ANNONCE D en der vil lægge billet ind på Carlsbergs Æresbolig i Valby, 850 kvadratmeter med fuld kælder og park, gratis og på livstid, kan med fordel begynde med at skaffe sig Nobelprisen i fysik. Det har Andrea Fink gjort i en tidlig alder, og derfor har hun kunnet overtage huset efter Niels Bohr engang i 60’erne og bo her i halvtreds år. Nu gør hun sig klar til at forlade det. Hun er ved at dø. De fleste nærmer sig døden modstræbende, rent personligt kommer jeg til at nærme mig den skrigende og fægtende med armene. Andrea Fink bevæger sig hen imod den som en operadiva til en afskedskoncert. Det bliver en velgørenhedsforestilling, hun har givet alt væk. Salen jeg træder ind i, er fuldstændig nøgen bortset fra hendes hospitalsseng. Alt hvad der er tilbage på væggene, er cremefarvede felter hvor malerierne har hængt. Ikke engang en stol er der blevet tilbage. Jeg går frem til sengen og læner mig op ad min krykke. Hendes synsfelt er snævret ind, først da jeg er helt tæt på, ser hun mig. – Susan, siger hun. – Hvad vil du gøre for at få dine børn tilbage? – Alt. – Det kommer du også til. Hun åbner den gennemsigtige hånd der hviler på dynen, jeg lægger min håndflade mod hendes. Hun har altid villet røre ved den hun taler med. – Du er tynd. Jeg kan mærke hendes medfølelse rent fysisk. Bohr sagde om hende at hun var den eneste berømthed han havde mødt, som berømmelsen ikke havde korrumperet. – Dysenteri. Men jeg er under behandling. Noget trykkes mod mine baglår, en stol er alligevel tryllet frem af tomheden, tryllekunstneren bevæger sig væk fra mig i en halvcirkel så han kommer i dækning bag sengen. Han er en lille og elegant mand med en stærk tro. Det han tror på, er betydningen af at have den bedst mulige skrædder og det stærkest mulige statsapparat. Hans navn er Thorkild Hegn, og han har angiveligt været departementschef i Justitsministeriet. Det er anden gang han og jeg træffer hinanden. Første gang er to uger tidligere, i Tula-fængslet i Manipur, på grænsen ind til Burma, i det de kalder besøgsrummet, en vinduesløs gravhvælving af beton. Det første der slår mig da de sætter mig overfor ham, er at her har vi en mand der har sat termodynamikkens anden hovedsætning ud af kraft. I en by og et rum hvor alt og alle sveder, også betonen, er han sval og veltilpas i hvid skjorte, jakke og slips. – Jeg kommer fra den danske ambassade. Selvfølgelig kommer han ikke fra ambassaden. Hans teint er hvid og sart, han kommer direkte fra Danmark. – Hvor er mine børn? – Din søn er tilbageholdt i Almoeda, en lille grænseby op mod Nepal. Sigtet for forsøg på udsmugling af antikviteter. Din datter er tilsyneladende løbet bort med en præst ved Kalitemplet i Kolkata. Vi ser på hinanden. Tvillingerne er seksten år gamle. – Din mand . – Ham vil jeg ikke høre om. Han lægger et eller andet på bordet mellem os. På grund af synsforstyrrelserne kan jeg først ikke se hvad det er. Så toner Time frem. Bladet har fire mennesker på forsiden. En mand sidder ved et koncertflygel op ad hvilket to børn med hver sin violin læner sig. Med hånden på mandens skulder står en kvinde hvem hensynsløse mennesker har overtalt til at iføre sig akademisk kappe og doktorhat. Børnene er lyslokkede og blåøjede og ser ud som om de vinder alles hjerter og om et øjeblik vil modtage legater til ophold ved udlandets bedste konservatorier. Manden har sjælfulde og sørgmodige øjne og et lille smil der fortæller at det der tynger sjælen, i hvert fald ikke er et lavt selvværd. Teksten under billedet er The Great Danish Family. Børnene med violinerne er mine børn. Kvinden med doktorhatten er mig. Manden ved klaveret er Laban Svendsen, min mand. Det er min egen familie jeg prøver at holde i fokus. – Din mand er rejst til Goa med en maharajas datter. På sytten år. Og hele den sydindiske mafia efter sig. Hvordan er komforten på dette sted? – Upåklagelig. Vi er tredive kvinder på 15 kvadratmeter. Et pedallokum i hjørnet. En tønde med regnvand og en skål ris til deling om dagen. Slagsmål med barberblade hver nat. Tre uger uden at se en advokat. Den sidste uge har jeg tisset blod. – Vi kan skaffe dig medicin. Få pigen taget i forvaring. Vi arbejder på at få drengen løsladt. Måske kan vi finde din mand inden mafiaen. Vi håber på at kunne have jer alle tilbage i Danmark om en uge. Han taler om at udføre vediske mirakler. Om at ophæve det rådende kaos i indisk retspraksis. Omgå udleveringsaftalerne, finde et menneske der er forsvundet i det indiske verdenshav. Og alligevel er det spørgsmål der falder én ind, ikke om han kan gøre det, men hvorfor han vil. Den svindende del af den danske befolkning der endnu ikke selv har siddet inde, tror at fængsler må være stille steder, knuget af anger og selvransagelse. Denne teori er fejlagtig. Fængsler larmer som rovdyrbure ved fodringstid. Men i besøgsrummet er væggene massive, de standser de højfrekvente svingninger. Herinde er støjen mere en vibration end en lyd. I denne relative stilhed skulle han have rejst sig og være gået. Det gør han ikke. Noget han ikke ved hvad er, holder ham fast. – Du er sigtet for drabsforsøg med de bare hænder. Mod en mand som efter politirapporten at dømme er en meter og halvfems høj og atletisk som en græsk helt. Hvordan hænger det sammen? Hans undren er der ikke noget mærkeligt i. Jeg er selv forbavset. Hvis det skulle lykkes mig at genvinde hvad de sidste måneder har kostet, skal jeg stadig være taknemmelig hvis jeg når op på den gode side af 55 kilo. Glidningen består i at han ikke kan skjule sin nysgerrighed. – Kasinoet har sagt til politiet at du prøvede at købe jetoner ved at love dem hans organer. – Det var min spøg. – Sådan opfattede kasinoet det ikke. Heller ikke manden. I det øjeblik går det op for ham at han er ved at miste grebet. At han er ved at give mig et glimt af sig selv. Et kort øjeblik går chokket ved hos sig selv at møde en ukendt svaghed hen over hans ansigt. Så rejser han sig. Er du klar til et nyt kapitel? Ny magisk roman af Peter Høeg – Køb den i butikkerne nu ROSINANTE Følg os på Facebook
Download PDF fil