haven, vennerne, tennis, golf, rejserne, og børnene selvfølgelig, selv om sofie lige er flyttet ud, den tredje, den sidste, de har penge nok, de er raske, de har det godt i hinandens selskab, de taler sammen, ja, de taler faktisk sammen, det er det vist langtfra alle, der gør, efter så mange års ægteskab, de taler om deres arbejde, fag, fremskridt, kurser, og om børnene naturligvis, men også om politik, de har altid været enige, er af og til uenige i detaljen, aldrig om de store linjer, og om bøger, de læser begge to, helst biografier, og ser faktaudsendelser i fjernsynet. De læser de samme bøger, de ser fjernsyn sammen, de er trygge ved hinanden, de passer sammen. Carsten og Andrea kuhlau. Han tog hendes navn, det blev hun glad for. Det var en gestus fra hans side, en markering af, at de hørte sammen, selv om hans eget selvfølgelig også bare var nielsen, dengang de mødtes, i tisvildeleje. Han ligner sig selv fra dengang, fra den dag på stranden, han er mørk som hun selv, altid lidt solbrændt, de er et smukt par, det har folk altid sagt, der bliver kigget, de holder sig godt. Han gør. Hun gør. Det gør hun jo. Hun havde navnet, hun havde en arv, men han havde retningen, og de har hinanden. De har hinanden, de har været igennem meget, de er trygge i hinandens selskab, det har de været i mange år, og hvorfor skulle det ikke blive ved? ingenting er forandret. Han har altid været forekommende over for patienterne, deres sexliv har aldrig været vildt, eller ofte, han har altid været blid, imødekommende, interesseret i andre, både privat og professionelt. Han er ikke anderledes over for hende, end han altid har været. De spiller stadig tennis hver fredag, spiser frokost med Jens og Charlotte, elsker omtrent hver anden lørdag, han strejfer stadig ømt hendes kind med en finger og smiler. Han ser hende ofte i øjnene. Hans blik viger ikke. Det er ikke ham, der er forandret. Det er hende. Hun afslutter sin patient i en fart og smutter ud i venteværelset for at se, hvem hans næste patient er. Jeg, ved skranken, ny patient og netop i færd med at udfylde det indledende skema med oplysninger til journalen – journalist, 46, kvik i pæren, fiks i tøjet, smerter over lænden – løfter blikket og møder hendes. Der er ikke noget at tage fejl af. ❧ Camilla Christensen (1957) debuterede som digter i 1985 og har siden da udgivet en række digtsamlinger, herunder ‘Stakkels bobcat’, 2000. I foto p. w e s s e l Lars Vegas Nielsen (1968) Uddannet på Designskolen i Kolding 1991-96 og har siden arbejdet som freelanceillustrator til aviser, blade og bøger. Bor og arbejder hjemme på Fyn. 1993 debuterede hun som romanforfatter og i 1996 som novelleforfatter. Christensens sprog er ofte det talenære, der virker sammen med et klart formgreb og et højt tempo; man bliver hurtigt sendt videre i sætningerne. Hun har blik for de knap så tydelige personer, fænomener og steder. I september i år udgav hun en ny digtsamling, ‘Fugl eller fisk’ (aa). Når kun det sundeste er godt nok! (%,4+/ WWWNATURLIFOODSDK NATURLI’ !,4%2.!4)64),+/-,+ 6%'%4!"),3+ s-LKEFRI s+OLESTEROLFRI s-EDOMEGAOG .ATURLInGODTFORDIGOGDINE .!452,)nDITBIDRAGTIL GLOBALANSVARLIGHED s-ADTILmERE s-INDREVANDFORBRUG s-INDRE#/FORURENING 0LANTENSPIREFORFREMTIDEN Art-ét . !4 5 2 , ) | s 6 % ' % 4! " ) , 3 + s + / , % 3 4 % 2 / , & 2 ) 56 Ud & Se o k t o b e r 2 0 0 9 Annonce_Layout_aug09.indd 1 8/10/09 3:42 PM
Download PDF fil