Det er som regel noget større end én selv; ensomhed, længsel, smerte. følelse, bevægelsen mod noget. teksterne er altid kommet, fordi der er sket noget, så jeg var nødt til at skrive sangen, enten hos mig selv eller hos nogle af mine nærmeste. noget, jeg oplever, nå, ja, i et tog, hvor man ser en karakter. hvor jeg tænker: ’det der liv, der kommer ind, det har jeg allerede set, hvor det kom fra, og hvor det skal hen, fordi jeg selv har den dimension i mig’. det er som regel noget større end én selv; ensomhed, længsel, smerte. – På et tidspunkt begynder tingene at skride. skriver man sange, fordi man er følsom selv, eller er det omvendt? det er en underlig proces, hvor skellet mellem at være et menneske, der lever et liv, og et menneske, der skriver nogle sange, sådan set ikke er der. det ville være det samme, som hvis jeg holdt op med at spise. hvor fedt er dét? jeg gør det bare, fordi jeg skal. sangene er det, jeg kan, og det er sådan, jeg forstår mig selv og mit ophold her på jorden, som en, der skal skrive sange. jeg må have en forestilling om et mål med det, jeg laver. Det er samfundets skyld Du har brugt ironien meget. Hvorfor? – jeg kan godt lide nuancerne. min drivkraft er tvivlen, og derfor kan man ikke finde håndfaste holdninger og metoder hos mig, men man kan få den tvivl, som er nødvendig, for at man selv finder nogle holdninger. jeg synes, det jeg gør, er at undersøge. jeg prøver også at perspektivere, at lade tiden strømme igennem det, jeg skriver og lægge det frem, sådan som jeg ser det. det er lige præcis det, jeg gerne vil have, når jeg selv hører musik eller beskæftiger mig med andre kunstarter: jeg vil meget nødigt have, at nogen mener noget på mine vegne. jeg har aldrig set ironien som et forsøg på at glide af, men en mulighed for at beskæftige sig med nogle store spørgsmål som liv og død og kærlighed. ironien brugt rigtigt, med kærlighed over for det, ironien kan, åbner og perspektiverer mere, end den træder i baggrunden og vælger ikke at deltage. mine tekster er hjerteblod. dermed ikke sagt, at det er stor kunst, men det er liv og død hele vejen. Det var teksterne. Hvad med den ironiserende Steffen Brandt, der har optrådt i medierne? – ironien er jo beslægtet med humor og lysten til hele tiden, i et hvert møde med andre mennesker, at bidrage med noget levende. hvis der er mulighed for at tviste en situation, ikke for enhver pris, men så der kommer noget andet ud af den, kan jeg ikke lade være. det kan være en svaghed, men jeg kan nu godt lide det anarkistiske element i tilværelsen. at ophæve den der formaliserede tilgang til et tv-interview. det beriger enhver hverdag, hvis bare der kommer en lille smule humor ind. det gennemstrømmer mig hele tiden som en lyst til ganske enkelt at forhøje underholdningsværdien ved at være til stede. det er sindssygt vigtigt for mig, at de der sidder derude skal have et godt grin eller noget at tænke over og gerne begge dele. i ethvert spil er der nødt til at være sådan nogle typer, ellers bliver det bare for kedeligt. Så ironien er en invitation? – hvis du kommunikerer, og hvis du har en eller anden grad af offentligt liv, så må du også bidrage til festen ved at prøve at kaste din egen tvivl og dine egne overvejelser ind i kampen. Læg dem frem, og så kan man sidde derude, når man læser ud & se, og tænke: ’hold da kæft, mener han det?’ eller: ’det kender jeg godt’. Har man så også en pligt, når man har stillet sig op på den scene og har folks opmærksomhed, til at fortælle dem, hvem Steffen Brandt er? 5 – det kan ikke være tydeligere. det vil heller ikke kræve en psyF e b r u a r 2 0 11 Ud & Se 27 gaard, er kvinden bag coveret. hun har skabt tV-2s visuelle udtryk gennem årene og danner stadig par med steffen brandt. den moderne, selvhjulpne, rigtige mand har selv dækket op i studiet med frugt, småkager og danskvand. han har endda tændt stearinlys og afslører, at han drikker alt for meget kaffe. til gengæld stoppede han med at ryge, da han var 40 år. ’er det sÅ længe siden?’ udbryder jeg spontant, for der står et fastfrosset billede af blå røg og sort læderjakke i min bevidsthed. jeg forsøger håbløst at spole fornærmelsen og tiden tilbage. det er ikke nødvendigt. steffen brandt griner, det gør han ofte, og siger, at han for resten kan være ret nærtagende. hans største styrke er ifølge ham selv, at han er god til at vise tillid. den største svaghed er omvendt, hvis tilliden svigtes. han siger også, at han stadig næsten er for god til at feste, og at han ikke har planer om at gå på efterløn, her kort før tV-2 udgiver sit 17. album, ’showtime’. – hvis man ikke kan mærke, at det her kan gå helt vildt galt, skal man ikke lave det. hvis man går hele vejen til stregen og lægger noget ud, som er liv og død for én, så kan du møde nogen, der ikke kan lide det, men du bliver ikke en parodi. det skal have kostet al den tvivl og den uro, som der overhovedet findes i hele verden. uro er godt, den er fremtiden, siger han glad. Er der noget, der ændrer sig med alderen? – jeg synes, tingene samler sig, og ens erfaringer begynder at give mening, og at kræve, at man finder en retning. du kan ikke længere undskylde dig med, at ’hov, det vidste jeg ikke’. du har fået en sum af oplevet liv og levet liv, som du ganske enkelt er forpligtet til at bruge ordentligt i den måde, du disponerer tilværelsen og din kunst på, og det synes jeg egentligt er fair nok. men jeg synes godt, den indsigt og erkendelse kunne være kommet for 10 år siden. jeg er en langsom starter. Er det dig selv, der optræder i dine tekster? – nej, ikke direkte. man er nødt til at have en kunstnerisk bearbejdelse indover, for at det skal give mening for andre. men kampen, jeg beskriver i sangene, har altid været til stede i mig. jeg har haft den
Download PDF fil