dig at tale med en sorgterapeut.” Men hele bearbejdelsen stod vi selv for. Vi var to unge mennesker i granatchok med hver sin døde far og med, hvad deraf følger af mødre og søstre, der er kede af det. Det var fandeme svært. Jeg var ung i 90’erne, hvor alt kunne lade sig gøre. Berlinmuren var faldet, man havde Buffalo-støvler på, og der var fjumreår på SU-klippet. Selvom jeg har haft det der halvautonome oprør kørende, har jeg jo aldrig været i tvivl om, hvor jeg stod henne: Med benene solidt plantet i min egen familie, og jeg vidste, at min mor og far var der for mig. Jeg har aldrig nogensinde oplevet at bede om hjælp og ikke få den. Det var et jordskælv at opdage: ”Gud, det er bare væk.” Du står med en sorg og opdager, at ingen kan forstå den. Man opdager, at man kan være så alene på jordkloden og inde i sig selv, og verden fortsætter bare. På et tidspunkt sad jeg i vinduet i mit bofællesskab og kiggede ned på Nordre Fasanvej. Jeg tænkte: ”Alle de mennesker, der går rundt dernede, hvis de vidste, at min far var død, ville de så stoppe op? Ville de så forstå, at man jo ikke kan gå rundt sådan der?” svært at komme tilbage i en vagtplan og et redaktionelt miljø med konkrete arbejdstider, kageordning, kontorlandskab, faglige møder og fredagsbar. Det har jeg aldrig været god til, og jeg tror, man bliver lidt sær af at planlægge sit eget arbejde så mange år i træk. På mange måder ville det være godt for mig at blive selvstændig. Men jeg er næsten talblind. Meget få gange i min karriere har jeg tænkt, at jeg slet ikke skulle være journa- list mere. Den ene var, da jeg kom hjem fra Haiti, hvor jeg havde dækket jordskælvet i 2010. I bogstavelig forstand vadede vi i døde mennesker, fordi de lå på gaderne. Jeg var meget i tvivl om, hvad journalistik overhovedet kunne nytte i sådan en katastrofe. Efter den slags rejser kommer man hjem og synes, at alle er åndssvage. Hvorfor skændes I nu i køen i Netto? Hvorfor bruger jeg 35 kroner på en kop kaffe, når jeg kunne købe fire gallons vand til en landsby for de samme → 9 Jeg har aldrig mødt en korrespondent, der ikke elskede sit arbejde. Det er et absurd job, for det fylder alt. Så du laver noget andet, hvis ikke du har kærligheden til det. Selvfølgelig synes jeg, det er irriterende, at jeg bliver nødt til at smide alt, hvad jeg har i hænderne, hvis jeg står og laver et eller andet sjovt. Men det er jo det, jeg har skrevet under på. Og så er jeg velsignet med en familie og en venneskare, der accepterer det. Jeg prøver i videst muligt omfang at gøre det til et fælles eventyr. Både i Washington og Paris har jeg sørget for at have et gæsteværelse og et åbent hjem, så folk føler sig velkommen til at komme på weekend og sidde på min balkon og drikke morgenkaffe. Det er et skørt og sjovt liv, men det er ikke noget, jeg skal lave i 30 år. Der er en ekstremt høj grad af frihed i at være korrespondent. Der er et vidunderligt fysisk fravær af chefer og møder. Så jeg kan godt være lidt nervøs for, hvad jeg skal lave bagefter. Det ville være 3 8 Ud & Se J U L I - A U G U S T 2 0 2 0
Download PDF fil