Side 16
LYHNE Mange vil nok kalde hende en af landets sjoveste skuespillere, men selv drømmer hun mindre om komedier og mere om at spille med i svenske ægteskabsdramaer. I 10 afsnit ser 50-årige M i a Ly h n e tilbage på et liv, hvor hun har måttet kæmpe sig frem i en hård branche og har fået afslag på afslag. Og hvor hun ofte har haft svært ved at holde masken. NEDSLAG JONAS BIE HENRIK NORDSKILDE F E B R U A R 2 0 2 2 Ud & Se 1 9 Makeup Carina Rehmeier
Side 17
1 D e første otte år af mit liv boede jeg i Glad- saxe i en lille lejlig- hed. I børnehaven var der en guld-hårspray, og jeg havde aldrig set sådan noget før. Min mor var en hippie-skolelærer, der ikke havde den slags derhjemme. Jeg kiggede på den spray med store øjne. ”Næ- ææh,” tænkte jeg og besluttede lige dér, at jeg ville være frisør. Men i 1. klasse skulle vi lave ’Klods-Hans’ som dukketeater, og der gik noget nyt op for mig. Jeg kan huske min iver, og hvor gerne jeg ville gøre det godt. Det var en meget lille rolle som hofdame med én replik, men jeg var ved at dø. Jeg havde voldsom sce- neskræk, selvom det kun var dukketeater. Næsten tortur. Alligevel tiltrak skuespillet mig. Det var dét, jeg ville. I dag ville jeg nok ønske, at der havde været noget mere. At jeg havde gået til håndbold eller noget andet, men det var kun det at blive skuespiller, der fyldte. Som otteårig flyttede vi til Smørum i et bofællesskab. Det blev kaldt millionær- Christiania og lå i et pænt parcelhusom- råde, hvor alle mine klassekammerater havde farvefjernsyn og lædersofaer. Det havde vi ikke. Vi stak ud ved at bo i bofæl- lesskabet. Jeg var flov over det, selvom alle andre børn syntes, at det var det fedeste at bo sådan et sted. Der var fællesspisning, gymnastiksal og fælleshus, og vi lavede en masse ting sammen. I dag kan jeg godt se, hvor godt det var, men det havde jeg svært ved dengang. Det hjalp ikke, at mine foræl- dre gik i fodformede sko og hørte Bob Dylan og havde fredsplakater på væggene. Jeg følte lige dele skyld og skam. En dag vil jeg gerne lave en film, der hed- der ’Skyld og skam’, for hvor bokser vi mennesker dog meget med de to ting. Jeg gør i hvert fald. Mange prøver jo at være glansbilleder og vil helst ikke stikke for meget ud, men hold kæft, det går jo ikke. Da jeg skulle holde min 50-årsfødselsdag, brugte jeg uger på at gøre rent, og bagefter tænkte jeg: ”Jamen, for helvede, hold nu op, så må de jo se dit rod.” Kvinder er fryg- telige på den måde. Også udadtil. Vi bliver for eksempel plastikopererede. Og jeg kan godt blive sur over det. Når jeg ser mig selv på skærmen, kan jeg nogle gange tænke: ”Fuck, jeg er blevet gammel, det går jo ikke.” Derfor kan jeg godt forstå, at kvinder kan få lyst til at få de operationer. Men der er en lille rebel i mig, der siger: ”Hallo, hvad er det for noget aldersfascisme?” Jeg har ikke lyst til at se mærkelig ud ved at få fyldt et eller andet i ansigtet. Jeg håber, jeg kan stå imod. 2 J eg fik en lærer i Smørum, der kom fra Bornholm, og han blev mobbet af klassen. På grund af sin dialekt, og fordi han havde mærkelige vaner som at sutte på sit skjorteærme. Gud, hvor var vi stride ved ham. Jeg lurede hurtigt, at man kunne få ham til hvad som helst. Jeg kunne for eksempel lokke ham til at spille teater i dansktimerne. Så gik vi nogle stykker ind i et grupperum, og det var altid mig, der fandt på, hvad vi skulle, og instruerede de andre. Det blev et frirum fra min generthed. Jeg har meget at takke ham for, selvom vi faktisk fik ham fjernet fra klassen – und- skyld! Nogle forældre brokkede sig. De kunne fornemme på børnene, at han var for vag. Så fik vi en ny lærer, der elskede tea- ter, og hun opdagede hurtigt, at det gjorde jeg også. I 6. klasse lavede vi en kæmpe Holberg-forestilling, og jeg fik lov at spille meget tidligt. Hun er stadig en god ven i dag. Når jeg så film af Bille August eller Nils Malmros’ ’Tro, håb og kærlighed’, ’Skøn- heden og udyret’ og så videre, gjorde det et kæmpe indtryk. Jeg elskede dem. Når jeg så på dem, der spillede, tænkte jeg, at de måtte være verdens lykkeligste. Det troede jeg virkelig. Jeg sad hjemme på værelset og skrev til alle filmselskaber. Med pæn håndskrift stod der, at jeg var en pige på otte år, der gerne ville være skuespiller, og jeg spurgte, hvordan jeg kom med i en film, og jeg skrev, at mine idoler var Ghita Nørby og Ove Sprogøe. Jeg kom til nogle børne castings, men der kom ikke noget ud af det. Jeg kom bare i nogle statistkartoteker. Jeg skrev tre kladder, før jeg skrev det rent og sendte det, og jeg har stadig nogle af bre- vene derhjemme. Jeg skrev også til nogle af skuespillerne fra ’Tro, håb og kærlighed’ og til Ove Sprogøe. Han gav mig et pænt svar, takkede for brevet og skrev noget med, at ”det er en svær branche, men pøj-pøj med det” og så videre. På et tidspunkt i folkesko- len begyndte jeg i en amatørteatergruppe, men der sad vi for meget af tiden og drak te. Der skete ikke nok. Og jeg var samtidig ge- nert, så jeg sagde ikke en lyd. Jeg skal være → 2 0 Ud & Se F E B R U A R 2 0 2 2
