Når jeg går i gang med filmen, så er det det, jeg er i. Og spørger du så de to derhjemme, vil de nok sige, at jeg ikke er særligt nærværende veste FC Barcelona – og i 1971 blev han topscorer. Som holdets dribler var Arne Dyrholm den, der ofte brød spillets linjer. Som åbnede nye rum. Som slog et sving, hvor andre ville have fortsat ligeud. Dribleren er ikke altid nem at passe ind i et prædefineret system, men dribleren er modig og tager ansvar ved at beholde bolden ved sine fødder i stedet for at skubbe den til en medspiller. Sideløbende med karrieren uddannede han sig til skolelærer ligesom sin hustru, Lisbeth, og sammen engagerede de sig i den 20 mand/kvinde store vokalgruppe Vocal Focal, som optrådte til halballer i 1970erne – Arne Dyrholm i nogle tilfælde iklædt en lilla vest med frynser over en bar mave. I november 2011 døde han efter f lere års kræftsygdom, men selv i dødsannoncen fandt man spor af engagement: ’I stedet for blomster kan man betænke Kræftens Bekæmpelse’, stod der. Annoncen var signeret af blandt andre Arne Dyrholms to døtre, Helle og Trine. – Det var forfærdeligt at miste min far. Han betød rigtig meget, og jeg ligner ham. Han var sportsmand og meget ambitiøs. Alt det, det kræver at være sportsmand – det målrettede og det passionerede – ser jeg i os begge. Og nogle gange også en tilsidesættelse af andre ting i livet, hvor man med rette kan stå udenfor og mene, at nu er vedkommende vist lidt endimensionel i sin lidenskab. En slags tunnelsyn, som kommer med passionen, siger Trine Dyrholm. Hendes tre år yngre lillesøster bakker op om den udlægning. Uden betænkningstid svarer Helle Dyrholm ’vores far’ på spørgsmålet om, hvem hendes storesøster ligner i familien. Og hun bruger ligeledes ordet ’passion’. Når der var fodboldkampe i fjernsynet, kunne han være umulig at komme i kontakt med, og meget fritid gik med at træne ungdomsholdene ude i B1913. Men også med at køre de to piger rundt til deres fritidssysler. De fik med egne ord ’lov til alt’, og de muligheder greb Trine Dyrholm, der har spillet, sunget og lavet små optrin, så længe hun kan huske. – Jeg er så tit blevet stillet spørgsmål som ’hvad var det, der gjorde det?’ Eller ’hvad var den første film, du så?’ Sådan hænger det ikke sammen med mig. Jeg kan ikke sige: ’Det var Katharine Hepburn, der inspirerede mig’. Det var en dyb fornemmelse indeni: At jeg skulle noget med skuespil. Som helt lille kom det til udtryk ved at synge i håndtagene på et sjippetov med min søster. Så stod vi i ens kjoler, som min mormor havde syet, og sang ’Kattejammerrock’ og ABBA. Det var ikke noget, vi blev spurgt om. Det var noget, vi bare ville, forklarer hun. FØLELSEN AF LÆNGSEL ER ET ANDET grundtræk. Længsel efter andre steder, andre tilstande. Som 11-årig skrev hun sangen ’Hjemmefra’ med linjerne: ’Det er skønt at være fri. Jeg kan gøre, hvad jeg vil woh-uh-woh’. Her i 2015 smiler hun ved erindringen om sangen og skifter fra at recitere teksten til at synge den: ’Mange siger, at livet er skønt, og jeg vil bare prøve det hele. Ud i verden, se mig omkring, fri mig fra min barneside’. – Det kan lyde absurd at sidde og skrive sange om friheden som 11-årig, når jeg nu havde den. Men det handler lige så meget om frihed i sig selv. Og det kan følge en hele livet. At man føler sig betinget af noget eller begrænset af noget, siger Trine Dyrholm. Udadtil så mulighederne ubegrænsede ud for hende. Som 12-årig var hun det ene af tre børn, som startede en børneredaktion på DRs P2. Hun skrev jingler og rejste landet rundt med en båndoptager for at lave indslag. Den unge reporter besøgte blandt andet fodboldlandsholdslejren i Vedbæk, inden spillerne rejste til VM i Mexico. Stjerner som Frank Arnesen og Michael Laudrup svarede beredvilligt på spørgsmål om deres første kys, deres første forelskelse og deres værste barnestreger. Den virkelig skelsættende tur gik imidlertid til Øst– og Vestberlin. – Det gjorde dybt indtryk på mig at se muren. Det var så fysisk. Det var slet ikke til at forstå for mig, at man havde trukket en mur gennem en by, siger hun. Hjemme igen skrev hun et radiodrama i fire afsnit om Anne Frank og en sang med linjerne: ’Hvorfor øst, hvorfor vest, hvem er bedst?’ Med tilbage havde hun desuden seneste skrig fra modeverdenen: de posede berberbukser. Samme type bukser, som hun krævede at bære, da hun året efter optrådte ved Melodi Grand Prix. – Jeg havde tidligt en følelse af, at jeg ville finde min egen vej midt i alt det her. Da jeg skulle ud at spille med Melodi Grand Prix, ville jeg eksempelvis ikke stå og synge playback på en blokvogn, men jeg ville gerne stå og spille på en blokvogn med et band. Jeg har aldrig tænkt, at der var et skel mellem, at noget var høj– og lavkulturelt. Jeg har bare SOM 18-ÅRIG FIK tænkt, at jeg skulle finde min plads i det. Farve TRINE DYRHOLM det på min måde. SIN FØRSTE BODIL Så langt, så selvsikkert. Men når hun betragter FOR HOVEDROLLEN I ’SPRINGFLOD’. I ALT sig selv som menneske dengang, ser hun en helt HAR HUN VUNDET FEM anden end den, hun ser i dag. I en video fra gymBODILPRISER OG SEKS nasietiden bliver hun interviewet i forbindelse ROBERTPRISER med en opsætning af ’Skatteøen’. Her sidder en teenager med et fjernt, drømmende blik og en luftig fynsk accent. – Jeg var bar’ helt heropp’, ik’ å, parodierer hun sig selv. Dårligt havde hun forladt Fyn, før hun som 19-årig nyslået skuespillerelev på Statens Teaterskole blev gjort opmærksom på, at hun da nok havde talent, men i det store hele svævede noget rundt. – Vi havde en lærer, som bad os om at stille os op og sende energi ud i rummet. Så gik han rundt og kiggede og mærkede. Ved mig satte han sig på hug og kiggede ned og sagde: ’Du sender overhovedet ikke med fødderne’. Jeg grinede lidt ad det. Senere har jeg fundet ud af, at han havde ret. AT KOGE ET ÆG FOREKOM FULDSTÆNDIG uoverskueligt. Fik det for lidt eller for meget, måtte hun være et dårligt menneske. For hvad betød det, November 2015 Ud & Se 15
Download PDF fil