DSB—Side 35

DSBREN LINNET 2 ■ Det er let at se Anne Linnet som en del af tidsånden, som hun trådte frem i de tidlige 70’ere i hvid T-shirt, spraglet vest og bukser med svaj. Allerede som teenager i et frigjort overlægehjem i Åbyhøj ved Aarhus mødte Anne Linnet sen-60’ernes antiautoritære bølge, som tre festglade storebrødre trak ind i hjemmet, hvor faren måtte spørge, om de mange overnattende kvinder dog ikke i det mindste, når de stod op og gik gennem huset, kunne tage bare en smule tøj på. ■ Tidlig modenhed er et træk, som skinner igennem. Som 15-årig var hun kæreste med en franskmand, som læste til skuespiller i Paris. Som 17-årig flyttede hun sammen med den 28-årige jazzs axof onist Holger Laumann, som også blev en musikalsk læremester for hende foruden at være far til hendes to ældste børn. ■ Linnet er selvfølgelig præget af tiden, men hun er også en, der præger tiden. Navnlig på to områder har hun været med til at flytte tidsånden: kvinders ligestilling og seksuelle minoriteters position. ■ Hun tog i 1974 intiativ til landets første, fuldt på klædte kvindeband, Shit & Chanel, og hun satte her med sine sangtekster om kvindeskæbner og kvindelige synsvinkler et lydspor til rødstrømpebevægelse og ligestilling mellem kønnene. Selv blev hun den første kvinde herhjemme, som blev uddannet som komponist. Da hun fra 1980 med Anne Linnet Band satte sig selv, Lis Sørensen og Sanne Salomonsen i front, var det også – uden at det nogensinde blev formuleret på anden måde end gennem eksemplets magt – realiseringen af et kvindeligt lederskab i poprock. Dermed var ligestillingsprojektet flyttet fra 70’ernes kritiske stemme i et af modkulturens bands til 80’ernes sejrende stemme i mainstream poprock. Det sug, der er mod Anne-Sanne-Lis-koncerterne landet over i maj, handler også om det. Og selvom Anne Linnet her er en del af en trio, er det også klart, at havde man taget hende ud af ligningen, var facit blevet et andet. ■ Anne Linnet var tidligt åben om sin tiltrækning af begge køn. Hendes første hit, ’Smuk og dejlig’, er stoppe. ”Jeg vil jo gerne have dig længe,” har Kathrine sagt. Anne Linnets stemme vibrerer, da hun genfortæller det. Efter weekendens koncerter starter nedtrapningen. ”På mandag er det slut,” sagde hun. Da vi i pausen står i Brandts Passage i aftenmørket, tænder hun cigaretten. Jeg minder hende om det ellers forestående rygestopprogram. Et øjeblik kigger hun forvirret på mig. ”Ha!” udbryder hun med sin dybe stemme og tager nok et sug, ”jeg holder sgu nok aldrig op.” · Anne tager med Sanne og Lis på danmarksturné i maj. H ENDES FAR, overki rurgen, kunne et eller andet. Efter aftens maden tog han til bage på hospitalet og holdt i hånd med de patienter, han havde opereret tidligere på dagen. Bagefter kom brevene, som moren læste højt for hele fami lien. Anne forstod ikke, hvorfor patienterne skrev så meget om hendes fars hænder. Men en af de dage, hvor hun havde ondt i maven, kunne hendes mor ikke hente hende, så det blev faren, der fulgte hende fra skole. Da de var på vej ned ad trappen, rørte han hende med sin hånd, og hun mærkede en varm strøm gennem kroppen, skrevet til skuespilleren Ulla Henningsen. I hendes selvbiografi ’Testamentet’ vrimler det med afklædte mænd og især kvinder. I 2018 var hun hovednavn ved Copenhagen Prides koncert på Rådhuspladsen. Samtidig er Anne Linnet vel den eneste herhjemme, som er sluppet fra både at vedkende sig og lave musik på sadomasochistisk fascination. ■ Anne Linnet er mor til syv – mor eller mammy, som det kaldes, når moren er en anden kvinde. De to er nu voksne adoptivbørn. De tre voksne biologiske børn – Evamaria, Marcus og Alexander (Xander) har undervejs alle arbejdet sammen med deres mor musikalsk. som tog smerten. Han arbejdede altid, sled sig op, blev kun 58. Hun nåede aldrig at spørge om det med hænderne. Men en nat kom energien også til hendes hænder. Hun var 28, lå i sengen, stadig vågen, da begge underarme pludselig løftede sig, og hun mærkede strømmen ud gennem hænderne. En clairvoyant forklarede, at kraften strømmede fra hænder og fødder, og at det var en gave – men at hun selv afgjorde, om hun ville bruge den. Når folk havde hovedpine, lagde hun hænderne på, og Linnet beslut tede sig for, at hun måtte blive clean. Hun mediterede, spiste rigtigt, droppede alkohol og mere eller mindre stærk tobak, levede endda i cølibat – sådan da. ”Et år levede jeg sådan, så indså jeg, at min opgave er musikken. Det andet har jeg med mig, og nogle gange mærker jeg energierne mellem musikere og publikum, men jeg behøver ikke være clean,” siger hun. S ELVOM A N N E LIN N ET er dronningen på scenen, har hun også en generøsitet i sig, når hun giver sange eller plads væk. Engang var det Sanne Salomonsen, som fik gen nembrudssangen ’Det er ikke det du siger’ forærende. En anden gang fik Lis Sørensen ’Mine øjne de skal se’. Her i Odense overlades pladsen og duetterne til sønnen Marcus og til Julie Lindell, korsangeren, som inden kon certen selv fremhæver dette træk: ”Anne er ikke bange for at lade andre shine.” Sådan noget kan være en delikat balancegang, for ofte har de til kaldte korsangere større stemmer end den kendte, aldrende stjerne. Men som komponist spiller Anne Linnet efter andre regler end den sanger, som lever på stemmen. Anne Linnets sange og stemme følger mange gennem livet, for nogle nærmest som lyden af en ven inde. I Magasinet i Odense, som så mange andre steder, kan hun se ud over publikum og mærke, hvordan sangene lever i folk. Da hun kort inde i andet sæt beder publikum om at synge en sang for hende og hurtigt lægger ud med første linje til ’Forårsdag’, kommer salens svar. Musikerne bygger langsomt på. Først guitar, så keyboard og så efterhånden, efter publikum har sunget mod til sig, også bas og trommer. Det er fællessang, men frøet har hun sået, værket er hen des, og igen, denne aften på Fyn, får Linnet den belønning, hun er kommet for. Efter jubilæumsturneen skal hun fortsætte arbejdet med et nyt M A J 2 0 1 9 Ud & Se 3 5Side 34Side 36