T I L SI T FØR ST E Tour de France var Chris Anker Sørensens primære opgave at agere hjælperytter for Andy Schleck og broren Fränk Schleck. Ikke nogen nem opgave, for særligt førstnævnte havde ambitioner om at stryge helt til tops. ”Tour de France er det hårdeste cykelløb i verden. Man kan ikke ofre så stor en del af sit liv til løbet, hvis man har små ambitioner, og jeg var ekstremt heldig at have Chris med mig, der hele tiden var villig til at grave endnu dybere og æde endnu mere smerte i sig for at hjælpe mig. Han var den perfekte holdrytter. Loyalitet var hans religion,” siger 37-årige Andy Schleck, der i dag bor i Luxembourg, hvor han blandt andet er coach og bestyrer en lille cykelbutik. Chris Anker Sørensen var en modsætning til et løb, der i kølvan- det på Lance Armstrong-æraen ofte bestod af et nærmest maski- nelt udtryk og med forudsigelige vindere, der nedlagde de højeste tinder uden at fortrække en mine. Danskeren var det modsatte af det, han var langtfra elegant at se på. Han skar grimasser, når han hakkede i pedalerne. Og ingen var i tvivl om, at han led, når han Chris Anker Sørensen hilser på danske fans i Paris, 2009. sad i sadlen. I løbet af de tre uger i sit første Tour de France cementerede han sig som en bundsolid hjælperytter – en betegnelse, der hang ved. Når det var nødvendigt, pakkede han Schleck-brødrene ind, og fik han ordre til at splitte feltet på første del af stigningerne, gjorde han det. E F T ER DEN FØR ST E tid i Luxembourg fik Bjarne Riis lokket Chris Anker Sørensen til Toscana, og han købte et hus i udkanten af byen Lucca. Der var bedre vejr, der var rigtige bjerge, og samtidig blev han en del af en ’dansker- klan’, der bestod af folk som Matti Breschel, Nicki Sørensen, Brian ”Hvis han fik besked på at ofre sig, så gjorde han det. Han sad Vandborg, Anders Lund og senere Christopher Juul-Jensen. mange gange med som den sidste hjælperytter, og det kræver, at ”Jeg husker det som den bedste tid i mit liv. Vi var begge to ved at man har, hvad der skal til,” husker Dan Frost. etablere os som professionelle og levede vores drøm til fulde,” siger Matti Breschel. V ED M Å L ST R EGEN I Paris udtalte en munter Chris Anker Sørensen det år til den danske presse: ”Det er selvfølgelig ikke Østergade i Hammel, men Champs- Élysées, det er sgu også et fedt nok sted.” Det var den slags bemærkninger, der med årene gjorde ham folkekær. Til træning pressede danskerne hinanden, så det udviklede sig til en form for cykelløb i sig selv. Især Chris Anker Sørensen kunne blive ved og ved, og ofte, når de havde været på lange træningspas, måske seks timer i sadlen, tog han lige en time mere, så han fik mærkatet som ham, der havde trænet mest. Det oplevede Rasmus Staghøj, der dengang var skrivende sports- Hvis han omvendt havde en offday og fik ’køretur’, som det hed- journalist på B.T. En af de første gange, han skulle interviewe ham, der på cykeljargon, når man bliver sat, så de andre ikke meget til var på et hotel i Belgien lige før klassikeren Liège-Bastogne-Liège. ham efterfølgende. En gang imellem stødte de tilfældigt på ham, Journalisten var klædt i en rød termovest, og da den spinkle cy- når han kom oksende forbi i modsat retning, hvor han blot hilste kelrytter trådte ind i lokalet, kastede han et hurtigt blik på ham og kort og kørte videre. sagde: ”Hva’? Skal du på jagt?” ”Når vi så mødtes til den efterfølgende fællestræning, skulle han ”Han var rigtig god til at bryde isen. Det er jo ofte journalistens lige vise, hvor skabet stod, og sugede al moral ud af os andre,” siger opgave, men den klarede han for os. Nogle af rytterne Matti Breschel, der boede på værelse med Chris Anker Foto Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix stillede meget modvilligt op, når de blev store stjerner, men Chris gjorde sig umage og svarede så godt som muligt. Jeg tror ikke, han følte, at han kunne lade os journalister stå derude i timevis. Han fik altid ondt af os og gik til sidst ud og gav en kommentar, så vi fik det, vi skulle bruge,” siger Rasmus Staghøj. For Brian Nygaard, dengang pressechef på Team Saxo Bank, var det en gave at have en rytter, der gad påtage sig opgaven at stille op. ”Han ville gerne tage brodden af alvoren. Det er en alvorlig sport, fordi den er vanvittig hård, men det hele kan også blive for alvorligt. Det kunne næ- sten være umuligt at få Bjarne Riis til at smile under Touren. Der var Chris en god modvægt. For ham var det trods alt bare cykelløb,” siger han. ”Det har været vildt at få beskeder fra så mange menne- sker, der var på- virkede, selvom de aldrig havde mødt ham. De fortalte mig, at de var i chok og græd der- hjemme. Jeg fik en følelse af, at han var hele Danmarks Chris. Sørensen, når de to var af sted med landsholdet og Team Saxo Bank. ”Mange af os var vildt nervøse, vi rendte rundt som rovdyr og var helt oppe at køre, men om aftenen sad han bare stille og roligt og læste. Når han så fik rygnummeret på, var det, som om nogen trykkede på en knap. Så gik der cykelrytter i ham, og så skulle han køre væddeløb,” siger Matti Breschel, der blev smittet af kammeratens afslap- pede facon og en dag selv købte en bog. Og dér lå de så, side om side, de mange aftener på farten, med næsen i hver sin bog. ”Chris var meget belæst og kunne læse nogle rigtig tunge mobbedrenge. Det var alt fra Tolkien til Dostojev- skij. Det var noget lidt andet end de der letlæselige biogra- fier om en eller anden slidt bokser, som jeg selv bladrede i.” Til gengæld var Chris Anker Sørensen ikke bleg for at give åndssvage svar, hvis han fik åndssvage spørgs- mål. Efter en etape i Tour de France i 2010 blev han spurgt, hvor mange kræfter han havde tilbage: ”Jeg har 27 kræfter tilbage,” svarede han. Rasmus Staghøj, ven og kollega I S LU T N I NGE N A F 0 0 ’ E R N E havde Chris Anker Sørensen været hjemme til en prisfest i Danmark, hvor han var nomineret til Årets Talent. Han vandt ikke og var bagefter taget et smut i byen, hvor han → 7 8 Ud & Se J U L I - A U G U S T 2 0 2 2
Download PDF fil