HJÆLP OS AT HJÆLPE ANDRE Vi skriver det ofte, men 2018 var også et travlt år i Dansk Folkehjælp. En række nye initiativer og aktiviteter så dagens lys, både større nationale initiativer, som har et landsdækkende sigte, men også nyheder på den globale scene. Julehjælpen som Dansk Folkehjælp gennemfører i samarbejde med Ekstra Bladet slog en række nye rekorder i 2018. Aldrig har organisationen modtaget så mange ansøgninger om hjælp, og aldrig har vi hjulpet så mange familier til en bedre jul. Samlet kunne vi hjælpe mere end 12.000 familier. Julehjælpen er den aktivitet i organisationen, som i dag samler flest lokalafdelinger, og det er samtidig den aktivitet, som giver organisationen den største berøringsflade i forhold til samarbejdspartnere, bidragydere og erhvervslivet. Feriehjælpen satte også nye rekorder for, hvor mange vi kunne hjælpe - børnefamilier, som vi hvert år sender afsted på en ugelang gratis ferie i Danmark. Mere end 4.000 personer fik mulighed for en ferie via Dansk Folkehjælp. I 2019 ser det allerede nu ud til, at vi får lige så travlt med vores feriehjælp. Samtidig øger vi tilbuddet på vores børne- og ungeferier. Feriehjælpen er blandt de aktiviteter i organisationen, som det største antal frivillige er engageret omkring, ligesom vi over de seneste år har udvidet samarbejdet med de boligsociale områder med helhedsplaner. Projekt SeniorNET, som er et tilbud til enlige ensomme ældre, fik i 2018 vokseværk. Sammen med Østifterne skal vi over den kommende 4-årige periode forankre projektet i de 15 kommuner, hvor projektet allerede har hjemme i dag. Samtidig skal der indgås samarbejde med 10 nye kommuner hvert år. Det betyder helt konkret, at vi forventer SeniorNET forankret i 55 af alle landets kommuner frem mod udgangen af 2022. Vores tilbud om økonomisk rådgivning til udsatte familier er i god vækst. På baggrund af vores evaluering af de første initiativer med frivillig økonomisk rådgivningstilbud, er Dansk Folkehjælp i gang med at rulle rådgivningen ud til flere kommuner. Projektet har på alle måder været en succes, og de gode erfaringer fra tidligere gør, at vi nu forsøger at gøre tilbuddet landsdækkende. På førstehjælpsområdet kunne vi endelig sende Danmark Redder Liv i luften efter en længere test af teknologien, vi anvender. Danmark Redder Liv er vores seneste initiativ på førstehjælpsområdet, hvor vi sammen med regionerne i Danmark sætter fokus på at styrke den præhospitale indsats. Frivillige vil nu blive alarmeret direkte fra regionernes alarmcentraler til hjertestop. Anvendelse af ny teknologi og frivillige skal sikre en tidlig indsats ved hjertestop, således vi sammen med en række interessenter kan bidrage til at flere overlever. Danmark Redder Liv er kommet godt fra start og har nu 4.000 meget engagerede frivillige, som rykker ud. En netop offentliggjort evaluering af initiativet vidner om, at vi gør en markant forskel i kampen for, at flere bliver hjulpet med en tidlig indsats ved hjertestop. Med støtte fra EU lancerede vi det største førstehjælpsprojekt, somDanskFolkehjælpnogensindehargennemført. Over de næste 3 år skal vi uddanne 6.000 personer fra civilsamfundet i førstehjælp i de sydlige regioner af Danmark samt de nordlige regioner af Tyskland i samarbejde med vores tyske søsterorganisation, ASB. Ud over de mange, som gennemgår en førstehjælpsuddannelse, sætter vi fokus på at få gjort de mange hjertestartere i Danmark tilgængelige døgnet rundt. I starten af 2019 indgik Dansk Folkehjælp en programaftale med CISU - et mål, som Dansk Folkehjælp satte sig for år tilbage. Det er vores håb, at vi med den nye programaftale kan arbejde mere strategisk i implementeringen af vores demokrati- og vandprogrammer i det østlige Afrika og på Afrikas Horn i samarbejde med vores lokale partnere. Op mod 2018 lancerede DANIDA igennem CISU en ny nødhjælpspulje kaldet Danish Emergency Relief Fund (DERF). Dansk Folkehjælp modtog herigennem støtte til vores humanitære arbejde i Nordirak, Libanon, Somalia, Uganda og Afghanistan. Desværre blev puljen allerede i 2018 beskåret, og det har haft en direkte indflydelse på, hvilke nødhjælpsindsatser der har kunnet igangsættes - og frem for alt, hvor mange mennesker, vi herigennem har kunnet hjælpe. Det er vores håb, at DERF som minimum kommer tilbage på et niveau, som vi så i starten af dette initiativ. Der skal lyde en stor tak til vores mange medlemmer og frivillige, kollektive medlemmer, samarbejdspartnere, ministerier, fonde og private bidragydere for den støtte og opbakning, som Dansk Folkehjælp har modtaget. BERETNING 2018 3
Download PDF fil