”Jeg har så tit siddet og været sur på en eller anden journalist, for jeg sagde ikke noget om, at jeg ikke kunne lide at være med i ’X Factor’. Men alle vil skrive historien om Martin, der havde en forfærdelig oplevelse i ’X Factor’ og derfor stoppede.” Når Martin Hedegaard fortæller, opfører han små teaterstykker. Han ændrer mimik og laver sin stemme om afhængigt af, hvem i historien der snakker. ”Jeg kan huske engang, hvor jeg sad og snakkede med en journalist, der bare clickbait-interviewede mig fra start til slut.” Han laver en dyb, lidt bøvet stemme: ”Nårh, men øøhh, helt klart. Du følte bare, du kom ned i et sort hul?” ”Nej nej, det var ikke det, jeg mente. Lad mig prøve at forklare det på en anden måde.” ”Nårh, men øøhh, du følte, du var hoppet på et tog, du ikke kunne hoppe af?” ”Nej. Det er overhovedet ikke det, jeg siger.” Mens han gengiver situationen, bliver han lettere frustreret. ”Jeg kunne have valgt at gå, men hvad havde jeg fået ud af det? Så var ’Martin fra ’X Factor’’ en snob. Det hele drukner i clickbait. De venter bare på, at jeg siger ordet ’cirkus’ om ’X Factor’, og så er de ligeglade med resten.” Mange har spurgt ham, hvorfor han meldte sig. Om det var for den hurtige vej til en musikkarriere og berømmelse. Men der lå nu ikke større overvejelser bag. Han var bare en 15-årig dreng, der kunne lide at synge, og en aften, mens han lå i sofaen og så fjernsyn med sine forældre, reklamerede de for et nyt talentshow, der havde gjort sit indtog i Storbritannien fire år tidligere. Så tog han til audition, gik videre til bootcamp, gik videre til liveshows. Og 10 fredage senere havde han vundet det hele. S EL V O M det kun er 10 år siden, var verden en anden. Det var længe før streamingtjenesterne, og næsten to millioner danskere sad plantet foran skærmen hver uge. Interessen var så voldsom, at Blockbuster i perioden oplevede en nedgang på 25 procent i filmudlån, og Nordisk Film et fald på 15 procent i biografpub- likummet. Han blev sammenlignet med Justin Timberlake, og der var 37.000, der skrev beskeder til ham på det nu hedengangne Arto, datidens store sociale medie for unge. Og allerede samme år udkom sågar en biografi om ham: ’Martin – Eventyret, Ørum og ’X Factor’’. På de 204 sider får man indblik i, hvor ukompliceret man kan opleve tingenes gang som 15-årig. Om sejren: ”Mig og Dennis gik bare sådan lidt rundt til efterfesten og spiste kyllingevinger og drak sodavand.” Om at optræde på Rådhuspladsen: ”Jeg vidste ikke, at der kunne være 60.000 mennesker på en rådhusplads. Når vi siger ’Rådhuspladsen’ i Ørum, så er det altså der, hvor scooterbanden hænger ud og ryger og sådan noget.” Om tiden efter, hvor han hver uge blev fløjet til København for at indspille en plade og boede på Hotel Phoenix: ”Et vildt lækkert hotel. Simpelthen bare konge. Og hver gang vi er derovre, får vi en suite med kæmpe fladskærms-tv. Virkelig konge. Ingen skole, kun indspilninger hver dag. Prøv lige at forestille dig et luksusliv!” Det var sådan, det var, og det er sådan, 25-årige Martin Hedegaard husker det hele i dag. ”’X Factor’ for mig var megafedt. Jeg var 15 år og turnerede rundt i hele landet. Det var som at være på en omrejsende efterskole. Det var virkelig optur,” siger han. Men det var også i den periode, at hans musikalske modning begyndte. ”Jeg fik pludselig en holdning til, hvordan noget skal lyde, og hvordan noget ikke skal lyde. Der blev så småt skabt en vision for, hvilken musik jeg selv drømte om at lave en dag. Det gik op for mig, at jeg ikke ville udgive noget for enhver pris,” siger han. Alle numre på nær et enkelt på debutpladen ’Show the World’ var skrevet af andre end ham selv, og da pladeselskabet begyndte at lægge op til en toer, kunne han mærke, at han ikke ville lave en ny plade med andres numre. ”Langsomt fandt jeg ud af, hvad jeg ville med min musik, og så var jeg nødt til at lære, hvordan man gjorde. Jeg begyndte at sidde mere og mere hjemme på mit værelse og lave musik i stedet for at tage til København og snakke med pladeselskabet. Og så røg intensiteten og interessen langsomt. Der var aldrig en dag, hvor jeg lige pludselig sagde: ’Nu trækker jeg stikket.’” Der var ingen sure miner eller folk, der pressede på, og Thomas Troelsen, der sammen med Remee var producer på debutpladen, skrev en liste med forslag til udstyr, han skulle købe, så han selv kunne komme i gang. Det hele foregik ret udramatisk. ”Der var nok inderst inde noget i 15-årige Martin, der bare ikke havde lyst til at fyre den af for fuld hammer mere. Måske havde 15-årige Martin brug for at tage en pause fra det hele. Jeg havde det i hvert fald sådan, at ’nu tror jeg egentlig bare, jeg tager hjem’,” siger han og fortsætter: ”Det har meget med ens roots at gøre. I Ørum og i min familie er vi alle meget jyske. Vi gør ikke alt muligt for at være fremme i skoene. Det er vi ikke opdraget til. Blærerøve og sådan noget … dem gider man ikke høre på, hvor jeg kommer fra. Det har aldrig været i mit dna at dyrke et celebrity life eller være kendt. Det var aldrig det, jeg ville. Der var intet i mig, der havde travlt med noget. De første 2-3 år var der mange, der spurgte: ’Hvornår kommer der noget? Hvornår kommer der noget?’ Men det gled langsomt ud. Til sidst blev spørgsmålet: ’Kommer der noget?’ Tjah. På et eller andet tidspunkt gør der nok.” ”Jeg blamede alle, mit pladeselskab, min manager. Jeg følte ikke, der var styr på en skid. Jeg var blevet megasur og lå ude backstage og kastede op og havde ingen kræfter.” J U N I 2 0 1 8 Ud & Se 2 3
Download PDF fil