digital balance Skab balance i dit digitale liv Digitaliseringen får ofte skylden for den øgede stress i samfundet. Men er det virkelig teknologien i sig selv, der giver stress? Og hvordan kan man få en bedre digital balance i livet? TEKST PER CORNELL FOTO SOFIA SABEL AT GIVE DE tekniske hjælpemidler skylden for den øgede stress er alt for nemt, mener Josefin Bildsten, leg. psykolog hos Previa. Sammen med sine kolleger uddanner hun chefer, HR-afdelinger og medarbejdere i muligheder og udfordringer i et digitalt arbejdsliv. Deres holdning er, at teknologien muliggør og understøtter vores arbejde og gør os bedre. På samme måde som en spade gør os til mere effektive gravere, så betyder internettet, at vi får lettere adgang til viden. – De digitale hjælpemidler kan kompensere for nogle af de mangler, som vi mennesker har. De kan øge tilgængeligheden via for eksempel mail, forenkle kommunikationen – hvilket styrker vores relationer både privat og professionelt – og aflaster vores RAM med digitale kalendere og andet, siger Josefin Bildsten. Digitaliseringen af arbejdslivet har også givet mange faggrupper en større frihed og fleksibilitet. Man kan arbejde lige effektivt, uanset om man sidder i toget, i sofaen derhjemme eller på yndlingscaféen. Når børnene er syge, bliver det måske i højere grad en arbejde-hjemme-dag i stedet for barnets første sygedag, og for at nå den tidlige yogatime klokken fem arbejder man i stedet en time om aftenen. – Det er en stor fordel for rigtig mange, og en måde at få arbejde og fritid til at gå op på. Men det er også her, der kan opstå en grænseløshed, som er svær at håndtere. Når det bliver sværere at adskille arbejde fra privatliv, kan det forstyrre vores genopladning og på sigt føre til problemer med helbredet. Vores mentale og fysiske genopladning er ekstra vigtig, når der er meget pres på arbejdsmæssigt. ET EKSEMPEL ER arbejdsmobilen, der for mange også fungerer som privat mobil. Den gør, at det bliver sværere at holde fri fra arbejdet, når man er hjemme. Men også at holde privatlivet adskilt fra arbejdsdagen. – Separate telefoner til arbejde og privatliv kan være en måde at gøre grænsen tydeligere. Bruger du den samme telefon, kan det være en hjælp at tænke over, hvordan du organiserer telefonens apps. Et tip er at fjerne alle forstyrrende elementer ved at placere appene i forskellige mapper sorteret efter arbejde og fritid. Så skal du trykke et par gange ekstra og får dermed mulighed for at tænke over – ”var det egentlig det her, jeg skulle gøre nu?” En faldgruppe ved de digitale hjælpemidler er for eksempel, at de lokker os til at gøre flere ting samtidig. Der er meget forskning, der påviser, at vi bliver mere effektive, når vi koncentrerer os om én ting ad gangen. Men vi føler os ofte mere effektive, når vi laver flere ting samtidig. At besvare mails lige så hurtigt, som de dukker op, skaber en følelse af kontrol over arbejdssituationen, men fører ofte til øget stress, og at vi mister fokus på det, vi egentlig burde gøre. Vi begynder hele tiden forfra på noget nyt. Mit tip er at vælge bestemte tider, hvor man tjekker sin indbakke og at lukke for notifikationer på mobilen. Tag et bevidst greb omkring din kommunikation og afsæt et bestemt tidsinterval til den, siger Josefin Bildsten. Har du nogen konkrete råd til, hvordan man gør dette? – Et godt hjælpemiddel er Pomodoro-teknikken. Den går ud på, at du bestemmer dig for en arbejdsopgave og arbejder med den i 25 minutter. Herefter holder du fem minutters pause. Gentag dette i alt fire gange og hold så en lidt længere pause på 20 til 30 minutter. Hvis der dukker ting op i pausen, noterer du dem ned på et stykke papir, men går først i gang med dem bagefter. Denne teknik fungerer fint for mange og kan downloades som en app. Hvilken betydning har genopladning for at klare det høje arbejdspres? – Stor betydning. Vi har brug for at lade op efter en periode med høj belastning – uanset om det er på arbejdet eller i fritiden. Hvis man kommer bagud med at lade op, risikerer man på langt sigt, at stressen på arbejdet bliver farlig. Ofte er det en kombination af flere forskellige ting som at bevæge sig og at sove ordentligt, der giver mening og er godt for os. Men præcis hvilken metode, der virker, er helt individuelt. Hvad kan arbejdsgiveren gøre for at modvirke stress hos medarbejderne forårsaget af digitale værktøjer? – Forklar brugen af dem. Tal i gruppen om, hvad normen omkring tilgængelighed er og aftal en politik for, hvad der gælder for eksempel for mails og sociale medier. Og vær selv et godt forbillede for arbejdsgruppen. Hvis du vil arbejde sent og sende mail til en kollega, så gør brug af teknologiens muligheder og indstil tidspunktet for, hvornår mailen skal nå frem til medarbejderen. 16 Solutions 1 2020 | www.dustin.dk
Download PDF fil