hvordan han så ud. Det var nok for mig.” Du fik kigget ham i øjnene? ”Ved du hvad? Jeg har det sådan med ham, at han ingen plads har i mit liv. Overhovedet. Jeg er for mange år siden nået frem til, at det er synd for ham at have et job, hvor han er tvunget til at gå ud og høre musik, som han ikke kan lide. Konstant. Det må ikke være sjovt.” Sangerinden lukker øjnene bag sine cdsolbriller. Så siger hun, at der ikke skal bruges spalteplads på emnet – ikke for hendes skyld. Men optrinnet, der daterer sig tilbage til juni i fjor, personificerer den forskels behandling, som optager Sanne Salomonsen i disse år. Hun kalder den ’aldersracisme’, og hun ser den knopskyde flere steder i medielandskabet. ”Min seneste plade røg ind i en ingenmandslomme på DR. DR ønsker ikke, at vi, der før blev spillet på P4, skal spilles på P4 længere. Nu skal vi ud på DAB-båndet. Og for min skyld må de meget gerne spille mig på P6 i stedet. Det er en super kanal, men på P6 synes de, at vi gamle er blevet for gamle. Så for mig handler det egentlig ikke om mand/kvinde-racisme, det er ikke dér, vi 36 Ud & Se J U L I - A U G U S T 2 0 1 8 nødvendigvis skal rette vores opmærksomhed hen. Problemet er aldersracisme.” Er det et dansk fænomen, synes du? ”Det er slemmere her. Du skal bare lige tage båden fra Helsingør. Det tager et kvarter, og så er alting anderledes. Svenskernes største live-artist, ham, som kan sælge flest store koncerter ud i rap, det er Björn Skifs, som er 70 år. De hylder deres store derovre. Mænd som kvinder. Tal med Steffen Brandt (TV-2’s forsanger, red.) om det. Men tal ikke med C.V. (Jørgensen, red.), for han er skideligeglad. Nøjes med Steffen. Han ved, hvad jeg mener.” Sanne Salomonsen, der ellers udtrykkelig gør en dyd ud af at være et positivt og imødekommende menneske, fortæller om en særlig harmfremkaldende hændelse: ”Mit pis blev sat i kog. Og det kan godt have spændt ben for mig langt ud i fremtiden, for min reaktion var voldsom, og jeg blev godt nok vred. Men altså . sidste forår skulle vi bestemme os for en single, der kunne komme ud og repræsentere pladen i radioen, og pladeselskabet tog kontakt til DR for at høre, hvad man ville pege på dér. Så var der en chef derinde, der syntes, at pla- den larmede, var for rocket, for støjende. Der var dog ét nummer, ’Livets træ’, som kunne komme i betragtning til noget airplay. Det krævede bare, at vi lavede nummeret helt om og fjernede guitarerne og den slags.” Sanne Salomonsen skuler så hårdt, at bryn og brillestel ser ud til at dirre. Hun skynder sig at tænde en cigaret. ”Jeg er aldrig, som i nogensinde, aldrig i hele mit liv, blevet umyndiggjort for at kunne blive spillet i radioen.” Så den gamle statsradiofoni bad dig ændre dit musikalske udtryk? ”Ja! Og hvad er det? Det er censur. Hvad er det ellers? Fordi vi er for gamle. Jeg ved, at andre gamle musikere, mænd som kvinder, er blevet bedt om det samme.” Parerede du ordre? ”Jeg måtte overgive mig, fordi pladeselskabet var overbevist om, at det var det rette at gøre. Så sagde jeg: ’Fint, det er jeres bord, den tager I, jeg kan ikke.’ Jeg mener jo, at det er vigtigt, at en plade har et forløb, og numrene hænger sammen indbyrdes, så du kan fortælle en historie. Altså, jeg har haft en blodprop, jeg har været ved at dø, jeg har mange ting at synge om.” →
Download PDF fil