Foto Bjørn Pierri Enevoldsen Ud & Bo Kunst i kostalden D en 1.800 kvadratmeter store kostald på Lundsgaard Gods havde stået ubrugt i mere end 50 år, da den i 2015 blev genåbnet som kultur- og erhvervshus med kunstudstillinger, teater, konferencer og koncerter. Før finanskrisen havde ægteparret Rudolf og Vini Iuel, der ejer herregården ved Kerteminde på Fyn, ellers store planer om at tiltrække unge økologiske landmænd til Lundsgaard, som kunne forpagte både bygninger, maskiner og jord. Men projektet kuldsejlede, og i stedet opstod ideen om at udnytte Vini Iuels kontakter som jazzsangerinde til at skabe et kulturelt center for lokalområdet. I kostalden er der nu gallerifaciliteter og en scene med plads til 475, og i forbindelse med renoveringen er der også åbnet en café. Landbruget er fortsat Lundsgaards klart største erhvervsområde sammen med blandt andet udlejning af ferie- og helårsboliger. Siden kultur- og erhvervshuset ’Anexet’ åbnede, har mere end 40.000 gæster været forbi til julemarked, folkekøkken, herregårdsløb, udstillinger og så videre, og ejerne håber, at forretningsområdet vil vokse yderligere i fremtiden. Nye tider for danske herregårde I deres storhedstid var de danske herregårde et lokalområdes dynamo og største arbejdsplads, men sådan er det ikke mere. I dag er herregårdene udfordret på flere fronter. De er dyre at vedligeholde og kan ikke længere bruges i det moderne landbrug. Og selv om herregårdene er bygget til mange mennesker, er der ikke brug for lige så mange hænder som før. Alligevel spiller herregårdene stadig en vigtig rolle. Selvom mange af kulturmiljøerne og de historiske bygninger ikke længere bliver brugt til de formål, de er opført til, kan de rumme nyt liv og nye aktiviteter, som også gavner lokalområdet. Det er baggrunden for Realdania-projektet Fremtidens Herregård, hvor der siden 2008 er givet støtte til 24 projekter, som på hver deres måde genopfinder herregårdene til nye formål som ramme om kulturelle aktiviteter, lokale fællesskaber og nye erhverv. Tematillæg Ud & Se 95
Download PDF fil