Side 6
6 DLG I KORTE TRÆK 2021 DET FUNDAMENTALE ER VORES STYRKE I løbet af de seneste fem år med strategien ’Leading the Way 2021’ har vi arbejdet målrettet for at skabe en stærkere og mere robust DLG-koncern. Det er vi lykkedes med, og nu ser vi for alvor resultaterne af den strategi- ske retning, vi satte i 2017. Vi har forbedret vores indtjeningsevne, styrket vores finansielle nøgletal og har således et solidt fundament at bygge fremtiden på. Vores styrke ligger i bredden i vores forretningsmodel, hvor vi leverer varer og produkter, der dækker fundamentale behov i samfundet. Vi producerer råvarer og ingredienser til landbrugs- og fødevaresektoren, vi sælger og distribuerer energiprodukter til både private og erhvervskunder samt leverer materialer til byggeindustrien. Det giver os en betydelig styrke til at modstå de ydre omstændigheder, der påvirker den verden, vi driver forretning i. Derfor har vi igen i år set, at den underliggende efterspørgsel på vores varer og produkter har været i fremgang trods den fortsatte effekt af Covid-19- pandemien og stigende globale handels- og prisudfordringer. Det har betydet, at DLG-koncernen kommer ud af 2021 med et historisk godt resultat, hvor alle tre forretningsområder bidrager med både omsætnings- og indtjeningsvækst.
Side 7
FREMGANG INDEN FOR AGRIBUSINESS OG PREMIX & NUTRITION 2021 var et godt år for koncernens Agribusiness- selskaber, men det har samtidig været et volatilt år på flere områder, hvor den geopolitiske situation samt efterdønningerne af Covid-19 har påvirket den verden, vi opererer i. Priser på råvarer, afgrøder, energi og gødning er steget med hidtil uset hastighed, øget protektionisme på markederne har gjort det sværere at skaffe råvarer, og den globale fragtsituation har været presset. Disse udefrakommende faktorer påvirker vores forretning, men vi er lykkedes med at navigere i det svære og uforudsigelige marked. Samlet set kommer Agribusiness-forretningsområdet godt ud af året med vækst i omsætning såvel som indtjening, drevet frem af en særdeles velkørende planteavlsforretning og en flot korneksport, hvor vi har sendt store mængder råvarer af høj kvalitet fra vores nordeuropæiske havneterminaler ud til hele verden. Vilofoss-gruppen har på bedste vis ageret i et svært marked med forsyningsudfordringer og leverede i 2021 det bedste resultat nogensinde med fremgang på de fleste af vores markeder. Samtidig har vi succes med den produktportefølje, vi kalder Leading Products, som er produkter, der fremmer produktiviteten, sundheden og velfærden hos husdyr. Her ser vi en stor efterspørgsel fra eksportmarkeder som bl.a. USA, Canada og Australien, hvor man lægger stor vægt på produkternes høje kvalitet. ET STRATEGISK VIGTIGT SKRIDT IND I FREMTIDEN Der er fortsat fuld kraft på vores tyske vækstmotor, Team, der igen i 2021 leverede et rekordresultat i både energiforretningen og i salget til byggeindustrien. På energiområdet er forbedrede indtjeningsmarginer og en stor fremgang i salg af strøm og naturgas med til at trække det samlede billede op, mens vi i bygge markedsforretningen har nydt godt af en stærk og langvarig underliggende efterspørgsel fra bygge industrien. Den efterspørgsel forventer vi vil fortsætte med uformindsket styrke de kommende år. I september kunne vi fortælle, at koncernens to største datterselskaber, tyske HaGe og Team, lægges sammen til én stærk enhed, og i slutningen af året flyttede de første medarbejdere så ind under samme tag i det nybyggede domicil i Flensborg. Hver for sig er Team og HaGe allerede stærke spillere inden for deres respektive forretningsområder, men ved at forene de to selskaber får de endnu mere slagkraft til at udbygge vores position på det tyske marked. Hermed har vi skabt en forretningsmodel, der matcher vores tyske konkurrenter. Det understreger, hvor betydelig vores internationale forretning er. Igen i år genereres to tredjedele af vores bundlinje uden for landets grænser og udgør dermed rygraden i vores indtjeningsevne til gavn for vores danske ejere. EN BÆREDYGTIG FREMTID FOR KOMMENDE GENERATIONER Som virksomhed bliver vi ikke kun målt på, hvor velfungerende en forretning vi driver. Det er i lige så høj grad det aftryk, vi sætter på vores omverden, vi vurderes på. Derfor fylder emner som bæredygtighed, diversitet og inklusion mere end nogensinde før i DLG, og vi har klart taget stilling til, hvad det er for en virksomhed, vi ønsker at drive i fremtiden: et rummeligt selskab med stærke værdier, der tager ansvar. I begyndelsen af året offentliggjorde vi bæredygtig- hedsplanen Zero. Med den har vi sat retningen for, hvordan vi i de kommende år vil arbejde med den bæredygtige omstilling i DLG, og vi påtager os et ansvar for at være med til at muliggøre den grønne omstilling hos vores kunder og ejere. Vi vil skabe værdi for dem ved at udvikle og tilbyde konkrete løsninger, der bidrager til, at de kan nå i mål med deres klimaambitioner. Når vi i 2022 offentliggør vores nye koncernstrategi, vil bæredygtighed være et gennemgående tema. Bæredygtighed er i vores optik ikke alene et ’license to operate’, det er en strategisk og kommerciel mulighed, som vi kan bygge fremtidens forretning på, mens vi samtidig bidrager til at skabe en bæredygtig fremtid for kommende generationer. Som virksomhed var vi intet uden de 6.600 kolleger, der hver dag går på arbejde for at skabe værdi for vores ejere og verden omkring os. De har gennem endnu et år præget af Covid-19-pandemien sikret, at vi har holdt hjulene i gang, og endda skabt et historisk flot resultat i en udfordrende tid. For det skal der lyde en varm tak til alle ansatte i ind- og udland. De er med til at sikre, at DLG går ud af 2021 som et selskab, der er godt rustet til at skabe fremtiden med afsæt i den nye strategiperiode, der venter lige om hjørnet. Kristian Hundebøll Group CEO DLG I KORTE TRÆK 2021 7


