Side 32
RA BAGSMÆKKEN af sin mors cykel glor et betuttet barn så grundigt efter en forbipasserende dame, at sutten nær trimler ud og rammer asfalten. Men det er selvfølgelig heller ikke hver dag, man ser en vaskeægte superhelt begive sig igennem hovedstadens trafik. På to hjul i fuld uniform. – Første gang jeg gik ud i København med kostumet på, følte jeg mig som den største idiot. Det var ligesom til fastelavn, når man skal have offentlig transport til festen og er nødt til at skifte tøj hjemmefra, siger den 28-årige kvinde, der gemmer sig bag aliasset No Wonder Woman. Til daglig studerer hun på Roskilde Universitetscenter. I sin fritid tilbyder hun at hjælpe trætte sjæle med ’de ting, man ikke altid har kræfter eller lyst til at få gjort’. Prisen for hendes assistance er lige moderat, hvad enten tjenesten gælder opvask, hundeluftning eller en hyggesnak: Tilfredsstillelsen ved den gode gerning udgør lønnen i sig selv. Samfundshjælperen skiller sig for alvor ud fra mængden ved altid at møde op i skikkelse af den selvopfundne superheltinde No Wonder Woman. Og ligesom i tegneserierne, hvor retfærdighedens ryttere fører skyggefulde dobbeltliv, kender kun nogle få udvalgte til hendes 32 Ud & Se S E P T E M B E R 2 0 0 8 sande identitet. Hun er Danmarks hidtil eneste ’Real-Life Superhero’, som de kalder det i USA, hvorfra fænomenet stammer. En udstrakt hånd ’Min superkraft er min vilje til at gøre en forskel’, oplyser No Wonder Woman fra sit virtuelle hovedkvarter, en profil på MySpace. Herfra knytter superheltinden kontakt til sine udenlandske kolleger, som i antal løber op i 200. Al kommunikation mellem No Wonder Woman og hendes storkøbenhavnske kundekreds må også gå ad internettets vej. ’Superhelte’ søger man forgæves efter i De Gule Sider, og retter man en projektør med logo mod nattehimlen i den virkelige verden, tiltrækker det næppe andet end sværmende insekter og feststemte teenagere. Men tilbage til det spraglede kostume, der får både børn og voksnes hoveder til at snurre på superheltindens cykeltur mod Amager: En gammel badedragt i strækstof er det gennemgående genbrugsmateriale i udstyrsstykket, som en skrædderkyndig ven har flikket sammen til hende. Ærmerne er i blå nylon, ryggen postkasserød, og for enden af de sølverne bukser fjedrer et par vinrøde støvletter. Med sine enkle, klare signalfarver udstråler designet superhelt på lang afstand. – Dragten er ikke modelleret over nogen specifik model. Men den
Side 33
Jeg kan yde mit lille bidrag. Der må godt være mere leg og fantasi og mindre fokus på økonomi, arbejde og på at træffe de rigtige valg. kombinerer klassiske elementer fra superheltemytologien, som de fleste vil kunne genkende, forklarer hun. Hendes sorte pagehårsparyk står til gengæld i gæld til navnesøsteren Wonder Woman, og de blide øjne indrammes af en blå Zorro-agtig maske. En enkelt original detalje har dog sneget sig ind. Fra rygstykket mellem skulderbladene stritter en overskåret paraply dristigt ud i slipstrømmen. Detaljen er tænkt som en illustration af No Wonder Womans udstrakte hånd. – Man kan godt færdes i nedbør uden paraply. Men det er alligevel federe, hvis man kan undgå at blive våd, funderer hun. Den dag, Ud & Se agerer observatør på superheltindens mission, besvarer hun et nødråb fra to mandlige rodehoveder i 20erne. De kan ikke selv være til stede, når hun hjælper dem. I stedet har de overdraget No Wonder Woman nøglen til deres lejlighed på Amager. Et syndigt bakkelandskab af sammenkrøllet tøj, henslængte sko, halvfyldte plasticposer og udtjente flasker slår os i møde, da den maskerede hjælper låser døren op. Men da der er grænser for, hvad en superhelt i det virkelige liv kan overkomme på en eftermiddag, begrænser Aktion Oprydning sig til køkkenet. De seks trange kvadratmeter rummer dog også rigeligt med uorden til at beskæftige vores superheltinde i godt tre timer. Bevæbnet med børste og gåpåmod gør hun indhug i opvaskebjerget og fortæller om motivationen bag den usædvanlige hobby: – Hvis man vil ændre verden, må man begynde med sig selv. Og så er det da i det hele taget bedre at statuere et godt eksempel end at skrive et surt læserbrev, hvor man klager over samfundets tilstand. No Wonder Woman håber, at hendes indsats vil danne forbillede. – Det tiltrækker opmærksomhed og får folk til at smile. Og hvis andre kan få noget overskud af at grine ad mig, er det fint. Mit mål er netop at skabe oplevelser i andres dagligdag. Måske vil de folk, jeg møder på min vej, bagefter hilse sødt til damen i supermarkedet. Eller blive mindre irriterede, når bussen kommer for sent. Blufærdigheden fra de tidlige, grænseoverskridende ekskursioner har hun lagt bag sig. – Jeg vidste jo godt, at jeg ville springe i øjnene og blive mødt med en del skepsis. Det er ikke alle, der kan sætte sig ind i, hvorfor jeg gør det her. Og dem, der ikke kan, er nok også dem, der mest savner noget overskud til at se det sjove i mit projekt. roes Network. En internetportal, hvor de selvbestaltede korsfarere udveksler tips, erfaringer og andre faglige betragtninger. Forummet gav ingen svar på, hvad der fik folk til at springe ud som superhelte uden at eje tilsvarende superkræfter. Men deres selviscenesættelse plantede et frø i den danske kvindes sind, indtil hun gav efter for sin nysgerrighed. I marts 2008 introducerede hun derfor No Wonder Woman for et intetanende københavnsk publikum. – Det var spændende at finde ud af, hvordan danskerne ville tage imod en lokal superhelt. Som superhelt er det muligt at kæmpe for en sag, og jeg har valgt overskud som min superkraft, for det mangler vi her i landet. Vi bor i et rigt samfund, men alligevel er vi nogle af de dårligste bilister i hele Europa. Danskerne mister hurtigt tålmodigheden, og vi tager ikke hensyn nok til hinanden. Som hun står dér og fører svampen rundt i køkkenvasken, ligner No Wonder Woman et troværdigt nordisk bud på en superhelt. Sådan en beskeden og uprætentiøs version med en sund distance til rollespillet. Hun slynger ikke om sig med spektakulære slaglinjer a la ’mod hæder og ære!’ Hvis hun gjorde, ville bogstaverne i taleboblen snarere forme ordene ’ved jorden at blive!’ – Jeg føler ikke, jeg har særlig meget tilfælles med de amerikanske RLSH’er. Somme tider virker det, som om at deres superhelteidentitet er stærkere end deres egen. Nogle af dem tror virkelig, de kan redde verden. For mig er det bare et hyggeligt projekt, og jeg er helt bevidst om, at jeg leger med en fiktiv personlighed, når jeg tager mit kostume på, understreger hun. At de mest rabiate af virkelighedens superhelte i ramme alvor går Batman i bedene ved at bekæmpe kriminalitet på gaden, finder hun uansvarligt. – Det ville jeg aldrig turde, og det er også en af grundene til, at jeg kalder mig No Wonder Woman. Navnet signalerer, at jeg ikke går rundt og tror, jeg er en superhelt. Men jeg kan yde mit lille bidrag. Der må godt være mere leg og fantasi og mindre fokus på økonomi, arbejde og på at træffe de rigtige valg. Mytologi som gadekunst Selvom No Wonder Womans kæreste er serietegner – og i øvrigt er helt ekset over at bo sammen med en superhelt – henter hun ikke sin inspiration fra Marvel-hæfternes kulørte sider. Hun sammenligner i stedet projektet med et stykke gadekunst, som skaber en kortvarig undren hos de forbipasserende. Ligesom et træ, der er malet rødt, kan få dig til at stoppe op på vej til arbejde. Samme formål tjener hjemmesidens sløring af kvinden bag figuren. Det pirrer fantasien. Hvem gemmer sig bag masken? Hvorfor render hun rundt og leger superhelt? 5 S E P T E M B E R 2 0 0 8 Ud & Se 33 Importeret fra USA Det var på amerikansk grund, at de første superhelte overskred grænsen mellem fiktion og virkelighed. Godt 150 af de til dato 200 registrerede Real-Life Superheroes, såkaldte RLSH’er, har adresse i USA. No Wonder Woman opdagede fænomenet, da hun surfede forbi He-
