En dag var Christian Hansfort og en anden fra enheden på vagt i en landsby i den varme afghanske ørken. Pludselig så de i ruinerne af en bombet afghansk gård en lille pige, som kravlede rundt i murbrokkerne med et spædbarn på armen. − Hun havde lagt et tæppe over nogle murbrokker, og da vi løfter tæppet, står der et par fem-seksårige drengeben. Resten af kroppen var væk, fortæller Christian Hansfort. Det viser sig, at hele pigens familie var blevet dræbt af den bombe, som Natof ly havde smidt for at få ram på nogle Talebankrigere. Nu lå pigens familie gemt i murbrokkerne. 50 Ud & Se Juni 2014 − Det er det værste. Collateral damage, når uskyldige civile bliver dræbt, fortæller Christian Hansfort. Den sødlige lugt af lig, der har ligget i solopvarmet sand og beton, skal senere vise sig at være den faktor, som udløser Christian Hansforts posttraumatiske stress (PTSD) og fører til, at håret og skægget i dag vokser sig længere og længere væk fra hans egen selvforståelse. I 2010, tre år efter episoden i ørkenen, var Christian Hansfort af sted igen. Denne gang var han med hold ni i Helmand, og det var under den udsendelse, at Danmark havde f lest sårede soldater på grund af vejsidebomber. Og det var også på hold 9, at den første danske kvindelige soldat blev dræbt. På grund af de mange sårede oplevede Christian Hansfort, at alle fra militærpolitiet var pressede. Ud over almindelig patruljering skulle de sørge for at efterforske, dokumentere og afrapportere de mange tilskadekomne. − De sårede kom i bunker. Det var lige fra afghanske politibetjente, der havde skudt sig selv i armen, soldater, der var blevet ramt af vejsidebomber, til børn, der var blevet ofre for en gaseksplosion, husker Christian Hansfort.
Download PDF fil