BOGTRENDS Af: Birgitte Bartholdy – Illustration: Jens-Andreas Dolberg Elkjær Boglæsere er ikke altid lige forudsigelige, heldigvis. Indimellem popper bogtrends op, der kommer bag på forlæggerne og kan blive kæmpestore i løbet af ingen tid. Her fortæller vi om aktuelle trends – og om de bogkøbere, der har skabt dem. Erotisk litteratur En verdensomspændende trend. Det er romaner om kærlighedsaffærer med mange forførende og detaljerede sexscener, hvor der ikke lægges skjul på noget som helst. Køberne er typisk kvinder i alle aldre og med alle slags baggrund, både dem, der stort set aldrig ellers læser, og dem, der normalt mest er til intellektuelle bøger. OVERRASKENDE BOGSUCCESER Minimalismetræningsbøger Vi har vidst i et stykke tid, at fokus på kosten ikke gør det alene. Vil vi holde os slanke, stærke og smidige, kræver det, at vi træner. I disse bøger argumenteres der for, at det ikke nødvendigvis giver mere at tilbringe mange timer i træningscentret, mindre og mere fokuseret træning kan gøre det. Køberne er mænd og kvinder i alle aldre, der går op i at vedligeholde sig selv. Young adult-romaner Er et kæmpe hit over hele verden. Det er ungdomsromaner om liv, død og kærlighed og om kampen mellem det onde og det gode. Egentlig er de skrevet til unge og teenagere, men er i flere tilfælde så gribende fortalt og stiller så mange eksistentielle spørgsmål, at de også tiltrækker et voksent publikum. Køberne er typisk teenagere af begge køn. Og overraskende mange voksne, der holder af intenst drama. Malebøger for voksne I løbet af kort tid er malebøger til voksne blevet en verdensomspændende succes. Psykologerne diskuterer stadig, om det at farvelægge detaljerede billeder har en helende effekt på sindet, men faktum er i hvert fald, at mange finder det afslappende. Køberne er voksne af begge køn, der har brug for at slappe af, dog med en overvægt af kvinder. Hæklebøger Indimellem kan der være hårdt brug for, at vi flytter opmærksomheden væk fra skærme af alle slags. Det mener trendforskere er årsagen til, at bøger om håndarbejde igen strømmer ud på markedet. Sidste år blev en bog med strikkeopskrifter på sweatre i nordiske mønstre et stort hit i både Danmark og Norge. Lige nu er ikke mindst bøger om hækling hotte. Køberne er mest kreative kvinder i alle aldre, der holder af at have hænderne beskæftiget. 6 ANNONCETILLÆG
Download PDF fil