Side 18
tryg, før jeg tør, og det var jeg ikke. Men in- deni var jeg stadig helt dedikeret til at blive skuespiller. 3 L ars Knutzon er min mors venindes mand. Han prøvede at tale mig fra at blive skuespiller. Det er en usikker vej, sagde han. Han tænkte måske, at en genert pige som mig var for hæmmet til det, og i dag, så mange år ef- ter, udstråler jeg måske stadig ikke nok, at jeg er ’skuespiller’. For nogle år siden var jeg på ferie og talte med en udlæn- ding, der spurgte. hvad jeg lavede. Han troede simpelthen ikke på, at jeg var skuespiller. Det kunne jeg grine af, men jeg er ikke den klassiske udad- vendte skuespiller. Jeg kom i gymnasiet i Balle- rup, og jeg fik stadig afslag fra de filmselskaber, jeg skrev til. En dag tog jeg kontakt til Ve- sterbro Ungdomsgård. Jeg var vokset op med sangene, der alle var fra teaterforestillinger, og jeg drømte om at være med på sådan en plade. Jeg skrev til dem og fik lov at komme der- ind. Mine forældre blandede sig udenom. De stoppede mig ikke, men hjalp mig heller ikke. Jeg kendte slet ikke Vesterbro og fandt vej med et Krak- kort ned ad Istedgade. Jeg troppede op i køkkenet, hvor Bo Schiø- ler sad. Han var ansvarlig for alle sange og teaterstykker. At møde ham og de andre derinde var som at komme hjem. Fra at føle mig anderledes og lidt forkert i Smørum var det som at finde en familie. Når vi mødtes, begyndte vi med en ’sandhedsrunde’, og det var ikke kun pæne ting om, at ”det går fint”. Der var nogle, der var kede af det. Det var meget ærligt, og det var en ærlighed, jeg havde længtes efter. Vi blev set, og vi kunne ”NÅR JEG FIK AFSLAG FRA SKUESPILLER- SKOLERNE, SAGDE MINE FORÆLDRE, AT JEG MÅSKE SKULLE OVERVEJE AT BLIVE LÆRER. DET GJORDE MIG RASENDE.” være, som vi var. Det var et rum, hvor jeg kunne være mig selv. Fra det øjeblik var jeg tryg, og så kunne jeg noget som skuespiller. Det var store følelser, vi arbejdede med. Om at have det svært, om tro og om dø- den. Det var benhårdt med øvelser og nye forestillinger hele tiden. En fabrik af krea- tivitet. Der var teater to gange om ugen og en lyrikgruppe, hvor vi skrev digte, og en sanggruppe. Vi brugte ikke tiden på at drikke te. Revl og krat var med, og der var en fyr, der stammede helt vildt, men som alligevel stod og sang. Og en helt forsømt pige, der var stærkt ordblind, men som skrev 110 digte i lyrikgruppen. Bo Schiøler har betydet sindssygt meget for mange unge, også selvom han måske var upæda- gogisk og kunne være hård. Det kunne jeg godt lide. Han stillede krav, men han tog os alvorligt og gav os en tro på os selv. Han kunne råbe, at vi kraftedeme skulle tage os sammen, men han havde kærlighed til de unge, og han havde hjertet med. 4 J eg søgte ind som skue- spiller syv gange. Hver gang uden held. Når jeg fik afslag fra skuespil- lerskolerne, sagde mine forældre, at jeg måske skulle overveje at blive lærer. Det gjorde mig rasende. Samtidig var de afslag ret trau- matiske, og jeg kæmper stadig med de syv afslag. Det gør jo noget ved et menneske at få at vide: ”Du duer ikke”, når man så gerne vil. Der lå også noget i branchen om, at hvis man skulle være rigtig skuespiller, måtte man som minimum have gået på teaterskolen. I den seneste ’Klovn’-film var Lane Lind med. Hun er tidli- gere rektor på Odense Teaters elevskole og har givet mig flere afslag. På den første optagedag på ’Klovn’ kom hun hen til mig, kiggede mig i øjnene og sagde: ”Undskyld, Mia, jeg tog fejl.” Det var rart. Alle, der fik afslag, kunne ringe op og få en begrundelse. Hun fortalte, at jeg havde ringet og været rasende hver gang. Det var liv eller død for mig. Det var kun den vej, jeg ville gå. Når jeg ser tilbage på de optagelsesprøver, hvor man er inde i tre minutter, var jeg ekstremt nervøs. De kigger blandt andet på, om man er ’fri’, og jeg var på ingen måde ’fri’. Jeg var ét stort nerve- vrag hver gang, fordi jeg ville det så meget. År efter år læste jeg hos en ny skuespiller for at forberede mig. De lærere, jeg læste med, foreslog, at jeg skulle prøve at gå op i en yndig ungpigerolle fra for eksempel Shake- → 2 2 Ud & Se F E B R U A R 2 0 2 2
Side 19
speare, men det sagde mig ikke rigtig noget. Jeg var mere til Lars Norén, ægteskabsdra- maer og ældre kvinder i livskriser. I dag kan jeg godt se, at det måske ikke passede så godt, fordi jeg ikke var så gammel. Teater Grob var netop startet op, da jeg kom med i truppen. Det var en samling af alle os, der ikke var kommet ind på skolerne. Alle os, der var kasserede, men som ikke ville finde sig i det. Vi ville det så meget, at vi skabte det her undergrundsteater. Jeg blev ved med at blive afvist, jeg var jaloux på dem, der kom ind, og derfor var jeg med til at hyre de bedste lærere fra skolerne til at undervise os. Teater Grob var hårdt arbejde, og at have været med i det betyder, at jeg fra starten har været vant til at kæmpe mig frem. Jeg har måttet gøre det på den hårde måde og har ikke fået noget serveret på et sølvfad. Det, jeg har opnået, er min egen for- tjeneste, og det er jeg stolt af. 5 V i ville så gerne være skuespillere, men vi havde ingen erfaring, vi måtte lære det hen ad vejen. Men det var fedt selv at bestemme og sidde med en masse kasketter på. Vi skulle lave alt selv. Der skulle laves plakater, og der skulle gøres rent og skrives ansøgninger til fonde om støtte. Der var noget uforkælet over det. Og på en måde privilegeret, fordi vi headhuntede de gode lærere til at undervise os. Men vi betalte også selv for det. Jeg søgte stadig ind på de tre steder, man kan blive uddannet skuespiller – Køben- havn, Odense og Aarhus – for selv om vi havde Grob, ville det jo være 100 gange nemmere at gå på en offentlig skole og få det hele betalt. Vi søgte alle sammen ind, og det var jo tit sådan, at de gode blev optaget. Til sidst lavede vi en regel om, at når man var hos os, søgte man ikke ind. Året efter trak det alligevel i mig, så jeg søgte i smug. Det var der nogle, der blev rigtig sure over. Og jeg kom stadig ikke ind. Men de første forestillinger, vi lavede, fik succes. Gode an- meldelser, og folk kom og så os. Jeg kunne mærke , at Lars Junggreen, som var rektor i Aarhus, syntes, jeg var god, selvom han ikke tog mig ind. Han sad også i Teaterrådet. Han sagde til mig, at jeg skulle stoppe med at søge, og samme år fik vi første gang en halv mil- lion kroner til en fore- stilling fra Teaterrådet. Det var et stort vende- punkt. Det begyndte at køre, og vi fik penge hvert år og blev mere an- erkendte. Vi kunne give os selv løn, en meget lav løn, men det var stort for os, fordi udgangspunk- tet var ingenting. På et tidspunkt blev Grob så stort, at vi holdt optagelsesprøver, og så sad vi selv der og skulle vrage nogen. Det var ikke så sjovt. Men vi havde et dejligt ukruk- ket miljø. Vi knoklede, og selvom vi ikke kom let til det, lavede vi no- get, vi syntes var fedt. Det var også et vende- punkt for mig, da jeg fik Reumerts Talentpris i 2002. Det var første gang, jeg følte, at jeg kunne kalde mig skue- spiller. Det betød meget med den anerkendelse. →
