Side 2

FORORD I denne folder sætter vi fokus på de specielle forhold, du skal være opmærksom på som avler af sædekorn. De efterfølgende sider viser et udsnit af de krav, Landbrugsstyrelsen stiller, samt DLG’s generelle anbefalinger til bl.a. høst og opbevaring for en vellykket avl af kvalitetssåsæd. Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget, hvad enten det drejer sig om fremavlskontrakten, spørgsmål til avlen, mens den står på marken eller andet, er du altid velkommen til at kontakte DLG’s Agroteam. Telefonnumre finder du på bagsiden af denne folder.

Side 3

GENERELLE OPLYSNINGER TEGNING AF FREMAVL Allerede når du tegner aftale om fremavlen, er det vigtigt at være opmærksom på avlskontrolnormerne, der fremgår af de følgende sider. Avlskontrolnormerne angiver afstandskrav til andre marker med samme art, men hvor sorten er en anden, krav til forfrugt, krav til forekomst i marken af anden sort og anden art. Du skal være opmærksom på, at kravene kan være afhængig af høstkategorien for din fremavl. For vintersæd er det muligt at opnå et tillæg for kornfri forfrugt. Det kræver, at alle markerne, med fremavl af den pågældende sort, har kornfri forfrugt. Hvis du har fremavl af rug, triticale, hybrider, hestebønner eller lupiner, så skal du være særligt opmærksom på afstandskravene. Det kan være nødvendigt at tale med andre landmænd i området for at sikre, at kravene kan overholdes. I forbindelse med aftale om fremavl bedes du oplyse om, hvilke marknumre fremavlen ligger i samt hektar og forfrugt i hver enkelt mark. I MARKEN JORDBEARBEJDNING I de marker, hvor der skal være fremavl, er det vigtigt at minimere spild ved høst, og det kan gavne fremspiringen af spildkorn med en meget øverlig jordbearbejdning for at fremme spiringen af spildkorn inden fremavlen etableres. En dyb harvning efter høst skal derimod undgås, da det bringer mange ukrudtsfrø så langt ned, at de kommer i spirehvile. Hvis korn er forfrugt til fremavlskorn anbefales altid en grundig pløjning, hvor spiret og uspiret spildkorn pløjes ned. Foregår etableringen uden pløjning anvendes glyphosat mod spildkorn inden såning. I pløjede systemer kan glyphosat eventuelt anvendes inden pløjning, hvor der bliver sammenpløjninger. Vær også opmærksom på spildkorn, der pløjes op igen, andet år efter afgrøden er høstet. MARKSYN Alle fremavlsarealer kontrolleres ved marksyn af autori- serede kontrollører, så det sikres, at avlskontrolnormerne overholdes. Efterfølgende vil der på arealer udvalgt ved stikprøve være efterkontrol af Tystoftefonden. Der udføres mindst én besigtigelse på det anmeldte areal. Hvis der er konstateret forhold, der gør, at arealet ikke umiddelbart kan godkendes, udføres to besigtigelser. Det kan være ved fund af f.eks. flyvehavre og/eller sprøjtning mod græsukrudt (se side 8). Kontrolløren gennemfører besigtigelsen i juni/juli måned på det tidspunkt, hvor der kan foretages den mest effektive kontrol med forekomst af flyvehavre og andre kornarter, samt afgrødens sundhedstilstand og sortsrenhed. Kontrolløren giver dig besked i god tid før besigtigelse, så du har tid til at gennemgå markerne og få afluget evt. forekomst af flyvehavre, gold hejre samt fremmede arter som f.eks. rug i vinterhvede. Kontrolløren må ikke syne andre marker end de marker, der er angivet på fremavls- kontrakten samt på marksynsskemaet – som er de marker, du har oplyst os om, at der ligger fremavl i. Umiddelbart efter markbesigtigelsen bliver både du og DLG skriftligt underrettet om resultatet af kontrollen. Som fremavler har du pligt til at give kontrolløren de relevante oplysninger vedrørende avlen. Du skal tillade kontrolløren at færdes i markerne, i det omfang kontrollen gør det nødvendigt, og du skal efterkomme kontrollørens anvisninger om f.eks. lugning af flyvehavre, afskæringer mm. Repræsentanter fra DLG skal også have adgang til at besigtige lokaler/lagre og maskiner, der anvendes til behandling af avlen. DLG ønsker ikke avl af hvede på ejendomme, hvor der samtidig dyrkes triticale, vinterbyg og/eller rug. Dette kan dog afviges ifølge nærmere aftale med firma. Du skal oplyse om forfrugt for alle de marker, der indgår i avlskontrakten. For arealer, der er omsået på grund af udvintring, dårlig plantebestand eller andet, vil forfrugten altid være den sidst høstede afgrøde på arealet. 3 FREMAVL 2024

    ...