Side 72
U D S AT igen. Fra den ene dag til den anden kunne dejligt at se den direkte effekt. At ens ar- vi starte forfra. bejde giver mening, er alle udfordringerne Det var en hård tid fra februar til april værd. Der er så mange mennesker, der 2022, hvor vi genstartede minerydnings- kommer til skade og dør i mineområder. programmet. Vi havde mistet en masse af Både i Afghanistan og Ukraine og alle de vores udstyr, fordi det lå ude ved fronten. andre steder, vi arbejder. Vores lager blev bombet, men vi fik sendt Krigen i Ukraine er ekstremt tragisk på nogle køretøjer ind, der fik reddet noget af alle mulige måder, men det er også fagligt det. Vi mistede også nogle af vores uddan- interessant for sådan nogle som os, fordi vi nede ukrainske folk. Nogle flygtede til den kan bruge alle de værktøjer, vi har eksper- vestlige del, andre blev indkaldt til hæren. tise i. Under corona-pandemien snakkede Men det var vildt at opleve, at selvom de jeg med min læge, der også syntes, at pan- var i en eksistentialistisk demien var ekstremt spæn- krise og ikke vidste, hvor dende på et fagligt niveau. deres familiemedlemmer var, ville de bare i gang med at rydde nogle miner, fordi det var vigtigt for landet. Vi skulle i gang igen. * J eg arbejder med mi- nerydning, fordi man kan hjælpe, og fordi det er megaspændende. Jeg er uddannet elek- tronikingeniør, og der er en stor tilfredsstillelse i, at minerydning er meget kon- kret og målbart. Når vi fjer- ner ét stykke ammunition, SAMMEN FOR UKRAINE → Dansk Flygtnin- gehjælp hjælper og støtter ofrene for krigen sammen med en lang række andre danske organisatio- ner, blandt andet i samarbejdet ’Sam- men for Ukraine’. Her finder man blandt mange andre Røde Kors, Amnesty Inter- national, Care Dan- mark, Caritas, Dansk Folkehjælp, Folkekir- kens Nødhjælp, Læ- ger uden Grænser, Red Barnet og SOS Børnebyerne. På en eller anden måde er det vel også godt, at der er nogen, der synes det, for ellers ville vi jo miste al forhåbning. * J eg har egentlig aldrig været bange, når jeg har været ude på mine- rydningsekspeditioner. Når man er trænet i, hvad man skal gøre, og når man ved, at man følger procedurerne og standar- derne, er det ikke farligt. Li- gesom med alt muligt andet er det først virkelig farligt, redder det liv. Det er virkelig hvis ikke man ved, hvad man Miner er tit placeret på marker og ved veje for at ødelægge landbrug og infrastruktur. ”DET ER VIRKELIG DEJLIGT AT SE DEN DIREKTE EFFEKT. AT ENS ARBEJDE GIVER MENING, ER ALLE UDFORDRINGERNE VÆ R D.” laver. Som organisation har vi stort set ikke haft ulykker i ti år. Vi har altid en am- bulance med på standby, når vi er ude at rydde, hvis der skulle ske en ulykke. Og vi har utrolig meget kvalitetssikring. Da jeg var i Ukraine i 2017, arbejdede vi tæt på fronten, og når vi gik i seng i Mariu- pol om aftenen, mindede lydene os om, at der var en højspændt konflikt. Hvad var det for et brag? Var det tordenvejr? Nå nej, det var artilleriet i baggrunden. Selvom det ikke var særlig langt væk, blev det al- ligevel en helt almindelig hverdag. Men hvis man ser det udefra, virker det måske lidt vanvittigt, at vi tager til Ukraine og arbejder så tæt på fronten. Men det gælder jo om at få gjort alt det, vi kan, så hurtigt, som vi overhovedet kan. Folk bliver slået ihjel, hvis vi ikke får ryddet det her op. Det sker hver eneste dag i Ukraine. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var alle de små ukrainske landsbyer, der lå i frontlinjen. Der kom ikke røg op af skorstenene, selvom det var frostvejr. De kunne ikke dyrke jorden for at skaffe mad til sig selv, og de havde ikke råd til koks til at fyre med. Der var kun ældre mennesker tilbage, fordi resten enten var flyg- tet, i hæren eller døde. Ukrainerne er et stædigt og meget stolt folkefærd. Jeg tror, at mange havde forestillet sig, at de gav op, da krigen igen eskalerede. Men siden 2014 har der været sådan en ’vi-skal-nok- komme-igennem-det-og- nu-rydder-vi-op’-mentali- tet. Der er virkelig gåpåmod og arbejdsmoral. ■ Foto Danylo Pavlov Illustration The Noun Project
Side 73
U D S AT BØRNEARBEJDEREN Børneægteskaber, uddannelse i krigsområder, fattigdom, hævnporno og mobning. Det er nogle af de ting, Red Barnet og generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen arbejder med – og mod. Foto Martin Bubandt Illustration The Noun Project U nder det velkendte og ver- denskendte røde logo af et barn med armene i vejret sid- der generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen på Red Bar- nets hovedkontor ved Søerne i København med en kop te og forberedte noter. Da hun bliver spurgt om, hvad drivkraften var bag hendes rejse fra Christiansborg til Red Barnet, ligger svaret parat: ”Jeg kunne ikke komme i tanke om en bedre sag at kæmpe for, end at børn skal have det godt, både ude i verden og herhjemme. På Chri- stiansborg skaber man også forandring, men man er længere væk.” Som eksempel nævner hun, at Red Bar- net blandt andet har været med til at sikre en særlig grooming-paragraf, der i højere grad skal beskytte børn på nettet, ligesom de har været med til at stramme den så- kaldte underviserparagraf, der sikrer, at børn på skoler eller institutioner ikke kan have medansvar for en seksuel relation til en lærer. ”Det var en kæmpe sejr. Det er en stærk kombination både at være der for børnene M A R T S 2 0 2 3 Ud & Se 8 1
