I vinterrapsen er det dog vigtigt, at du sikrer dig, at de røde blade ikke skyldes angreb af kålbrok , som der desværre er på mange arealer igen i år. Prøv at trække eller grav nogle planter op, og undersøg rødderne for kålbrok. I hårdt angrene marker er selve cysten på hovedroden rådnet væk i løbet af vinteren. Rapsen har derved ingen rod og forsøger nu at overleve, ved at danne et nyt rodnet (se billedet til højre). Om det vil lykkes, kan kun tiden vise Hvis du har kålbrok, bør du undersøge, hvor udbredt angrebet er i marken og hvor slemt det er – er det hele roden, der er angrebet eller er der kun enkelte angreb på siderødderne (se billedet til venstre). Hvor stort et eventuelt udbyttetab, der kan forventes, er meget afhængig af angrebets omfang og ikke mindst vejret i foråret, men jo værre hovedroden er angrebet, jo større er risikoen for et større udbyttetab. Hvis du har 10-15 levedygtige planter pr. m2, er det nok til at sikre et pænt udbytte. Husk, at du kan blandt andet forebygge kålbrok med velkalket jord, et godt sædskifte med mindst 5 frie år mellem raps og, ikke mindst, ved at bekæmpe korsblomstret ukrudt i dine øvrige afgrøder. Ved de første markbesøg i vinterbyg og vinterrug, har vi flere steder observeret angreb af bygfluer. Angrebne kan ses ved, at et eller flere skud er stærkt fortykkede og uden længdevækst – de ligner nærmest porrer. Senere vil afgrøden få et mere tottet udseende, hvor de angrebne planter er fladtrykte, og de sunde planter rejser sig meget mere end de angrebne. Angrebet er sket i september, hvor 2. generation af bygfluen fløj. Man ved, at tidlig såning øger risikoen for angreb. Der er ingen bekæmpelsesmuligheder nu, men hvis det, som på billedet til højre, kun er et skud eller to pr. plante, der er angrebet, og der er mange sunde skud, så vil de sunde skud kunne kompensere og der vil ikke være et udbyttetab. Er rapsen velforsynet med næringsstoffer? Generelt er rapsen overvintret fint, produktionsapparatet er intakt og fjerner du de nyeste blade, kan du se de første knopper lige inde under. Hvis ikke du allerede har været ude med gødning til rapsen, er det på høje tid. Husk også, at vinterraps bør tildeles 30-40 kg svovl pr. ha senest ved 2. gødningstildeling. Vær opmærksom på risikoen for bormangel . Bor transporteres med jordvandet op i planten og særligt på lettere jordtyper, er det vigtigt, at sikre planternes forsyning af bor. Bor har stor betydning for rapsens blomstring og frøsætning. Bor kaldes også hjerte- og tørforrådnelse, fordi symptomerne især er synlige i hjerteskuddet eller på de yngste plantedele, hvilket ses på billedet til højre. 2
Download PDF fil