her er, er en kæmpe gave. Jeg har arbejdet i mange år, hvor jeg har været gæst i forskellige rum …” … men nu er du selv værtinden? “Ja, og det er et vildt underkendt begreb. Jeg tror også, det er derfor, at mange kvinder i guldalderen og op gennem tiden har været overset, fordi vi altid kigger efter dem, der gjorde det samme som mændene. Det inte- ressante er jo at se på de kvinder, der gjorde noget andet. Noget, de var gode til, fx at være værtinder. De kunne få andre til at vokse og mødes og folde sig ud. De kvinder har vi ikke haft nok fokus på, fordi deres rolle ikke var selv at træde i forgrunden. Rollen som dem, der trækker i trådene og får ting til at ske, mangler vi lidt at få et øje for. Sådan en vil jeg gerne være.” /
Del
Print
Download PDF fil
