Feriehjælp – fordi det er så vigtigt for alle børn at få oplevelsen. Kender du det, når der dykkes ned i barndommens oplevelser og minder, som betyder allermest for os? Så er det ofte de minder der knytter sig til vores ferier der står i første række. Det at vi som børn har haft muligheden for at holde en sommerferie med vores familier, at trække stikket og tage afsted til et ukendt område, med masser af planer for hvad vi skal opleve. Det hyggelige samvær med familien langt væk fra hverdagen med sin travlhed og udfordringer. Det er stadig den dag i dag en af vores allerbedste minder! I Dansk Folkehjælp siger vi, at alle børn fortjener gode ferieoplevelser og minder. Ja vi gør faktisk meget for at sikre så mange børn og familie som muligt netop får den mulighed. Dansk Folkehjælp er Danmarks største formidler af feriehjælp til landets fattigste familier, og i år fik flere end nogensinde et afbræk fra en svær hverdag, da organisationen hjalp 4.000 voksne og børn til en god ferie henover sommerferien og igen i efterårsferien. Målgruppe for denne indsats er stadig børnefamilier på overførelsesindkomst - dem som samtidig er de fattigste i Danmark. Hvert år hjælper Dansk Folkehjælp fattige familier i Danmark, som ikke har råd eller overskud til at tage på ferie. Det påvirker især børnene, som tit oplever at måtte undvære ting, der er en selvfølge for deres klassekammerater. Med Dansk Folkehjælps feriehjælp får disse børn og deres forældre mulighed for at komme på en ferie, og det har stor betydning for børnene. De får en uge fyldt med gode oplevelser og noget at fortælle klassekammeraterne efter ferien. I år øgede Dansk Folkehjælp deres feriehjælp, så et rekordstort antal får glæde af hjælpen i 2019. Det er frivilliges dedikerede indsats, der sikrer familierne et ferieophold fyldt med gode oplevelser. Der lægges vægt på, at opholdet er fyldt med sjove aktiviteter, som foregår i fællesskab med andre. Vi hjælper så vidt muligt familier fra samme lokalområde via vores feriehjælp. Det betyder nemlig, at familierne også får mulighed for at danne nye netværk og kammeratskaber i løbet af ferien, som kan fortsætte hjemme, når ferien er slut. Dansk Folkehjælp modtager hvert år rigtig mange ansøgninger om feriehjælp. Vi forsøger til stadighed at hjælpe flest mulige familier. Det håber vi, at alle I gerne vil hjælpe os med. Tak til de mange bidragydere som har støttet feriehjælpen, private, virksomheder og ikke mindst Arbejdsmarkedets Feriefond, Ole Kirk’s Fond og Augustinus Fonden. FERIEHJÆLPEN ER STØTTET AF BLANDT ANDET: • ARBEJDSMARKEDETS FERIEFOND • OLE KIRK´S FOND • AUGUSTINUS FONDEN FOLKEHJÆLP NR. 142 3
Download PDF fil