K imLeinesætter sig til rette på linoleumsgulvet og bøjer nakken mod den opslåede billedbog i sit skød. Issen er nubret, overalt i hovedbunden pibler hårrødder. Han er ikke ved at blive skaldet. Det er noget, han har valgt at være. De små drenge og piger i børnehaven på Amager pusler og småsnakker endnu, som oplæsningen skal til at begynde. De aner næppe, at Olavs far ikke bare er Olavs far. At det er et af Danmarks største forfatternavne, der er kommet på besøg for at fortælle. “Der var engang,” indleder han, så man skimter den norske barndom i dialekten. Hans stemmeføring er dæmpet. Hvis man vil lytte med, må man spidse ører, og det gør tilhørerne så. De stivner i deres bevægelser, en af dem, mens hun står i bro, og spiler gluggerne op. Et vindstød af stilhed fyger gennem Gul Stue, og så tager eventyret om en søn og hans julefjendske far ellers fart. Efter en håndfuld minutters stort set koncentreret lytning stikker den ivrigste unge i flokken sin ene pegefinger i vejret. “Er det her en historie fra virkeligheden,” spørger han. “På en måde er det,” svarer forfatteren. “Men jeg har lavet lidt om på den, så den er blevet til en rigtig historie.” Tilbage i 1990’erne flyttede han til en lille bygd med sin familie, og ligesom drengens far i den rigt illustrerede bog var Kim Leines december helt og aldeles juleløs. På gåturen tilbage til det lille rækkehus i Ørestad uddyber han. “Lige meget hvad jeg skriver på – om det er romaner eller børnebøger – så søger jeg at identificere et smertepunkt. Det er de forkerte følelser, jalousi og hævn og den slags, der skaber de gode fortællinger. Man skal bruge det, der gør ondt på én selv, og i det her tilfælde er det min skam over ikke at have en juletradition at give videre. Det ender jo med, at faderen bliver gjort til en lille dreng af drengen selv. Da vi boede i Grønland, skulle mine børn lære mig at holde af julen. Sådan var det, ja.” Hvorfor skaber forkerte følelser gode fortællinger? “Det gør de, fordi de vikarierer for det, som læseren ikke tør føle eller indrømme, at han eller hun føler. Så kan man i det mindste få lov at føle det gennem læsningen.” PAYBACK-TIME Nogle uger senere, stadig i julemåneden, mødes vi igen. Det er tanken, at 56-årige Kim Leine skal udpege et par københavnske omdrejningspunkter fra sin kommende bog. Med Rød mand/Sort mand, som den hedder, er forfatteren oppe på syv romaner siden sin debut for sølle 11 år siden. Dertil kommer en lille håndfuld børnebøger. Rød mand/Sort mand fungerer som en slags forløber for hans internationale gennembrud, Profeterne i Evighedsfjorden, der siden 2012 er blevet udgivet i 20 lande og har høstet flere store litteraturpriser. Også i denne ombæring udspiller det meste af dramaet sig i Grønland. Historien sættes i scene af den driftige kong Frederik IV, der i 1728 tvangsgifter en flok straffefanger og prostituerede for straks efter at skibe dem af sted til den store og uvejsomme koloni i Ishavet nær Nordpolen – et halvt århundrede før den engelske krone udsatte Australiens aboriginere for samme nedrige behandling. Frederik IV’s ekspedition skal grundlægge det moderne Grønland, men intet arter sig efter planen. De danske fregatter er lastet med ulykker og smitsomme sygdomme, og parallelt ulmer et hadsk opgør mellem åndemaneren Aappaluttoq og missionærpræsten Hans Egede. Den røde mand og den sorte mand. Begge virkelige karakterer, som Kim Leine er stødt på i sin research. Det samme gælder den indbyrdes strid. “Der er kun ganske få opdigtede figurer med i mine bøger. Men meget af det, de gør, er opdigtet,” forklarer han. Hvor ligger smertepunkterne i Rød mand/ Sort mand? “De ligger dels i de to hovedpersoners konflikt og det lort, de hver især har lavet i 24 Ud & Se Februar 2018
Download PDF fil