Side 6

FORORD ”Parforhold er et vigtigt tema og et meget omfattende tema – i sig selv sin egen selvhjælpsbog værd.” Da jeg skrev dette i 2004, havde jeg ingen ambitioner om at uddybe temaet i bogform. Jeg havde bare brug for nogle indledende ord til det beskedne afsnit ”Mestring af parforhold” i ADHD. En håndbog for voksne med ADHD , hvor der på syv sider stod lidt om det meste, men ikke virkelig meget om noget. Årene er gået, og en norsk bog om ADHD og parforhold fin- des stadig ikke. Men at der er behov for en sådan selvhjælps- bog, oplever jeg hver eneste uge i min psykologpraksis. Lidt efter lidt fik jeg lyst til at skrive den selv. Mens jeg arbejdede med Ung med ADHD (norsk originalversion 2013), opdagede jeg, hvor interessant det var at gå mere i dybden med et afgræn- set tema. Bogen henvender sig lige så meget til den, der har ADHD (også kaldet ADHD’eren), som til den, der ikke har ADHD. 5

Side 7

Begge parter har været lige intenst nærværende i mig under skrivningen. På et tidligt tidspunkt droppede jeg idéen om at vinkle stoffet mod skiftevis ADHD’eren og ikke-ADHD’eren. Det er bedre, at det hele er til begge parter. Begge parter har gavn af at forstå den anden bedre. Det er en nøglefaktor i alle parforhold, med eller uden ADHD. Men det er mere kræven- de, jo mere anderledeshed parterne bringer ind i forholdet, og ADHD repræsenterer anderledeshed. I nogle parforhold har begge ADHD. De har ikke fået deres eget kapitel i bogen, men de har det privilegium, at de kan læse den med dobbelt udbytte. Begge perspektiver er lige relevante, og de kan veksle frit mellem positionen som ADHD’eren i par- forholdet og den anden part. Nogle steder står jeg selv frem i bogen. Det er ikke, fordi jeg er verdensmester i symptommestring, jeg føler mig ikke engang kvalificeret til at stille op til det lokale kredsmesterskab. Når jeg som forfatter bruger sig selv som eksempel, er det, fordi jeg er mig selv nærmest, også i forhold til erfaringer med at bringe sin ADHD med ind i et parforhold. Jeg håber, det er lykkedes mig at balancere det, så jeg er til stede i teksten i passende grad og med en personlig stemme. Ikke for tæt på som i det private, men heller ikke for fjern som i det upersonligt analytiske. Des- uden ser jeg en pointe i at udnytte den ekstraeffekt, det kan have, at jeg ikke er en fiktiv karakter. Nogle gange kan det gøre en forskel at vide, at det beskrevne stammer fra det virkelige liv. Min optræden i bogen skal under alle omstændigheder ses som en birolle. Hovedrollerne spilles af to fiktive par. Det er Julie og Sebastian, og det er Jens og Camilla. Sebastian er debutant, 6

    ...