”JEG KOM HJEM EFTER EN 3-4 DAGES DRUKTUR, OG SÅ VAR NIKKI OG MINE TO BØRN FLYTTET. DET KUNNE JEG IKKE FORSTÅ, MEN SÅ GIK DER ET STYKKE TID, OG SÅ FORSTOD JEG DET UDMÆRKET. ALTING HAR EN PRIS.” Indkaldt som værnepligtig til Kronens Artilleriregiment på Sjælsmark Kaserne. Knud Meldgaard er på vej til generalfeltinspektion og skydeøvelser i Oksbøl i Vestjylland, 1965. jet-elevatorer. Da det havde været åbnet et års tid, kom kong Frederik IX, dronning Ingrid, arveprins Knud og en af prinsesserne på besøg. Med tre andre tjenerelever blev jeg udvalgt til at få lov at servere. Roy Hurtigkarl var køkkenchef, og netop som vi skulle til at gå ind, gav han mig et lille sølvfad med en laksesnitte på og sagde: ”Knud, gå ind og servér det for kongen.” Jeg nåede ikke at pisse i bukserne, men benene rystede under mig. Nogen havde lagt salatbladet under franskbrødet, så netop da jeg tog det fra sølvfadet for at servere, tabte jeg salatbladet, der var på vej ned i skødet på kongen. ”Jeg bliver skudt, druk- net, halshugget, bliver sendt på børnehjem eller kommer i fængsel,” tænkte jeg, men så sagde det slam! Kongen havde grebet salatbladet, proppet det i munden og gumlede løs. Bagefter tog han mig forsigtigt om armen og sagde: ”Tag det roligt, min dreng. Der skete ikke noget.” DEN GRAVIDE TRÅD E fter jeg havde stået i lære i en periode, løb jeg af pladsen for at spille pigtrådsmusik i et band i Nyhavn. Dengang skulle man vælge, om man ville spille Beatles eller The Rolling Stones. Vi valgte Beatles, og det var heldigt for mig, for jeg var trommeslager og ikke en særlig god af slagsen. Jeg skulle helt sikkert ikke konkurrere med Charlie Watts fra Stones, men 3 8 Ud & Se F E B R U A R 2 0 2 2 Ringo Starr kunne jeg nogen- lunde følge. De dårligste orkestre spillede søndag og onsdag dengang, og vi spillede altid søndag og ons- dag. Vi var absolut ikke gode, men det var skideskægt. Min far var ikke så begejstret for ud- trykket ‘professionel musiker’. Han mente, jeg var ‘professio- nel arbejdssky’. Men den slags kunne man tillade sig i 60’erne. Der var skilte overalt med på- skriften ‘Arbejdere søges’. Man tjente tilmed ofte skidegode penge. De yngre generationer kommer aldrig til at opleve, hvad vi oplevede dengang. Vi kunne simpelthen skalte og valte. Da jeg var 20, var jeg gift og havde to børn. Først var jeg kommet til at gøre en kvinde ved navn Ditte gravid. Min mor sagde til mig, at så måtte jeg også gifte mig med hende, og det ville jeg gerne, hun var en skideflot pige. Men hun ville sgu ikke giftes med mig. Jeg var en håbløs musiker i lyseblå smoking og Beatles-støvler med KNUD HELT KORT - ■ Knud Meld gaard er 75 år og nuværende chef redaktør for ma gasinerne Trans europa, Omnibus og Levnedsmiddel & Fødevare Ma gasinet. Hyppig og iøjnefaldende gæst på rege ringens mange tv-transmitterede corona-pressemø der. Knud Meld gaard er – blandt andet – forhenvæ rende restauratør, hotelejer og rekla mebureaudirektør. skæve hæle, og hun ville have en ordentlig mand. Så jeg røg ud med badevandet. Jeg fik en ny kæreste, og så blev hun også gravid. Det var på Skipperkroen, jeg mødte Hanne, og hun var til at be- gynde med uinteressant for mig. Pigerne, der dansede, skulle jo helst falde for musi- kerne, og nogle gange kunne man kysse lidt med dem i pau- serne. Men Hanne og hendes veninde Lis kom kun for at danse, de drak en enkelt øl, og ellers stod den på sodavand. Hvor kedeligt kunne det blive? Da Hanne så alligevel pludse- lig viste interesse, var jeg der straks. ”Ah-ah-ah, ikke pille!” sagde hun. Så blev jeg simpelt- hen snotforelsket i hende. Jeg var som en bjørn om en hon- ningkage. Vi endte med at være gift i fem år. I dag bor hun med sin nye mand, som jeg holder meget af, og de fejrer guldbryllup næste år. Senere fandt jeg sammen med Nikki, som jeg fik to børn med, og endnu senere boede jeg 10 år med Kerstin. Som voksne leder vi alle sam- men efter vores mor i andre kvinder. Det er jo ikke, fordi de ligner min mor af udseende, men af sind gør de bestemt. Jeg har haft det fint med at have stærke kvinder omkring mig. Jeg har altid søgt den der kær- lige ægteskabelige kamp, hvor man hele tiden får lidt tilbage. I dag snakker jeg med dem alle. Ekskoner, børn og børne- børn. Det føler jeg mig meget heldig over. Som mange mænd bliver jeg jo aldrig rigtig vok- sen. Gudskelov har mine fire børn haft fornuftige mødre. Det er på trods af deres far, at de har klaret sig godt og lever så gode tilværelser i dag. → Foto Privat
Download PDF fil