KANOMANDEN Navn: Mikkel Jungersen Alder: 41 år Profession: Videnskabelig rådgiver hos biotekfirmaet Chr. Hansen Med i Eventyrernes Klub siden 2001 HVORFOR TAGER DU PÅ EVENTYR? – Kimen blev lagt i mine unge år, hvor jeg sammen med min storebror tog på ekspeditioner i Paradisbakkerne på Bornholm. Den lyst til at tage ud og opdage har hængt ved. HAR DU NOGENSINDE VÆRET I FARE? – På min første tur i Nordcanada i 1992 var vi to fyre på 20 år, der blev sat af ude i ødemarken. Efter en uge mistede vi kanoen i en fos. Om natten rev den sig løs, og vi løb efter kanoen fra klokken et til fire om natten i vores vandrestøvler. Da vi fik fat i den, havde vi mistet nødradioen, begge vores jagtgeværer – som var vores bjørnebeskyttelse – vi havde mistet vores teltstænger og halvdelen af maden. Det var planlagt til at være en tomånederstur, nu havde vi kun mad til en måned. Da vi løb tør for mad, slog vi gæs ned med padlerne for at få lidt kød. Vi sejlede ned ad floden og fandt en pelsjægerhytte, hvor der boede to biologer, der havde en nødradio. HVAD ER DET VILDESTE, DU HAR OPLEVET? – Jeg blev engang angrebet af en grizzlybjørn ude på en sø. Vi var padlet lidt for tæt på for at tage et billede, og så angreb den. Den kom svømmende over mod os, brølende og med kløerne fremme. Vi reagerede hurtigt og padlede væk. Vi kunne padle hurtigere, end bjørnen kunne svømme. HVAD ER DIN STØRSTE BEDRIFT? – Da vi opdagede en stor og hidtil ukendt eskimoboplads nær Ishavet. Den er senere blevet undersøgt af amerikanske arkæologer. Juni 2013 Ud & Se 39
Download PDF fil