JUNGLEGOLF - SPILKONCEPTET Til hvert træf spilles der efter konceptet ”junglegolf”, som tager udgangspunkt i målgruppens behov. Det betyder, at spillerne møder et velkendt set-up, som skaber tryghed, og derudover møder de både velkendte, men også nye golfvenner. Aktiviteten er inddelt i to forskellige sværhedsgrader sådan, at juniorerne opnår progression og, at aktiviteterne matcher deres evner. De to sværhedsgrader opnås ved, at junglegolf spilles på 2 forskellige baner, en krokodille- og en gorillabane, der sættes op efter samme skabelon ved hvert træf. Krokodillebanen sættes op på driving range eller et andet større græsareal, mens gorillabanen sættes op på f.eks. en par-3 bane, en intermediate bane eller hvor det passer bedst ift. klubbens faciliteter. Opsætningen af banerne er enkle og forholdsvis ens på begge baner. Der skal typisk sættes teestedsmarkeringer op, lægges en hulahopring, der udgør hullet, samt markeres nogle udfordringsområder, f.eks. ved at folde en presenning ud. På krokodillebanen er der 6 korte huller (ca. 20-60m), mens der er 9 huller (ca. 50-100m) på gorillabanen. Men det kan selvfølgelig tilpasses klubbens faciliteter. I stedet for at benytte teestederne på den prædefinerede bane sættes der teestedsmarkeringer i fairway, så juniorerne starter tættere på hullet. Man kan sagtens sætte teestedsmarkeringerne nogle nye steder fra gang til gang for på den måde at udvikle juniorernes evner til course management helt uden, at dette ellers italesættes. Selve spilkonceptet kan endvidere benyttes i forbindelse med træning, skolegolf og rekruttering. Præmiering Da det overordnede fokus ligger på det sociale, på oplevelsen og på indlæringen foregår præmieringen som en fælles aktivitet. Det kan f.eks. være ved at afslutte med kage, saft og præmieoverrækkelse. Alle deltagere får en medalje, fordi de har deltaget. Dermed er alle vindere. 23
Download PDF fil