Side 34
BEDST // VÆRST Ud & Se bringer en række interview med kendte danskere, der fortæller om at kysse himlen og skrabe bunden. Jeg får bare den der hæslige fornemmelse i maven Fysiker og musiker Johan Olsen fra Magtens Korridorer bruger sine to forskellige fag til at flygte fra uretfærdighed og lidelse OM JOHAN Født 1969, opvokset i Storkøbenhavn. Uddannet biolog på Københavns Universitet i 1996, ph.d. i proteinkrystalografi fra samme sted i 2000. Har siden været underviser på universitetets Institut for Molekylær Biologi og Fysiologi. Forsanger i bandet Magtens Korridorer fra 1995. Havde i 1997 et hit med sangen ’Hestevisen’, kendingsmelodien i radioprogrammet ‘Tæskeholdet’ på P3. Årets nye danske navn ved Danish Music Awards 2006. Første album med Magtens Korridorer var ‘Friværdi’ fra 2005, der indeholdt numre som ‘Lorteparforhold’ og ‘Picnic’. Johan Olsen er gift med Trein. Sammen har de to børn, Julius på fem år og Osvald på 10 år. Som forsker er jeg med til at finde frem til sammenhænge, som man aldrig har set før. Det sker godt nok virkelig sjældent, fordi det er meget hårdt og langsommeligt arbejde, før man når til det punkt. Selve forståelsesøjeblikket giver ikke nødvendigvis den store eksplosion af glæde. Det er mere skabelsen, der rykker i én. Men jeg husker det øjeblik, hvor jeg fik det store gennembrud i min forskning. Jeg var i gang med min ph.d., i proteinkrystalografi, hvor målet var at forstå strukturen bag et fedtsyresynteseprotein. Jeg havde længe studeret proteinet, men uden helt at forstå. Jeg sad på mit kontor på H.C. Ørsted Instituttet. Jeg stirrede ind i computerskærmen med fedtsyrens tredimensionale struktur foran mig. Jeg havde gloet på den i timevis, og jeg tænkte, og jeg tænkte, og jeg tænkte. Til sidst må jeg have holdt op med at tænke og i stedet være blevet en del af strukturen. Det var, som om intet andet fandtes i hele verden end den struktur. Og lige pludselig forstod jeg. Jeg gik væk fra skærmbilledet, greb et stykke kridt og begyndte at skrible på tavlen. Bang, så var den der. Nu kunne jeg sætte ord på det, jeg så. Det kunne jeg ikke før. Og strukturen var bare super, super sej. Og smuk. Og alligevel uforståelig. Jeg er overbevist om, at vi aldrig vil forstå livets opståen. Det er alt for komplekst. Livet er en tilfældig samling af molekyler, som på et tidspunkt har opnået en eller anden konstellation, hvor de fandt ud af at dele sig, vokse og mutere. Alt andet er lappeløsninger, der ender i et kaos af systemer. Men det virker jo. Ligesom mennesker virker i en kaotisk verden. Uanset hvor meget man forsøger at flygte fra den. „ Jeg gør ellers, hvad jeg kan for at flygte fra den verden, der præsenterer sig for os i aviser, på tv og internettet. Jeg vil ikke høre om den. Og slet ikke se den. Andre mennesker kan høre om krig, mord, ulykker og magtmisbrug uden at reagere, men hos mig hænger følelserne bare mere uden på tøjet. Jeg kan i hvert fald ikke kapere virkeligheden uden at reagere. Jeg får bare den der hæslige fornemmelse i maven, og det skriger og flår inde i mig. Der er en vis kunst i at flygte fra den virkelighed, men jeg er blevet mester i det. En gang i mellem støder jeg dog uforvarende på ormehuller, der lukker den politiske malstrøm af sensationer og spin ind i min verden. Jeg husker især en episode, hvor jeg blev konfronteret med den etablerede virkelighed på et sted, hvor jeg mindst ventede den. Det var på Roskilde Festival for nogle år siden. Festivaler er for mig den ultimative eskapisme. En hovedet-under-armen-virkelighedsflugt, som jeg nyder fuldt ud. Jeg husker, hvordan jeg lallede rundt og havde det skønt. Tilfældigt ser jeg en avis ligge på jorden, inde mellem teltene. Med en eller anden hæslig dommedagsoverskrift. Og reaktionen var ikke til at tage fejl af. Jeg fik det fysisk dårligt. Jeg havde fornemmelsen af at blive svimmel og skulle kaste op. Jeg forstod ikke, hvorfor man skulle have lyst til at lukke noget af den virkelighed ind i mit fristed. Man må forstå, at jeg flygter fra virkeligheden for ikke at gøre vold på mig selv, og musikken og forskningen er to rum, hvor jeg kan ånde. “ 34 Ud & Se September 2006 TEKST ANNA PRAI FOTO TUALA HJARNØ
Side 35
‘Det er jer, der er for meget, det er jer, der er til grin. Det er verden, der er speget, folk er nogle svin.’ Omkvædet fra sangen ‘Folk er nogle svin’ vidner om en god portion social indignation hos Johan Olsen og Magtens Korridorer.
