hjælper nuværende og eks-indsatte, som Louise Adrian KORHARMONI Og hun er ikke den, der siger nej til en uanmeldt gæst. har været med til at stifte, og hvor en medarbejder vil drøfte nogle praktiske ting i forhold til en kommende korrejse til Grønland for løsladte fanger. Et andet opkald er fra en tidligere fange, der vil læse et digt op for hende i telefonen. Skrivningen bakkede hun ham op i, mens han sad inde, og han har holdt fast i den med stor iver, siden han kom ud tidligere på året – så fast, at han nu ringer til hende cirka en gang om dagen for at høre hendes dom over den seneste poetiske produktion. Fangekoret giver mange af sine medlemmer en fornemmelse af uopdaget talent. En stemme, en udstråling, et performancegen. Og nogle går rundt med en forestilling om, at de kan blive noget inden for musik og underholdning, når de kommer ud. For størstedelens vedkommende er det dog fuldstændig urealistisk at kaste sig ind i de konkurrencefyldte brancher. Når det frie liv skal genoptages, må drømmene ofte lade livet i kampen for at vænne sig til hverdagen, tænke positivt og holde sig fra fortidens uvaner. Men Louise Adrian er mere forhåbningsfuld på netop denne eks-indsattes vegne. Og det er ikke kun, fordi han er bror til den kendte komiker Christian Fuhlendorff. ”Igennem årene har jeg set mange med vekslende evner. Men ham her, han kan altså noget,” siger hun. ➝ Når vi synger sammen med andre, prøver vi at koordinere tempo og tone. Imens sker der en indre synkronisering af vores vejrtrækninger og hjerterytmer. Derfor kan det føles, som om grænserne mellem os udviskes. Korsang kan på den måde øge samhørigheden mellem mennesker, men også påvirke vores humør. For eksempel ved at reducere mængden af stresshormonet kortisol og øge mængden af endorfiner, kroppens egne morfinstoffer, som får os til at føle velbehag, glæde, eller eufori. Kilde: Videncenter for sang Igennem årene har mange tidligere indsatte på udkig efter et anker i tilværelsen opsøgt familiens lejlighed på Vesterbro, nogle af dem med en frekvens, der tenderede fast bopæl. ”Det var blandt andet derfor, vi startede Café Exit. Vi har altid gerne villet have et åbent hjem, og det er en værdi, vi bevidst har givet videre til vores børn. Men nu har vi et sted, vi kan møde folk, og samtidig have lidt mere ro på derhjemme,” fortæller Louise Adrian, der mødte sin mand til et kristent ungdomsmøde, efter at hun som 18-årig var blevet døbt. I hendes barndomshjem i Albertslund var faren socialdemokrat, og huset var ofte fuldt af gæster. Og musik. Moren spillede harmonika, skrev sine egne sange og rejste landet rundt med sin musikalske legestue for småbørn. Faren var en habil amatørcellist, der flere gange om året indbød familien og dens venner til ’musikfestival’, hvor alle, voksne som børn, fik instrumenter i hænderne. Tidligt blev hun og søsteren sat til at spille klaver og harmonika, senere lærte hun også at spille klarinet, og fra 3. klasse gik søstrene på sangskolen Sankt Annæ. På universitetet fik Louise Adrian en kandidatgrad i musikvidenskab, og bagefter uddannede hun sig både til organist og rytmikpædagog. De indsatte, som hun er endt med at bruge et halvt liv på, er ikke altid overvældende musikalske. Heller ikke NÅ R H U N I K K E sidder bag rattet på vej rundt i landet, er Louise Adrian omgivet af mennesker. Altid. Med sin mand Erik, der arbejder som fængselspræst, har hun fem børn – de havde aftalt at holde ved fire, men den sidste graviditet i 1999 bød på tvillinger. selv om de har sunget med hende i flere år. Det generer hende ikke. Hendes opgave består ikke i at få dem til at synge fejlfrit, men i overhovedet at give dem glæden ved at synge og modet til at stille sig frem. Louise Adrian ønsker at hjælpe dem videre og gennem sangen få dem til at finde ind til fortrydelse, anger og ”En kirke er det perfekte rum til at udtrykke fortrydelse,” siger fangekorsleder Louise Adrian.
Download PDF fil