En lille fisk med et STORT potentiale De danske farvande myldrer med sild, og den lille saltvandsfisk er en både sund, velsmagende og klimavenlig proteinkilde. Alligevel er det de færreste, der sætter sild på menuen. Men det bliver der måske ændret på nu. Læs med, når vi dykker ned i sildens betydning før, nu og i fremtiden. H vornår har du sidst sat tænderne i en lille lækker sild? Svaret på det spørgsmål ligger med stor sandsynlighed ikke lige for. Silden har nemlig fået et image som en fisk, der udelukkende hører til på rugbrød med en iskold snaps ved siden af til jule- og påskefrokoster. Hele 69 % af danskerne anser silden som værende gammeldags og traditionel frem for trendy og klimavenlig, og kun 16 % spiser sild en gang om måneden. Men sådan har det ikke altid været. Silden er uden tvivl den fisk, der har haft størst betydning for dansk historie og madkultur og er blevet spist i store mængder herhjemme gennem flere hundrede år. Silden har mange gode egenskaber, så måske det er på tide, den lille fede fisk får et comeback på menuen? Nordens sølv Men lad os først rejse tilbage til middelalderen i begyndelsen af 1100-tallet, hvor Danmarks sildeeventyr for alvor tog fart. På denne tid væltede enorme sildestimer hvert efterår op gennem det smalle sund mellem Danmark og Sverige, og i historiske skildringer fra livet i Danmark dengang beskrives det – måske med en let overdrivelse – hvordan fiskene flokkedes så tæt, at man kunne øse dem op med de bare næver. Inden længe blev silden kendt som Nordens sølv fra havet, og de millionvis af sild blev livsgrundlaget for mange mennesker, der flyttede til de silderige kyster og skabte fundamentet for byer som København og Helsingør. Silden var en vigtig ernæringskilde, da den både var billig og sund og gav fedme, fylde og protein til den daglige kost. Siden har den lille havdelikatesse tabt terræn som hverdagsspise hos danskerne og i stedet fået en fast plads i det traditionelle kolde køkken, hvor vi spiser højtbelagt smørrebrød med både den krydrede, marinerede, gravede, spegede og stegte sild til højtiderne. Silden har fået en næsten hellig status til jule- og påskefrokosten, men samtidig er dens status som nationalspise og hverdagskost truet. Silden har ellers masser af gode egenskaber, der gør den attraktiv set med nutidens øjne. Sildens superpotentiale For det første er den lille saltvandsfisk en naturlig ressource, som ikke kræver yderligere tilførsel af vand, foder eller energi. Sildefiskeriet i Danmark foregår i dag med udgangspunkt fra Skagen og Hirtshals, hvor silden i al sin enkelhed kan hentes i sit naturlige element. Og i rigelige mængder. Nordsøsilden er en af havets mest talrige fisk, og bestandene er derfor ikke i fare for at blive overfisket med de nuværende regler og fangstmetoder. Hovedparten af de sild, der fanges i Nordsøen i dag, fanges med skånsomme fiskerimetoder som flydetrawl og not. Derudover er silden også blandt de sundeste fødevarer, du kan servere. Silden er nemlig spækket med en række livsvigtige mineraler og vitaminer som Omega-3-fedtsyrer, A- og D-vitamin, jod og selen. Og så smager den meget bedre, end de fleste af os tror. Det er nemlig kun et fåtal af de danskere, der hyppigt spiser sild, der associerer silden med andet end de marinerede varianter, der traditionen tro pryder julebuffeten. Den marinerede sild har en syrlig, krydret og til dels bitter smag, mens den friske, ferske sild er mild med en naturlig saltsmag og umami, der suppleres af sødme fra forskellige aminosyrer. Det giver silden et langt større smagsunivers, som flere og flere kokke og madprofessionelle er begyndt at udforske og eksperimentere med. For silden kan så meget mere, end mange af os går og tror. Kilde: Sild & Gastronomi, Sildebranchen BLUS No 11 15
Print
Download PDF fil
Arkiv