Side 52
52 Ud & Se Marts 2018
Side 53
karen marie pedersen Blind Om øjenkontakt og selskaber “Jeg og andre blinde kan godt flirte, men det er ikke sikkert, det bliver forstået af seende. Vi kan ikke gøre det med øjnene” For nogle mennesker betyder øjenkontakt næsten alt. Når de ikke kan få øjenkontakt med mig, kan de simpelthen have svært ved at samtale. De bliver ufokuserede. Hvis jeg er til en fest med mange mennesker, kan jeg have svært ved at få kontakt med ham eller hende på den anden side af bordet. Det gælder også omvendt. Andre kan jo ikke kigge på mig for at få min opmærksomhed. Der er man nødt til at sige noget til mig. Eller komme hen. Så jeg vælger ofte at tale med dem, der er tæt på. Og det kan føre til nogle rigtig gode samtaler. Jeg forestiller mig ikke, hvordan mennesker ser ud. Men jeg ved en hel del om især de personer, jeg har tæt kontakt med; hvor høje de er, hvordan de går, hvor langt hår de har. Og hvilken hårfarve de har, for det plejer folk at snakke meget om. Der er også mange mennesker, man kan kende på deres duft. Men det er primært stemmerne. Hvis jeg sidder og taler med en person, og der ikke er alt for meget baggrundsstøj, kan jeg sagtens høre, om vedkommende kigger på mig eller den anden vej. Kærlighed er en følelse, og intimitet er meget fysisk. Så snart man er fysisk med nogen, er man så tæt på, at synet faktisk kan være ligegyldigt. Hvis jeg mødes med en kæreste i det offentlige, er det sværere at være intime. Jeg og andre blinde kan godt flirte, men det er ikke sikkert, det bliver forstået af seende. Vi kan ikke gøre det med øjnene. Vi kan gøre det med bemærkninger, ord og stemmeklang, og naturligvis også med smil og fysisk kontakt. Der er nogle, som siger, at dem, der arbejder om natten, er påvirkelige af lyset. At man får for lidt lys, og at man skal tage melatonin. Men sådan har jeg aldrig haft det. Jeg er ikke vinterdepressiv, fordi jeg er blind. Fraværet af farver og lys er vel det, der får mennesker med normalt syn til at forestille sig, at blinde oplever verden sort eller grå, eller at blinde lever i et konstant mørke. Men sort og grå er farver, som kun kan opleves gennem synet ligesom hvid eller rød, og mørke er noget, der ses, ligesom lyset. Men det er jo helt ubegribeligt for seende mennesker, at fravær af lys også betyder fravær af mørke. Kokke siger, at det er vigtigt, at maden også appellerer til synssansen. Men det er ikke en måde, jeg har lært mad at kende på. Temperaturen, konsistensen og sammensætningen: det har jeg altid tænkt på, når jeg har tænkt på mad. Jeg savner ikke at kunne se min mad, jeg vil til gengæld gerne vide, hvad jeg spiser. Hvis jeg er ude at spise på en restaurant, vil jeg gerne vide, hvad jeg får, og hvordan det ligger på tallerkenen. Jeg går meget i teateret. Jeg har en ledsager med, men i teateret er der mange replikker, selv om der også er meget nonverbal kommunikation. Jeg kan godt opfatte en pause som et udtryk for en persons sindstilstand eller for stemningen i en kontakt. Film og tv er til gengæld meget sværere. De er blevet meget mere visuelle med tiden. Jeg så – man siger altid ‘se’, selvom jeg hører fjernsyn - Matador. Det kunne jeg følge med i. Jeg behøvede ikke særligt mange regibemærkninger. Det kan jeg ikke med Arvingerne eksempelvis. Film og tv er blevet meget mere springende og visuelt, har jeg oplevet. Jeg bliver af og til spurgt om, hvordan jeg kan vide, om det er nat eller dag. Jeg har jo et ur. Men udover det er der mange lyde i byen og i naturen, som bliver anderledes, når det er nat. Der er meget mere stille. Temperaturen falder. Jeg kan heller ikke se i mine drømme. Når jeg drømmer, drømmer jeg med de sanser, jeg har. Dér er verden, som den er, når jeg er vågen.
