HJÆLP OS AT HJÆLPE ANDRE Julehjælp, som Dansk Folkehjælp afvikler i samarbejde med Ekstra Bladet, slog en række nye rekorder i 2019. Den største og måske mest glædelig overraskelse var, at ansøgertallet om Julehjælp endelig stagnerede, og at vi for første gang siden julehjælpens fødsel, ikke så de klassiske stigninger i ansøgerfeltet. Vi håber, at denne tendens forsætter. Glædeligt var det også, at Dansk Folkehjælp sammen med Ekstra Bladet igen satte ny indsamlingsrekord, og derfor kunne hjælpe flere familier og børn til en bedre jul. Julehjælp er den aktivitet i organisationen, som i dag samler flest lokalafdelinger og samtidig det initiativ, der giver organisationen den største berøringsflade til samarbejdspartnere, bidragydere og erhvervslivet. Seniornet, som er et tilbud til enlige ensomme ældre, fik vokseværk i 2019. Sammen med Østifterne skal vi over den kommende fireårige periode, implementere SeniorNET i 10 nye kommuner årligt. Dette betyder, at vi forventer, at SeniorNET forankres i 50 af alle landets kommuner frem mod projektperiodens afslutning. Feriehjælp satte også nye rekorder for, hvor mange vi kunne hjælpe. Op mod 4.000 personer fik mulighed for en ferie via Dansk Folkehjælp, og i 2020 ser det allerede nu ud til, at vi kan øge tilbuddet om vores familieferier. Feriehjælp er en af de aktiviteter i organisationen, som involverer et markant antal frivillige, ligesom vi over de senest år har udvidet samarbejdet med de boligsociale områder med helhedsplaner. Økonomisk rådgivning til udsatte familier er i god vækst. På baggrund af evalueringen af de første initiativer, er Dansk Folkehjælp i gang med at rulle rådgivningen ud til flere kommuner. Projektet har på alle måder været en succes, og de gode erfaring betyder, at vi arbejder med en fortsat udbredelse af projektet. Danmark Redder Liv kom godt fra start og rekrutterede 6.5000 meget engagerede frivillige, som rykkede ud til hjertestop. En evaluering af projektet viste gode takter i forhold til den responstid, der var fra alarm til den frivillige var fremme ved hjertestop. Samtidig bekræftede evalueringen, at projektet var tæt på sin målsætning om en tidlig indsats samt dækning af alle hjertestop i Region Syddanmark og Region Sjælland. Ultimo 2019 valgte nævnte regioner dog at tilslutte sig Hjerteløberordningen, og Danmark Redder Liv måtte derfor sende sine sidste frivillige ud til hjertestop ultimo april 2020. Dansk Folkehjælp er stolte over, at vi sammen med de øvrige interessenter, bragte initiativet til Danmark. Uanset hvilke ordning der anvendes, er Danmark blevet et tryggere sted at bo, hvis man rammes af et hjertestop. Førstehjælpsprojektet Saving Life er med støtte fra EU det største førstehjælpsprojekt, som Dansk Folkehjælp gennem tiderne har gennemført. Frem mod midten af 2020 har 6.000 personer fra civilsamfundet i de sydlige regioner af Danmark samt fra de nordlige regioner af Tyskland, modtaget førstehjælpsundervisning i samarbejde med vores tyske søsterorganisation ASB. Ud over de mange, som gennemgår en førstehjælpsuddannelse, sætter vi fokus på at få gjort de mange hjertestartere i Danmark tilgængelige døgnet rundt. I 2020 er projektet blevet forlænget, og der sættes nu fokus på uddannelse af børn og medarbejdere i børneinstitutioner. CISU-programaftalen er et mål, som Dansk Folkehjælp satte sig for at opnå år tilbage. Det er vores håb, at vi med den nye programaftale i tæt samarbejde med vores lokale partnere, kan arbejde mere strategisk med implementeringen af vores demokrati- og vandprogrammer i det østlige Afrika samt på Afrikas Horn. Op mod 2018 lancerede DANIDA igennem CISU en ny nødhjælpspulje kaldet Danish Emergency Relief Fund (DERF). Dansk Folkehjælp modtog støtte i 2019 til vores humanitære arbejde i Somalia, Uganda, og Afghanistan. Desværre er denne nødhjælpspulje relativ lille, og dette faktum har haft en direkte indflydelse på i hvilke områder, nødhjælpsindsatserne kunne igangsættes og frem for alt, hvor mange mennesker vi herigennem har kunnet hjælpe. Det er vores anbefaling, at puljens ramme søges øget til gavn for de mennesker, som rammes af humanitære katastrofer. Tusind tak skal der lyde til vores mange medlemmer og frivillige, kollektive medlemmer, samarbejdspartnere, ministerier, fonde og private bidragydere for den støtte og opbakning, som Dansk Folkehjælp har modtaget. BERETNING 2019 3
Download PDF fil