JORDPRØVER Er jordprøverne mere end 5 år gamle, bør der udtages nye prøver. Prøverne bør tages, så positionsbestemt tilførsel er mulig – specielt hvis der er stor jordbundsvariation. Hvor Rt er under det tilstræbte niveau, skal jorden kalkes op. En tommelfingerregel er, at der skal tilføres mellem 0,5-1,0 t kalk for at øge reaktionstallet med 0,1 enhed. Mængden skal være størst på lerjorde og humusjorde. HVOR MEGET KALK SKAL DER TILFØRES? Det gennemsnitlige forbrug af kalk på landbrugsjorden er 600-1200 kg pr. ha pr. år. Det ønskede Rt afhænger meget af jordtype og sædskifte. Hvis Rt skal ligge i det rigtige interval, skal der tilføres ca. 2 t jordbrugskalk hvert 4.-6. år som såkaldt “vedligeholdelseskalkning”. Hvis der udbringes forsuret gylle, skal vedligeholdelseskalkningen øges. For at neutralisere syren i 30 ton gylle, tilsat 2 liter 96% svovlsyre pr. ton, skal der udbringes 150 kg kalk pr. hektar eller 600 kg kalk yderligere hvert 4. år. HVORNÅR KAN DER KALKES? Kalk kan tilføres hele året. Kalk skader ikke voksende afgrøder. Optimalt og mest praktisk er det dog at tilføre kalk efter høst i efteråret eller i det tidlige forår før afgrødeetablering. Tilfør gerne kalk 2 år før den mest følsomme afgrøde i sædskiftet. Den bedste strategi er at tilføre kalk hyppigt og i mindre mængder (ca. 2-4 t pr. ha), frem for at tilføre sjældent i store mængder. Dette gælder især, hvor der er følsomme afgrøder i sædskiftet.
Download PDF fil