Her kan du læse et uddrag af Yes to the mess af Frank J. Barrett, på dansk ved Kent Havemann.
Ledere i dag skal være eksperter i improvisation. Ligesom jazzmusikere skal de kunne hæve blikket fra nodebladet, have gehør for gruppens dynamik og skabe plads til både samspil og solooptræden. Det handler om at turde gribe chancen og den gode, improviserede idé, hvor end den opstår.
Med inspirerende historier om store jazzlegender som Miles Davis og Sonny Rollins og eksempler, der spænder fra produktionsvirksomheder over militæret og til high-tech, præsenterer bogen en helt ny model for ledelse og samarbejde i organisationer – en model, der favner både kompleksitet og forandringer.
Side 11
Dansk forord VELKOMMEN TIL „UFULDKOMMENHEDENS ÆSTETIK“ Da jeg var fem år gammel, begyndte jeg for første gang at lytte til den musik, min far spillede bag den lukkede dør til sit kontor, hvor han arbejdede om aftenen. Jeg stod og lyttede ved døren og kunne høre alverdens instrumenter i konstant bevægelse med og omkring hinanden. Jeg kunne ikke synge med, kun lade musikken omslutte mig. Da jeg var ni år gammel inviterede min far mig for første gang på jazzklub i Århus. Jeg husker, at jeg drak 11 appelsinvand. Gennem min barndom og ungdom blev jazzen en forbindelse til min far og specielt „Kind of Blue“ af Miles Davis og ‘birth of the cool’-bevægelsen blev vores fælles passion. Det sidste, jeg musisk nåede at opleve med min far, var at høre Poul Dissing synge Armstrong, som havde en vigtig plads i min fars liv. Siden 1998 har jeg arbejdet med organisationsudvikling, ledelse og læring, og i den forbindelse mødte jeg for første gang Frank Barrett på en konference i New Hampshire i 2007. Selv om jeg på dette tidspunkt allerede havde læst Karl Weicks tanker om jazz og organisationer, var det først med Franks brobygning mellem de to verdener, at jeg erfarede den store styrke, der findes i denne metafor. Med en virtuos enkelthed og æstetik sad han ved sit piano og bevægede sig uhindret mellem akkorder, anekdoter fra jazzhistorien, sine egne erfaringer som jazzpianist og hele sit store repertoire fra sit virke som professor i organisatorisk udvikling. Han var fantastisk. Det, jeg opdagede i Franks brobygning mellem to verdener, var et sprog, som kunne formidle noget af det, mange ledere er gode til, men som ikke altid værdsættes i organisationer med rødder i det 20. århundrede: improvi- DANSK FORORD 9
