Side 44
æbler gør. Sødme og syre samlet i ét. Øjeblikket efter er jeg tilbage i stuen og til lyden af Mozart. Troels Kløvedal griber ud efter fjern-betjeningen og skruer ned for musikken. ”Har du set, at Benny er død,” skriver han så. Jeg nikker. ”Han var en god ven. Han sendte søde breve til mig, efter jeg blev syg. Nu er han selv borte,” står der på skærmen. Jeg finder et digt af Benny Andersen frem, som jeg tilfældigt faldt over i morges og skrev ned i min notesbog, inden jeg kørte hjemmefra. Jeg læser ordene højt: Ode til døden Når jeg kun tænker på mig selv Tænker jeg: godt nok Du har slået nogle skæve Men også sat dig nogle spor Har en hel del at fortryde Og en del at være stolt af Facit: Det ku’ ha’ gået meget værre min skriverhytte, den skal du opleve. Husk at plukke et Guldborgæble på vejen, de smager vidunderligt lige nu,” skriver han på sin iPad. Jeg trasker hen over den afsvedne græsplæne, der skråner let ned mod et åbent engstykke, hvor en lille flok heste hænger dovent ud. Flere af havens æbletræer har smidt deres første frugter, som ligger spredt på græsset i tilfældige mønstre. Døren ind til den sortmalede skriverhytte står ulåst, men det virker, som om det er længe siden, nogen sidst har brugt stedet. Indenfor hænger en støvet duft af glemt sommer. Væggene er beklædt med lyse træbrædder, der hist og her lækker små klatter af harpiks. Plakater, fotografier og børnetegninger kæmper om opmærksomheden. Et sted hænger en skifteramme med malaysi- Han griber ud efter sin iPad og lader sin finger hoppe rundt på skærmen, mens sætningen tager form. ”Det er sådan, jeg har det.” Jeg fortæller om min samtale med Suzanne Brøgger. At hun håber på at kunne give lidt af sin livsvisdom Troels Kløvedal hjemme på Djursland, 2014. videre, inden hun skal herfra. ”Hvad håber du på, at du giver vi- dere til dine nære,” spørger jeg. ske sommerfugle på nåle, og rundt på væg- Han sidder lidt uden at bevæge sig. Så ta- gene forsøger reoler i forskellige størrelser ger fingeren tilløb og begynder at skrive. at holde styr på rækkerne af bøger og gamle ”At være taknemmelig over livet. Jeg er kassettebånd. selv et taknemmeligt menneske. Det er fan- På arbejdsbordet med udsigt til en frodig tastisk, at jeg har fået lov til at leve i en tid eng og et stykke dansk bøgeskov ligger en uden krig. Uden frygt. I konstant stigende sort kikkert og venter på at blive brugt. I vin- velstand. Der har været så mange mulighe- dueskarmen har en række kulørte konkylier der.” fundet deres plads, og i et hjørne af rummet Vi sidder sammen i musikken et stykke har nogen glemt en kop med en sjat kaffe. tid og kigger ud på græsplænen, der har Det ligner et postkort fra 70’erne. Eller en genvundet lidt af sin grønne farve oven på genbrugsbutik på landet. Med cd-afspiller, sommerens tørke. Så løfter han iPad’en og støvede magasiner og plakater, der reklame- skriver: rer for foredrag, som for længst er afholdt. ”Jeg har stadig så svært ved at fatte, at min sunde krop er blevet ramt af denne her P Å VEJ TILBAGE til huset samler jeg et æble op og sætter tænderne i det. Han har ret. De smager, som kun danske sygdom.” Vi kigger på hinanden. Jeg nikker. Han fortæller, at han det meste af sit liv er Foto Janus Engel/Ritzau Scanpix 4 4 Ud & Se O K T O B E R 2 0 1 8
Side 45
vågnet op og har tænkt, at ”det hele en dag ender med to meter jord over kistelåget”. Det har aldrig gjort ham ked af det, skriver han. Et sted i huset åbner en dør sig. Lyden af fodtrin efterfølges af plasticposer, der rasler mod hinanden. Det er Troels Kløvedals kone Else Marie, der er vendt hjem fra indkøbstur. Hun stiller poserne fra sig på køkkengulvet og kommer ind i stuen for at hilse på. Så giver han tegn til den kvindelige plejer, der åbnede døren for nogle timer siden, og som nu sidder i hjørnet af stuen og strikker. Han har brug for at få fjernet det slim, der flere gange om dagen samler sig som en klump i halsen på ham. Mens plejeren gør sit arbejde, følger jeg med Else Marie ud i køkkenet. Hun smiler forsigtigt: ”Det er hårdt at se ham ende sådan her. Men han er sej og klarer det flot.” Bag os er den kvindelige plejer i gang med at fylde et glas med rødvin fra en treliters bag-in-box, der står på køkkenbordet ved siden af et stort køleskab. ”Det får ham til at slappe af,” fortæller Else Marie. ”Hans læge siger, at det er meget bedre end den beroligende nervemedicin, hun ellers udskriver til sin patienter.” Jeg træder tilbage i stuen og fortæller ham, at jeg vil køre hjemad. ”Jeg er også træt nu,” skriver han og lægger sin hånd oven på min. I døren på vej ud vender jeg mig om og kigger hen mod skrivebordet. Troels Kløvedal fanger mit blik og løfter besværet sine hænder op i luften til en farvelhilsen, inden han skruer op for musikken og griber fat i musen til sin bærbare computer. Kort efter sidder jeg igen i min bil. Mens dækkene knaser sig op ad den smalle grusvej, kommer jeg i tanke om en passage fra ’Alle mine morgener på jorden’, som jeg næsten kan udenad: ”Jeg har en konstant følelse af, at jeg er ude i dårligt vejr, hvilket gør, at jeg mere og mere drømmer om at sejle ind i en atol, i en lagune med stille vand. I revpassagen står alle de mennesker, som elsker mig, og de vinker til mig, og da jeg er inde i det blå, klare lagunevand, smider jeg ankeret mellem de smukkeste koraller på en sølvfarvet sandbund. Og så dør jeg, og alt er, som det skal være. Først får man det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen. Sådan er livet.” ■
