LARS HJORTSHØJ, 47 år, komiker MIN KONE OG JEG har et hus i Toscana. Vi plejer at køre derned, men en sommer for 10 år siden havde vi besluttet at tage biltoget, som kører fra Hamborg. Det var ret dyrt, men så fik vi en familiekupé og kunne tilbringe noget kvalitetstid med vores to børn, inden vi efter planen vågnede op i Italien næste morgen og kørte det sidste stykke. Min kone havde været inde på de tyske statsbaners hjemmeside. Hun røg af igen og igen, men pludselig bad den om betaling, og så hakkede hun bare til. Hun kom glædestrålende: ’Her er billetterne!’ Vi ruller til Hamborg, og jeg får kørt bilen op på de her ramper. Det er først på aftenen. Vi skal hen til vogn 21 og kan gå og kigge ind i de her familiekupeer: Der er fire senge redt op med dyner, det ser meget hyggeligt ud. Vi når frem til vogn 21. Det er én stor, åben togvogn med plads til 60 passagerer. Jeg tænker, at det må bero på en misforståelse. Men konduktøren fortæller os, at det er det, vi har købt. Vi er den eneste børnefamilie i kupeen, og som jeg husker det, er der heller ikke andre kvinder end min kone, resten er tyske langturschauffører, der allerede er en smule fulde, da vi forlader Hamborg. Der sidder jeg så med min familie. Jeg spørger en konduktør, hvordan det kan være, at det hedder en ’schlafwagen’. Han svarer, at det er, fordi man kan læne sæderne tilbage. Komforten består så i, at du kan læne det der sæde halvanden centimeter tilbage. Til gengæld har du så frit udsyn til lysstofrøret i loftet, som er tændt hele natten. De fulde tyske langturschauffører spiller kort og drikker øl. Der er på intet tidspunkt ro, og omkring klokken otte finder de simultant deres madpakker frem, så man bombarderes af en kvadrofoni af tysk pålæg fra alle sider. Da det endegyldigt går op for mig, at her skal jeg opholde mig de næste 10 timer, taler jeg ikke længere til min kone. Ud på aftenen bliver vores børn sultne, men vognen er separeret fra resten af toget, så vi har ikke adgang til spisevognen. Der er ikke engang en stewardesse, der kommer gennem toget og sælger en slatten sandwich. Det eneste, vi har med, er en f laske vand, og så er der en af børnene, der har en pude. Til gengæld har vi adgang til et toilet, som vi deler med resten af de nu meget fulde tyske chauffører, som slet ikke har styr på, hvor noget urin ender henne. Der står jeg med to små børn og prøver at børste tænder i en rap hørm af tysk truckerurin. Der er krise i familien. Min datter, som også kan have en smule hang til komfort, er rasende. Jeg sidder oprejst uden søvn hele natten. Om morgenen går det op for os, at vi heller ikke har billet til Italien, kun til München. Men i München er jeg simpelthen så lykkelig for at komme ud, at jeg bare f lår bilen ned fra den rampe. Min kone har aldrig været så tæt på at blive skilt, og jeg har aldrig haft så meget behov for ferie, som da vi nåede Toscana. KARL WILLIAM, 20 år, musiker JEG VAR 15 ÅR og på campingferie i Italien med min fa- milie. I naboteltet boede en f lok københavnske drenge og piger, der holdt fest hver aften. De var et par år ældre end mig og ret seje. De både drak og den slags, og en aften fik jeg lov af mine forældre til at være sammen med dem. Man kunne få sådan nogle enliters Carlsbergøl for én euro, og jeg ville gerne vise københavnerne, at jeg også var sej og både kunne drikke øl og ryge smøger. Det ene tog det andet, og jeg endte med at blive så fuld, at min 11-årige lillesøster måtte hente mig hjem til teltet. Jeg gik helt kold, men vågnede på et tidspunkt, fordi jeg skulle brække mig. I min brandert kunne jeg ikke få myggenettet i teltåbningen op, så jeg endte med at rive det fuldstændig i stykker, før jeg væltede ud til det nærmeste hegn. Her kunne jeg så stå i mine underbukser og storbrække mig foran de seje drenge og piger, der stadig holdt fest. Jeg tabte totalt ansigt og brugte de næste par dage på at gå og kigge ned i jorden. 14 Ud & Se Juli / August 2015
Download PDF fil