Side 20
Der er ikke noget mere motiverende end at høre sin modstander tale. – Mennesker, som er autoritære, antidemokratiske og voldelige, dem foragter jeg, siger Morten Messerschmidt. – Jeg havde i hvert fald interesser, der var markant anderledes end de andre. Men jeg følte mig ikke udstødt. Jeg fungerede sådan set sammen med klassen socialt og både i fritiden og i skolen fuldstændig uproblematisk. Jeg havde bare nogle interesser, de ikke delte. Men jeg er sgu ligeglad med, hvad folk mener, for jeg er overbevist om, at jeg har ret. Så det må de selv rode med. Har du aldrig været i tvivl om noget? – Jojoda. Selvfølgelig kan man være i tvivl, hvis man ikke kan løse en algebraligning. Men når jeg kommer frem til en konklusion, så skal der meget til at overbevise mig om, at jeg tager fejl. Har du taget fejl politisk? Her kommer interviewets længste tænkepause. Kun afbrudt af et tja. For når Morten Messerschmidt én gang har sat sig ned for at gruble over livets forhold og derpå truffet en beslutning, så viger han stort set ikke fra den. I hvert fald ikke inden for det politiske, og hans syn på verden kan virke temmelig skråsikkert. På spørgsmålet om, hvilken chokolade han bedst kan lide, svarer han lige så kategorisk: Hvid eller mørk. – Det, jeg mener i dag, mente jeg også for 10 år siden. Men i privatsfæren helt op i gymnasietiden betragtede jeg det modsatte køn som noget tidsspilde. Det gør jeg ikke længere. Det betyder ikke, at han har taget stilling til alt i livet. SEbeskatningen nævner han selv som et eksempel på noget, han endnu ikke har en mening om. At være dansk Jeg har hørt dig bruge ordet ’fremmed’. Hvornår er man ikke fremmed i Danmark? – Det forsøger jeg egentlig også at vænne mig af med. Jeg mener ikke, at Danmark har et udlændingeproblem. Vi har problemer med muslimerne. Det handler om, hvad man føler sig. Hvis man føler, at man hører til i Danmark og føler sig som en del af den danske tradition, så er man også dansk i rent kulturel forstand. Men mange af dem, man oplever i Gellerupparken eller Vollsmose, de vil typisk sige, at de ikke føler sig som danskere, men som pakistanere eller iranere. Hvordan ved du det, når du ikke har snakket med dem? – Det ved man da, du kan jo høre, hvad de påberåber sig. Og for eksempel på debatmøderne, så kommer de jo og siger ’Jeg føler mig som iraner og palæstinenser.’ Men der vil jo også være mange, som vil sige ‘Jeg føler mig både som palæstinenser og som dansker’? – Ja, men det, synes jeg, er problematisk, når man har at 5 5
