Side 34
3. TRONFØLGELOVEN ”Her er afstemningen jo sket, og vi vidste, at nu ville det blive mig, der skulle følge efter far. En af de ting, jeg kan huske tydeligst, er, at min mor havde stillet en meget yndig kommode ind på mit soveværelse, og som hun sagde: ’Den skal blive i familien her på Amalienborg.’ Da det viste sig, at afstemningen var faldet ud til fordel for den nye tronfølgelov, tænkte jeg, at så ville jeg altid kunne beholde min kommode i mit soveværelse. Det er sådan set det mest konkrete, jeg kan huske i den sammenhæng om min egen reaktion den dag. Kommoden står hos mig stadig. Den er virkelig pæn.” Så i første omgang handlede det om, at De ikke brød Dem om at tænke på, at Deres far skulle dø en dag, dernæst om kommoden, men ikke, at De skulle være dronning en dag og regere landet? ”Nej, det kom først efterhånden.” Det er selvfølgelig også noget af en mundfuld . ”Ja, og det er vel sådan, man reagerer som barn, man tager fat i det nære, det, man kan forholde sig til. Det andet er jo meget abstrakt, og jeg var et meget barnligt barn på 13, mere barnlig end de fleste 13-årige nu om stunder.” Hvordan barnlig? ”De kan næsten se det på den unge her, hun ser da ikke ud, som en 13-årig pige gør i dag, gør hun?” Nej, men har det ikke også noget med tiden at gøre? ”Jo, men jeg var også sådan indeni. Jeg var slet ikke bevidst om mig selv som noget, der skulle blive kvinde engang, og slet ikke udviklet, som 13-årige piger næsten altid er i dag. De kan slet ikke forestille Dem, hvor barnlige * DANSEKLUBBEN de fleste af os var dengang. Vores tøj blev altid syet, så der var plads til at lægge ned og ud, men mine kjoler blev kun lagt ned, der var ikke noget at lægge ud til heroppe. Ingen grund til det i hvert fald. Den kjole, jeg har på her på billedet, stam- De tre prinsesser, Margrethe, Benedikte og Anne- Marie, måtte ikke gå ud som andre unge mennesker. I stedet arrangerede Dron- ning Ingrid og Kong Frederik en danseklub for hver af de tre prinsesser, hvor man dansede på skift hos hinanden. mede fra året før, og der var ingen tvivl om, at vi skulle have dem på den dag, for de var rød og hvid-ternede.” Deres mor var meget økonomisk bevidst. Nu nævner De selv det med, at tøjet blev brugt i flere sæsoner, og når danseklubben* skulle inviteres til Amalienborg, blev der ser- veret svensk pølseret og frugtsalat. Det måtte ikke være for fornemt, alle skulle føle sig godt tilpas. Og Deres madpakker i skolen var vist heller ikke noget fancy . ”Min mor var meget fornuftig, hvad det angik. Og det er rigtigt, vores madpakker var bestemt ikke avancerede: et stykke med leverpostej, et stykke med æg, et med pølse og så et med ost. Sommetider var der et stykke med agurk, det var det værste, jeg vidste. Agurkemadder, adddr.” Fordi de gjorde brødet blødt? ”Den måde, agurk og rugbrød smager sammen, det er ikke rart. Hvis jeg fik agurkemad med, tog jeg altid osten over på rugbrødet og så agurkerne over på franskbrødet, det gik lige an.” 4. KOSTSKOLE ”Her er jeg på vej til kostskole i England.” De ser meget glad ud? ”Ja, jeg glædede mig som et lille barn over at skulle af sted.” 3 4 Ud & Se A P R I L / M A J 2 0 2 0
Side 35
Hvorfor? ”Vi havde en ung engelsk pige, der havde været hos os i flere år. Hun lærte os engelsk og havde selv været på kost- skole, havde været meget glad for det og var vældig god til at fortælle om det. Jeg syntes, det lød så spændende, og havde absolut ingen problemer med at skulle være væk hjemmefra. Jeg tror, mine forældre syntes, det var lidt van- skeligere.” Var der noget med, at De glemte at ringe hjem? ”Jeg glemte at skrive. Det med at ringe hjem var ikke no- get, man gjorde dengang. Men på et tidspunkt syntes mine forældre, at nu kunne det være nok, og så ringede de til mig. Jeg kan huske, at jeg lige nåede at tænke: ’Åh nej, bare der ikke er sket noget med far.’ Men de ville bare høre, om jeg havde det godt.” De havde slet ikke tænkt på dem derhjemme? ”Det havde jeg faktisk ikke.” Kunne De være anonym på sådan en kostskole? ”Det var en mægtig fornuftig skole. Vi hed, hvad vi hed.” Hvad hed De så, ’Prinsesse Margrethe’? ”Ja, eller Princess Margrethe. Der blev aldrig sagt Hendes Kongelige Højhed, og man sagde altid du til os børn. Prin- sesse Margrethe var ligesom et dobbeltnavn for mig. Hvis nogen bare sagde Margrethe, reagerede jeg nærmest ikke. Det var der ingen, der kaldte mig, og i familien hed jeg altid Daisy.”* Så de andre elever vidste godt, hvem De var? ”De vidste udmærket, hvem jeg var, men på den skole gjorde man ikke forskel på folk. Det varede meget, meget længe, før jeg selv fandt ud af, at nogle af mine klassekam- merater kom fra nogle meget fine gamle familier, for det var der ingen, der gjorde noget ud af.” Kunne De, selvom De hed Princess Margrethe, være en blandt mange? ”Ja, der var ikke noget særligt fokus på mig, og det syntes jeg også var vældig spændende. Jeg gjorde det, alle de andre gjorde på skolen, gik til de samme timer. Der var morgen- sang, der var aftensang, man blev sendt i seng klokken dit- ten eller datten, og indimellem lavede man nogle numre, og sommetider blev det opdaget, og sommetider blev det ikke opdaget. De tog det i den grad roligt, at jeg var med en særlig baggrund, og da jeg faktisk kunne tale så meget en- gelsk, at jeg kunne gøre mig forståelig og kunne forstå, hvad de sagde in no time, var jeg helt integreret på den skole. Jeg elskede det. Jeg havde et helt vidunderligt år. Det at få lov til at prøve noget helt anderledes og ikke bo hjemme, ikke have barnepiger, ikke have mine * DAISY forældre der, men at være sammen med en gruppe jævnaldrende, hvor vi var Kælenavnet Daisy stammer fra Dronning Margrethes mormor, Margareta, som Dronningen er opkaldt ef- ter. Margareta, der var døbt Margaret, kom fra England, hvor Daisy – det engelske ord for en marguerit – er et almindeligt kælenavn til folk med navnet Margaret. hinandens liv. Det var en lille skole. Jeg tror, vi var 90 elever, og vores rektor, som var en fremragende dame, ville ikke have, at der var præfekter. Men en gang om ugen havde hun en time med os, der gik i den ældste klasse, hvor hun hørte, hvad vi gik og tænkte på, og spurgte ind til, om vi havde lagt mærke til, om der var nogle af de yngre elever, der havde det svært. Og så kunne man høre en, der sagde: ’Ja, jeg synes ikke, at Hillary nede i 3. klasse har det godt. Hende skal vi lige holde øje med.’ Det var noget helt nyt for mig. Jeg havde aldrig oplevet, at man havde ansvar for andre end sig selv og eventuelt sine klassekammerater. Der kunne jeg mærke, at jeg var væsentlig mere et pattebarn end mine jævnaldrende.” Har De stadig kontakt til nogen fra skolen? ”Ja, jeg har kontakt med en håndfuld af mine klassekammerater. Vi ses ikke hvert eneste år, men vi ses en gang imellem og skriver til hinanden hver jul.” Det er mange år at holde kontakt . ”Ja, det er godt nok mange år. Det er mærkeligt at tænke sig, og nu bliver vi 80 alle sammen. Det er helt vildt.” Føler De Dem som en 80-årig? ”Næh, det gør man altså ikke, og særligt ikke når man er så heldig (Dronningen banker under bordet), at man ikke har så mange gebrækkeligheder.” 5. MYNDIG Det her billede er taget omtrent en måned før, De fyldte 18 og altså blev myndig. ”Gud ja, hvor så jeg ud! Det var først til den tid, at jeg blev omtalt som tronfølger, ellers var det Prinsesse Margrethe. Og det var først A P R I L / M A J 2 0 2 0 Ud & Se 3 5
