sparket til ham og trampet på ham. Tank er i gulvet, han skærer tænder. Det ser skidt ud. Rivaliseringen mellem Tank og Emeritus blev optrappet i januar, da Emeritus sammen med et andet dumt svin, Peter ’Sandheden’ Olisander, skadede Tanks makker, Matthew, da de fire var i ringen i Aalborg. Nu er Tank og Emeritus i Pumpehuset i København, og Tank vil have hævn. Nu skal god overvinde ond, som god har gjort det så mange gange før, både her, blandt wrestlere og i den menneskelige mytologi som sådan. På den måde er dagens show en slags urfortælling, men den er også en sæbeopera, det hele er på en måde skamløst plat. Det er okay. Publikum ved godt, hvem helten er. De råber: ”Tank! Tank! Tank!” Tank er en stor fyr, han er klædt i en gi, en sort karatedragt, og hans skæg og hår er tæt og kort og grånende. Lige nu er hans ansigt rødt. Emeritus holder Tank nede med sin arm fastlåst om hans hals. Publikum ved stadig godt, hvem helten er. ”Tank! Tank! Tank!” Helten er ved at tabe. Med vilje selvfølgelig. T A N K E R O G S Å Christian Vester, det har han været i 40 år, og han er fra Aarhus og arbejder som specialpædagog. Han har wrestlet, siden han var 15, dengang trænede han med Asbjørn Riis, altså ham den enorme lyshårede mand med bandanaen og det hvide hesteskoskæg, ham, der lignede den amerikanske wrestlingstjerne Hulk Hogan på en prik, ham, der havde ’Ubehageligt’ som bonmot, og som man nærmest ikke kunne undgå, hvis man så TV3 i 90’erne Træningen foregik oppe i Nykøbing Mors, hvor Asbjørn Riis havde nogle tynde måtter, man kunne smide hinanden rundt på. Det gjorde Christian Vester så. Tank er hans persona, hans karakter, og han er en good guy, han kæmper hårdt, men fair, han prøver at få de onde ned med nakken, og han sørger for, at tingene foregår efter reglerne. Reglerne findes i sagens natur ikke. Det hele er spil for galleriet, en koreograferet, melodramatisk voldsforestilling. Som publikum kan man forledes til at tænke, at det, der foregår, er noget pjat. Man kan tænke, at vi her har at gøre med en samling store mænd (og nogle gange et par kvinder), som i virkeligheden stadig er drenge, mænd, som fastholder sig selv i en mere eller mindre barnlig leg, de for længst burde have sluppet. Disse mænd er ikke gladiatorer, selvom de måske synes, de er det. Da de omkring 20 wrestlere, som er i ringen i løbet af showet, varmer op inden kampene, er de som drenge i leg. De lader, som om de jager knæene i maven på hinanden, og så griner de. De lader, som om de slår hinanden i ansigtet. ”Fuck!”, ”Uh!” råber de, og så griner de. Man kan næsten se villavejens simulerede slag for sig. Man kan måske tænke, at wrestling er falsk varebetegnelse. At det er bullshit, at det hele bare er snyd, at det er fake. Men siger man det til Christian Vester, mens man hænger ud med ham under opvarmningen, så svarer den ellers usædvanlig venlige mand med irritation i stemmen, at man griber det hele forkert an. ”Jeg er faktisk ikke vild med, at du siger, det er fake,” siger han. “Jeg synes, fake betyder, at man siger, at noget er noget andet, end det er. Altså at man snyder. Det kan du godt følge mig i, ikke? Der er sgu da ingen, der siger, at det er fake, når de går i teatret eller i biografen. Der er folk med på præmissen, ligesom de er det, når de går herind. De ser det for det, det er, et show, et stykke underholdning. Går Den 27-årige englænder Ashley Dunn (øverst) lander på svenske Steinbolt. Svenske Harley Rage (t.h.) har med sine 140 kilo en kampvægt over de fleste wrestlere. 38 Ud & Se A P R I L 2 0 1 8
Download PDF fil