Her kan du læse et uddrag af Yes to the mess af Frank J. Barrett, på dansk ved Kent Havemann.
Ledere i dag skal være eksperter i improvisation. Ligesom jazzmusikere skal de kunne hæve blikket fra nodebladet, have gehør for gruppens dynamik og skabe plads til både samspil og solooptræden. Det handler om at turde gribe chancen og den gode, improviserede idé, hvor end den opstår.
Med inspirerende historier om store jazzlegender som Miles Davis og Sonny Rollins og eksempler, der spænder fra produktionsvirksomheder over militæret og til high-tech, præsenterer bogen en helt ny model for ledelse og samarbejde i organisationer – en model, der favner både kompleksitet og forandringer.
Side 12
sation, wayfinding, responsivitet osv. Det at turde gå med det materiale, der er tilgængeligt, for at træffe en beslutning i stedet for at holde sig til en plan, der måske undervejs har mistet sin mening eller sit fokus. Frank viser vejen i forhold til at lytte til hinanden, at stole på hinanden og på processen – og i forhold til at følges ad på nye og ukendte stier med en let kildren ned ad ryggen: Går det her mon godt? Og er det ikke netop i de øjeblikke, vi lever? Det er derfor en stor fornøjelse at læse Franks tanker på skrift. Han inviterer og genskaber det multivers af stemmer, som jeg første gang oplevede den sommer i 2007. Hvis man har interesse for ledelse og blot en smule kærlighed til jazz, vil denne bog inspirere til gå de veje, Frank inviterer til. Mit håb er, at læseren tør træne de færdigheder, bogen lægger op til, og tør bruge bogens pointer i organisationens ledelsespraksis på alle niveauer. For mig blev den første oplevelse af Frank Barrett i New Hampshire i 2007 og vores senere dialoger om jazz, improvisation og ledelse et vidnesbyrd om, hvorfor min far blev den store leder, han var. Han havde gjort jazzens væsen til en måde at arbejde på hver dag. Og som trompetisten Wynton Marsalis citeres for i bogen om relationen til sin far: „Jo mere jeg er væk fra ham, desto mere forstår jeg, hvor meget jeg har lært af ham bare ved at se og lytte. Jeg voksede op med et af de største forbilleder.“ Jakob Nørlem, Direktør, Taos Institute Europe, April 2014 10 YES TO THE MESS
Side 13
Forfatterens forord I wake to sleep, and take my waking slow. I learn by going where I have to go. – Theodore Roethke „The Waking“ Ved første øjekast er dette en bog om jazzimprovisation. Men forholdsvis få af jer, der læser disse ord, er musikere, og mange bryder sig måske slet ikke om jazzmusik – selvom jeg håber, at en af følgerne (ikke fuldkommen utilsigtet) af at læse denne bog vil være en dybere interesse for og indsigt i jazz. I virkeligheden er det en bog om den ledelsesmentalitet og de forskellige aktiviteter og færdigheder, der gør det nemmere for ledere at forstå og fremme innovationsprocessen.1 Min egen karriere kan synes improvisationsagtig eller præget af tilfældigheder. I slutningen af 1980’erne, hvor jeg var ved at færdiggøre min uddannelse i organisationsadfærd ved Case Western Reserve University, deltog jeg i en konference, hvor min specialevejleder, Suresh Srivastva, præsenterede mig for professor i organisationsteori Karl Weick som „doktoranden, der engang spillede jazz“. Der er to ting, jeg husker fra dette møde. For det første det utrolige i at stå ansigt til ansigt med Karl Weick og tilmed tale med manden. Jeg og mine medstuderende nærede den største respekt for hans tanker og idéer, og han havde i vores øjne en næsten gudelignende status. Den anden ting, jeg kan huske, er det, Karl sagde til mig, efter at Suresh havde fortalt ham om min tidligere karriere som jazzmusiker. Karl spurgte: „Handler dit speciale om jazz som en innovativ organisation?“ Jeg fremstammede et svar, jeg for længst har glemt, men jeg husker tydeligt, at FORFATTERENS FORORD 11
