Når tågen letter Leif Lauritzen stod nede i et dybt sort hul med stress, depression, angst og ludomani som eneste selskab. Men golfen og kammeraterne i Ribe Golfklub hev ham op igen. Leif Lauritzen er netop kommet ind fra årets første golfrunde. Normalt ville han have været ude en del gange allerede, men en arbejds ulykke med en motorsav kostede ham en del af en finger på højre hånd. – Nu er jeg jo nørdet med golf, så når det skulle være, skulle det være på den hånd, siger Leif Lauritzen med et grin, der indikerer, at en finger fra eller til er et lille problem i forhold til de udfordringer, som han har været igennem. For tre år siden arbejdede den 49-årige vestjyske tømrer for fuld tryk. Pengene væltede ind, men en dag kom regningen. Han gik ned med stress for fuld styrke, og som sidegevinst blev han ramt af depression og angst. – Jeg ville ingenting. Ikke engang spille golf. Jeg havde bare lyst til at bure mig inde, fortæller Leif Lauritzen, som dog åbnede døren, da hans gode kammerat og spillemakker, som også er formand i Ribe Golfklub, en dag bankede på og tvang ham til at komme med på golfbanen. – Han sagde: Jeg ved, hvor vild du er med golf, og jeg kører ingen steder uden dig. Leif Lauritzen tog modvilligt med. Og det var første lille skridt op af det sorte hul. – Jeg fandt noget glæde igen. Jeg slappede af, skuldrene faldt ned, og det alarmberedskab, som kroppen var i, forsvandt. Jeg elskede det. Der var så mange søde mennesker i klubben, og bare det, at folk spurgte ind til, hvordan jeg havde det, betød alverden for mig. Den vinter var jeg derude 28 dage i træk, og når jeg nåede til 16. hul, blev jeg altid lidt deprimeret, fordi jeg vidste, at det snart var slut og jeg først kunne komme afsted næste dag. Jeg glemte alle problemerne, når jeg var derude, fortæller han. 40.000 PÅ EN NAT Leif Lauritzen stopper op og udbryder et “pyha”, når han tænker tilbage på den periode, hvor han var allerlængst nede. For det var ikke bare stress, angst og depression, han kæmpede med. Trangen til at gamble overmandede ham også. – Det var min måde at flygte fra virkeligheden på. Jeg tjente store summer, fordi jeg arbejdede så meget – men jeg brugte også meget. Så jeg kunne godt sidde en hel nat og bruge 30-40.000 kroner på at spille på nettet. En episode hos den lokale købmand fik ham til at indse, at han var nået derud, hvor han ikke kunne bunde. – Jeg havde lagt varer op på båndet og skulle til at betale. Men kortet blev afvist tre gange, så jeg måtte lægge varerne tilbage. Det er pinligt, når man kender alle folk, og det var her, jeg indså, at jeg skulle have hjælp. – Man føler jo skam, når man det sådan. Jeg er en stor og stærk mand på 1,85 og 100 kilo, men det her kan altså ramme alle. Og det har hjulpet mig at være åben om det, siger Leif Lauritzen, som dog kommer lidt i tvivl, om han skal fortælle om sin ludomani, fordi ikke alle i golfklubben kender historien. NAVN : Leif Lauritzen ALDER: 49 år UDFORDRING: Stress, depression, angst og ludomani REDNING: Golf DET SKAL FREM Efter lidt betænkningstid siger han: – Nej, det skal frem. Det kan ikke betale sig at gemme sig bag sådan noget, og måske kan det hjælpe andre. Der går flere mennesker rundt med det lort, end man regner med. Åbenheden betød også, at Leif Lauritzen fik en stor personlig sejr i sommeren 2016, hvor han vandt klubmesterskabet i herrerækken. Men først efter at have fået besøg af angsten midt på 18. fairway. – Jeg var foran med fire slag med to huller igen og slår et godt drive på 18. hul. Der går en del mennesker med rundt, og så er der en, der siger: Det er jo en tradition, at vinderen i herrerækken holder en tale. Har du tænkt på, hvad du skal sige? – Det kan jeg ikke, sagde jeg til min caddie. Jeg blev hundeangst og var ved at kløjs i de sidste slag. Men jeg holdt talen og lagde ikke skjul på, hvordan jeg havde haft det, og hvor meget golf havde betydet for mig, fortæller han. Mange af klubbens medlemmer blev rørt over den modige tale, som samtidig fik de sidste rester af mørke skyer over Leif Lauritzens hoved til at lette. – Det gav mig virkelig et boost. Den dag kom jeg derop, hvor jeg kunne sige til mig selv: Nu har jeg det godt igen. 50 •
Download PDF fil
Arkiv
Cookiepolitik