ro m e r s L i V i b i L L e d e r ko m m e n T e r e T a F H a m s e LV: 1979. 10 kvadratmeter beton i urbanplanen, som blev forvandlet til et orientalsk telt med himmelseng og gipstorso og bøger, hvor jeg kunne lege digter. mor er på besøg. 1965. på besøg i den gamle verden hos mormor med butterfly og jakkesæt med våbenskjold. en meget lille voksen, der keder sig ihjel. 2005. bryllup med andrea: det tog over 40 år at finde kærligheden, men den var værd at vente på, og livet begyndte at gå fremad. mig. Jeg havde jo i den grad skuffet dem. det havde ikke været med min gode vilje, jeg havde bare ikke haft de mentale handlingsredskaber til at begå mig. dem fik han nu og indså, at hans krøllede hjerne kunne bruges i en reklamebranche, der dengang levede højt på grænseløse personligheder. – det første, jeg skulle lave, var en annonce for kontorforsyning, som jeg jo intet vidste om. så jeg svarede, at hvis jeg lige fik nogle dage, så skulle jeg nok komme op med noget. men den skulle være færdig nu på stedet og måtte kun fylde et par linjer. drevet af angst drejede jeg en overskrift sammen, som havde den ønskede effekt – konsulenten jublede, og det gjorde kunden også. der skete det fantastiske, at jeg pludselig kunne bruge mit sprog og mine sætningskonstruktioner til noget, og at jeg skulle arbejde med en deadline. Alt det akademiske skulle jeg bare pakke væk, det gad de slet ikke høre på. og så kunne jeg ellers feste – jeg er en festabe – og det passede fint ind i reklamebranchen, der dengang var en lang fest med sprit og stoffer i lange baner. han lærte at formulere sig kortfattet, formidle sensationelt og færdes i en professionel virkelighed. og det gav bonus. op gennem de glade 1990ere rullede store summer ind på hans lønkonto, han avancerede til øverste konceptudvikler, fik kunder som B&o og Bodum og stod blandt andet bag Bodum-sloganet, der gik verden rundt: ’Give up bad coffee for good’. han modtog reklamepriser som tavse monumenter over, at nutiden skaffede ham større succeser end den tyske dannelseskultur, han var rundet af. For reklamebranchen gjorde ham endelig synlig og virkelig – selv på filmlærredet, da Lars von trier i 1998 ringede og tilbød ham rollen som reklamemanden Axel i dogmefilmen ’Idioterne’. men snart rindede reklamefesten også ud. da han så sig selv gå iført verdens dyreste sko i sneen til en stort anlagt millenniumnytårsfest i reykjavik sammen med den franske skuespillerinde Catherine deneuve, der sagde ’I think it’s gonna be the millennium of love’, vidste han, at hans tid som ’pianist på bordellet’ var ovre. – 1990erne var forbi, og så kom krisen. Jeg tog alt for mange stoffer, og min lejlighed var stadig en stor bunke af rod og snavs. Jeg havde købt 18 Ud & Se Februar 2015 Berlutisko for at forsøge at kompensere for alt det, der ikke var blevet til noget. det kunne jeg selvfølgelig ikke. Kort efter brast alting sammen igen. efter en kort afstikker til reklamebureauerne Propaganda og emerge i slutningen af 1990erne fik han en fyreseddel – og blev smidt ud af sin lejlighed, fordi det blev opdaget, at de skadedyr, der hærgede i ejendommen, stammede fra hans lejlighed. – og så skrev jeg en lang artikel om, hvordan jeg og reklamebureauet havde snydt Bodum for 80 millioner kroner i efTeR mange en dårlig kampagne. det var første gang, en af åRs indsaTs fiK mine artikler blev trykt – og jeg kunne høre RomeR en sTamplads på alle døre smække bag mig, siger han. Toldbod bodega – og siT navn på væggen – Jeg skrev nok artiklen, fordi jeg er nødt til at skubbe glasset helt ud over kanten, miste alt, for at komme videre. Jeg skal turde lade den, jeg var, dø for at blive en anden. dengang besluttede jeg mig for at drikke mig ihjel. For jeg havde intet tilbage. Jeg var 40 år, havde intet job, mine forældre var gamle, jeg havde ingen kone, ingen børn, og jeg havde aldrig udgivet noget. Wien TRædeR ind ad døRen det er så her, Knud romers livshistorie, ’romanen’, har sit point of no return. vendepunktet. For det var, da alt håb var ude, at violinisten Andrea rebekka Alsted trådte ind ad døren på den bar, hvor han var i gang med at drikke sig ihjel. det er i dag 14 år siden, og med sig bragte den klassisk uddannede violinist ham Wien, dannelseskulturen og virkelighedens drømme om et familieliv. hun blev med tiden den bro, der endelig fik hans verdener til at mødes og leve side om side. derfor kalder han hende sin frelsende engel. en skrap én af slagsen, fordi hun repræsenterer den normalitet, der får hverdagen og virkeligheden til at fungere. men han lever hellere end gerne med skænderierne og kompromiserne, der udgør en fast bestanddel af deres samliv. For hun samlede ham i bogstaveligste forstand op fra dyndet, smed hans coke ud, fortyndede hans drinks, slettede hans ’dårlige selskab’ fra mobilen og hjalp ham med at pakke barndommens splittelse sammen fra
Download PDF fil