Side 68

en slags bulldozer, som kan køre over miner. Den agerer også bolværk mod eventuelle selvmords­ bilister fra Islamisk Stat, der forsøger at torpedere konvojen med køretøjer fyldt med sprængstof. Jeg har lært at læse krigslandskabet, kan høre forskel på et missil og en mortérgranat. Jeg kigger på soldaterne, aflæser deres ansigtsudtryk, orienterer mig om, hvor fjenden er, og jeg ved, hvordan jeg skal placere mig for at være i mindst mulig fare. Over for soldater-villaen bor en familie med syv børn, der er flygtet fra deres hjem i den anden ende af byen. På tværs af vejen løber en el-ledning fra specialstyrkernes generator, som forsyner familien med strøm. Hver formiddag kommer moderen med frisk brød til soldaterne. Med sig har hun familiens yngste datter, Aisha, hun er tre år gammel og har krøllet hår. Vi giver hende appelsiner og chokolade som tak for brødet, og jeg leger med hende og familiens andre børn. En formiddag, netop som hun har været ovre med brød, lyder et brag. En mortérgranat slår ned i familiens have. Da støvet letter, fortæller soldaterne, at Aisha er blevet dræbt. Jeg går over vejen og ser appelsintræet i haven, der står forbrændt tilbage. Inde i stuen står eftermiddagssolen ind ad et lille vindue, i lyskeglen sidder Aishas mor og skriger i gråd. Jeg lægger armene om hende, og hun trykker sit hoved ind mod mig. Jeg føler mig helt magtesløs. Den slags oplevelser sætter sig i mig rent fysisk. Jeg bearbejder det ved at skrive om det. Og når jeg er hjemme i Kairo, har jeg en massør, som hjælper mig med at løse det op. Det er et fast ritual. Skjult kærlighed J eg kender Hisham gennem en ven, der er operasanger og baryton. Til en privat koncert i Kairo hører vi en arie fra ’Carmen’. Bagefter går vi ud i en overdådig have. Hisham piller skud fra en kaktusplante, rækker dem til mig og fortæller, at hvis jeg opbevarer dem tørt, vil de slå rødder, og så kan jeg plante dem derhjemme. Mødet udvikler sig til venskab. En dag, da jeg har inviteret ham på hjemmebagte boller på min veranda, møder han op med en anden mand. Det er Ismail, hans 23-årige kæreste, som han har fortalt mig om. Selv er Hisham i midten af trediverne. Han siger, at mit hjem er det første sted, han har været uden at skulle skjule, at han er homoseksuel. I Egypten kan kærlighed mellem to mennesker af samme køn være farlig. På ar- PUK DAMSGÅRD – → 42 år. Opvokset i Hammer-Torup syd for Næstved. Uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2007. Gik forinden tre år på skuespilleruddannelsen på Holbergs Film + Teaterskole fra 1999 til 2001. → Tog i 2006 orlov fra journaliststudiet for at rejse med den tredje Galathea-ekspedition og rapporterede om ruten fra Cape Town i Sydafrika over Det Indiske Ocean til Australien, Salomonøerne og New Zealand. → Har boet og arbejdet i Mellemøsten siden 2008 som freelancejournalist for Danmarks Radio, Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad og fra 2011 som DR’s korrespondent i Mellemøsten, først med base i Beirut i Libanon og siden 2013 i den egyptiske hovedstad Kairo. → Modtog Cavlingprisen i 2015 for sine reportager fra Mellemøsten og for bogen ’Ser du månen, Daniel’ (2015) om den danske freelancefotograf Daniel Rye, som i 2013 blev taget til fange af Islamisk Stat i Syrien og blev tilbageholdt i 398 dage. Bogen udkom i 2019 som film, instrueret af Niels Arden Oplev og med blandt andet Esben Smed og Anders W. Berthelsen på rollelisten. → Har desuden modtaget Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris i 2011, Den Berlingske Fonds Journalistpris i 2012 (sammen med korrespondentkollegaen Simi Jan), Læsernes Bogpris i 2015, Den Danske Publicistklubs Fortællerpris i 2015 og Rungstedlundprisen i 2020. → Udgav i november bogen ’Arabica’, en personlig rejseberetning fra Yemen, på Politikens Forlag. bejdspladser, i familien og i samfundet risikerer de at blive udstødt – og fængslet. Kæresten Ismail fortæller mig, at han lyver for sin mor. Hun tror, han er til karrieremesse. Ismail bor hjemme, og hans mor forventer, at han snart vil finde en hustru. Hun ved, at han er til mænd, det har hun læst i hans dagbog, men det vælger hun at ignorere. Jeg har set mange eksempler på den sociale kontrol i muslimske samfund. Mænd og kvinder ender i ulykkelige tvangsægteskaber på grund af indgroede traditioner og skikke. Og Hisham skjuler stadig sin seksualitet for mange i sin omgangskreds. Men i det mindste er hans forældre stoppet med at forsøge at få ham gift. For nylig holdt jeg en lille barbecue i min have for nogle venner. Hisham og Ismail var inviteret. Her var de for første gang sammen som par foran andre mennesker. Jeg så dem holde hinanden i hånden. Men Ismails mor ved stadig ikke, at hendes søn har en kæreste, der er en mand. Meningen med … det hele F or syv år siden, da Betina og jeg kom ud af Yabrud og Syrien og tilbage til Libanon, boede Betina hos mig i Beirut et par dage. Vi drak vin og talte ud – som en form for debriefing. Af og til taler jeg også med venner og familie om mine oplevelser, men intet er bedre end at tale med den person, jeg har været sammen med i krigszonen. Det hjælper også altid at lytte til ’Mads & Monopolet’. Det gjorde vi i Syrien. En lytter skrev ind og spurgte, om man kan tillade sig at grave naboens hindbærbuske op. Det føles befriende at lytte til noget så almindeligt, når man selv skal forholde sig til liv og død. I dag er jeg meget bevidst om, hvilke risici jeg tager. Det skal give mening. I 2012 befandt jeg mig i nabobyen, da to journalister blev slået ihjel i Homs i Syrien. For nylig blev en udenlandsk kollega såret på arbejde i Nagorno-Karabakh ved grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan. I flere dage vidste jeg ikke, om han ville overleve. Jeg er kommet frem til, at jeg hellere vil leve et kortere liv og få en kugle for panden end dø gammel på et sygeleje, som mange mennesker gør. For mig er indholdet af livet vigtigere, end hvor længe det varer. Jeg har fortalt min familie, at hvis jeg en dag ikke vender tilbage, så vidste jeg, hvad jeg gik ind til. Kommer jeg hjem i en kiste, ved de i det mindste, at det skete, mens jeg lavede det, jeg elsker. ■ 6 8 Ud & Se D E C E M B E R 2 0 2 0

Side 69