Side 40
40 Ud & Se Marts 2018
Side 41
Berklee College of Music – i Boston på den anden side af USA. Lars Ulrich fremhæver, hvordan sønnike eksperimenterer anderledes bredt, end han selv gjorde i den alder. Fra Arctic Monkeys’ skramlerock over poppunk til avantgardistisk syrejazz. “Han er meget over det hele. Hvad primært er en positiv ting, men indimellem driller jeg ham da lidt og siger, at det er mindst lige så svært at få AC/DC til at swinge. I 1981, dengang tennissen faldt sammen, og bandet (Metallica, red.) blev dannet, gik jeg mere snævert til værks. Måske også for snævert.” Hvordan reagerede du, da det gik op for dig, at din førstefødte var på vej ind på dit trommende territorium? “Ååååh, jeg reagerede ikke med andet end at supporte mest muligt.” Vil han ikke uundgåeligt blive sammenlignet med dig? En tung arv? “Det er ikke et sted, jeg går hen. Jeg går kun derhen, når han går derhen. Men det tog mig lidt off guard, da jeg første gang var oppe og besøge ham på det dér universitet for halvandet år siden.” Lars Ulrich genopfrisker, hvordan hans søn undgik at blive set med ham på Berklees campusområde. “Så der var lige noget, der skulle sættes på plads. Både for ham og for mig og for vores indbyrdes forhold. Nu er han mere eller mindre kommet væk fra de ting igen, men jeg kan da godt mærke, at han endnu ikke har fundet en helt komfortabel balance. Så jeg prøver at forklare ham, at han ikke fuldstændig kan løbe fra, at jeg er hans far. Hvis han gør for stort et nummer ud af ikke at skulle have noget med mig at gøre, så bliver det snarere lidt underligt på et tidspunkt. Og han har jo ikke noget imod, at der kommer gratis bækkener og trommeskind hans vej. Noget, der primært lader sig gøre på grund af den relation, jeg har til dem, der fremstiller de bækkener. Så det er sådan lidt: ‘Myles, pick a position!’.” Han må tage det sure med det søde? Lars: “Nemlig. Men det går også bedre med det, end det har gjort.” Hvad siger du, Torben? Er det besværligt at vælge samme vej som sin far? Torben: “Det er da klart, at det er besværligt at gøre det samme som sin far. Det vil jeg nok sige. Det kan ikke undgås. Men det vil være besværligt med forskellige betoninger af, hvad ‘besværligt’ indebærer. Selvom man fortsætter i samme spor, så vil det jo være et spørgsmål om at kunne leve op til noget, eller om netop ikke at ville leve op til noget.” ET SPØRGSMÅL OM PRIORITETER Nedtællingen til Metallicas næste tour nærmer sig, og snart er trommeslageren atter langt væk hjemmefra. Af samme årsag har han over weekenden – med uhørt kort varsel – indkaldt generationerne til middag og et fælles museumsbesøg. Klokken nærmer sig halv fem fredag eftermiddag, det tilbagevendende tidspunkt, hvor Lars Ulrich skal om bag rattet og hente sine to hjemmeboende sønner. Den daglige rutine har han døbt ‘the afternoon grind’. “Folk siger ofte: ‘Well, why don’t you go and get someone else to do it for you?’. Men altså, det er ikke noget, jeg overhovedet overvejer. Marts 2018 Ud & Se 41