J EG KAN STORT SET IKKE HUSKE noget fra min barndom (i hvert fald ikke fra før jeg blev 10, og mine forældre blev skilt). Men ferierne husker jeg. De ligger som øer af noget rart, nærmest eventyrligt: Ekspeditioner med den gamle natfærge til Aalborg og tværs over Jylland i morgengryet til byer med eksotiske navne som Pandrup, Løkken og Blokhus. Eller dage i forårssol i en skov ved Lumsås, mos mellem tæerne, duft af fyr og hybenroser og familien samlet under samme tag. Dette nummer af Ud & Se har vi dedikeret til ét emne: ferie. Endelig ferie! Ferie er fantastisk. Men det er også så meget andet. På de næste sider får du syv danskeres værste ferieoplevelser – du kan fx læse om digteren Henrik Nordbrandts kamp med en affaldscontainer og komiker Lars Hjortshøjs ret underholdende beskrivelse af en togtur gennem Europa, der absolut ikke gik som forventet. En anden oplevelse fra mit feriealbum: Jeg står som voksen (en slags) på en bjergskråning på Mallorca og råber ad min mand, mens børnene forskræmte ser på. Jeg vil på vandretur, og nu vil han hjem. Samtidig bliver vores syvårige ved med at forsvinde, for han vil finde et rigtigt bjerg at klatre op ad. For langt for min mand, for kedeligt for min søn – og slet ikke det, jeg havde forventet. Lige så skønt det kan være, lige så galt kan det gå, når et helt års opsparede forventninger tørner sammen. Vi viser i dette nummer ferien på godt og ondt – og du får derfor to forsider, der illustrerer de vidt forskellige sider af danskernes ferie. Vi ønsker dig god læselyst – og god ferie! STORE FORVENTNINGER Karen Gahrn, redaktør P.s. Har du en mening om vores blad, så skriv til mig på kaga@datagraf.dk
Download PDF fil